Kommentar

De som studerer, uansett fag, kan ikke forestille seg at «vår» måte å se verden på skulle kunne utfordres i vår tid, i våre samfunn. Av sekter kanskje, men ikke av et utbredt system som praktiseres av levende mennesker. Men det er det islam gjør.

Allerede det at en slik sentens oppfattes som problematisk, sier noe om hvordan vi har slått knute på oss selv for å slippe å forstå. Vi har lagt inn en hemning, en tankesperre. Likevel: Det forsvinner ikke.

Det er når man støter på opplyste mennesker som Mikael Jalving at man får aha-opplevelser, men også kjenner avgrunnen og sammenbruddet i kommunikasjon. Men det er en adekvat følelse.

Dessverre stopper diskusjonen ofte opp ved detaljer og enkelte vederstyggelige vaner. De store skillelinjene finner man lenger ned, på dypet. I vår måte å betrakte verden og oss selv på.

Jalving tar utgangspunkt i utgivelsen av flere nye bøker om islam og den islamske verden. En av dem er Hva er islam? av professor ved København universitet Jørgen Bæk Simonsen. Bæk Simonsen fikk en voldsom medfart av Kim Møller i en bok om dansk islamforskning, Vejen til Damaskus.

Jalving kritiserer Bæk Simonsen for å gå utenom en konkretisering av hva islam er. Her kommer han inn på noen helt sentralt:

Det betyder, at Jørgen Bæk Simonsen ikke siger eller skriver noget substantielt om islams eventuelle mønster, tilbøjelighed og bærende vurderinger. Han forholder sig alene til transformationer, tolkninger og konstruktioner. Derfor undviger eller overser han også det centrale spørgsmål om det elementære skel mellem religion og politik, helligt og profant, en skelnen, som er helt afgørende for den politiske udvikling i Vesten, men som, efter hvad jeg kan se, ganske mangler i islams mange varianter som beskrevet af professoren, fordi de i sidste ende bygger på en udmøntning af sharia eller forestilling om det gode, der i princippet er grænseløst, perfekt og holistisk. Udmøntningen sker rigtignok gennem fortolkning eller forståelse (fiqh), men pointen er, at tro i islam bliver til ret, dvs. til jura, dvs. til politik. Og det vil sige, at det profane og jordiske ikke tildeles en ret og sfære i sig selv, og at samvittighedsfrihed bliver et ukendt eller problematisk begreb inden for de væsentligste former for islam.

Tro blir til rett, dvs. til jus. Det er det sentrale. Dermed blir virkeligheten politisert og vurdert ut fra religionen. Det er dette som gjør dagens islam til en tvangstrøye, og som må gi dype konflikter i et sekulært samfunn..

Jalving sier det treffende: Det finnes ikke nøytrale handlinger, ikke noen mellomting, ikke noen samvittighetsfrihet, som han kaller det. Alle handlinger verdsettes som gode eller dårlige.

Det finnes visse kristne også som har sans for en slik gradering av handlinger, dem skal man passe seg for. Men kristendommen har trukket seg tilbake og overlatt størsteparten av offentligheten til det sekulære og overlatt menneskene til seg selv, til å finne sin egen vei til Gud.

Mange muslimer misforstår begge deler. De forstår ikke prinsippene bak den nøytrale offentligheten, og de forstår slett ikke verdien ved den private samvittighet. De forstår ikke at denne friheten i seg selv er verdifull. Men kanskje de aner faren når de reagerer så sterkt på tegn til individuelle valg?

Som både Jørgen Bæk Simonsen og Gads leksikon om islam fremhæver, er en handling ifølge Koranen og Muhammeds sædvane (sunna) enten forbudt, frastødende, tilladt, fornøden eller anbefalelsesværdig. Handlinger er med andre ord valoriseret på en bestemt værdiskala og aldrig blot neutrale, idet vejen er givet og målet sat. Når tilværelsen handler om at underkaste eller hengive sig til Gud, bliver menneskets handlinger naturligvis fyldt med betydning, og så godt som intet gøremål eller anliggende forbliver uberørt af kanon og lov. Polemisk kan man sige, at Koranen mangler en Mattæus, der giver kejserens, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, og at islam aldrig får en Luther, der gør op med idealstaten ved teoretisk at holde fast i adskillelsen mellem de to regimenter, regnum, altså det jordiske styre, og sacerdotium, det himmelske.

Regnum og sacerdotium. Det lærte vi om i middelalderhistorien. Nå er det igjen aktuelt å forsvare i dagens Europa. De fleste aner ikke hva det er, men lever på det.

Fordi samvittighedsfriheden er fraværende eller i hvert fald et problematisk begreb inden for islam, bliver det selv for den mest reformvenlige udlægning svært at begrænse godhedens og retfærdighedens domæne. For som Gads islamleksikon tørt konstaterer i opslaget om sidstnævnte: Retfærdighed betyder at gøre «det gode og accepterede» og «det kendte», hvilket kontrasteres med det at gøre uret. «Retfærdighed» får hermed samme betydning som det gode; der er ingen principiel forskel på de to ting.

Sådan en forskel er der akkurat i Vestens filosofi og historie, og det er faktisk en meget afgørende forskel, selv om det umiddelbart kan lyde nørdet.

At rettferdighet betyr å gjøre det gode, som er det kjente og aksepterte, er en farlig kjede. Hvis rettferdighet og godhet flyter over i hverandre, skjer farlige ting.

Dessverre må man konstatere at det finnes kontaktpunkter mellom islam og dagens godhetsideologi. Den rommer noen ansatser til et totalitært samfunnssyn. Man skal ikke se bort fra muligheten for en legering mellom sosialdemokrati og islamisme. Begge vil det gode og rettferdige samfunn. Individualisme kan bli noe man ser skjevt til, den eller de som ikke vil innrette seg.

Med 1600-tallets naturretsfilosoffer introduceres der en forskel mellem den middelalderlige ret, som indebærer en pligt overfor Gud, og den moderne ret, der er væsensforskellig, idet den er subjektiv og knyttet til personer. Ifølge naturretsfilosofferne er ret nemlig ikke længere noget, der er og eksisterer udenfor tid, sted og menneskers mellemkomst; ret opfattes i stedet som noget, nogen, dvs. mennesker har. Ret kan være noget, man er født med, herunder retten til krop, sjæl og ejendom, eller noget, man bytter og handler sig til. I modsætning til islams abstrakte retfærdighed, der er identisk med universel godhed, er de moderne rettigheder, som kommer til at præge de vestlige samfund, konkrete og håndgribelige. Retten er ikke holistisk, den er individualistisk, og knytter an til den politiske orden frem for den guddommelige.

Konsekvensen er, at der pludselig ikke behøver være overensstemmelse mellem menneskenes etik og statens etik, mellem den personlige lykke og den kollektive lykke. Der er strengt taget ikke længere brug for islams skematiske valorisering af menneskelig handling. Som den nederlandske filosof Hugo Grotius, der var en af drivkræfterne bag naturrettens komme, skriver i begyndelsen af sit mest berømte værk om krigens og fredens ret De jure belli ac pacis fra 1625:

«Ret betyder ikke andet, end hvad der er retfærdigt, og det mere i en negativ end en positiv betydning, sådan at ret er, hvad der ikke er uretfærdigt.»

Hermed er Retten og Retfærdigheden for længst opgivet; den kan vi mennesker ikke gøre krav på eller forlange af hinanden. Tilbage er uretten og uretfærdigheden, som vi efter bedste evne må minimere. Dette var ifølge Grotius og andre af de tidlig-moderne, europæiske tænkere prisen for at slippe det kanoniske greb om mennesket. For når mennesket pludselig besidder en grundlæggende ret til at definere sin egen lykke og frelse, er ånden ude af flasken, og når spørgsmålet om det gode liv med ét bliver et privat spørgsmål, kender ingen længere det fælles svar.

Beklager, men sådan er Vestens etiske grundlag – kort fortalt. Derfor er det også noget af en tilsnigelse, når Jørgen Bæk Simonsen nonchalant skriver, at «i alle før-moderne samfund var det religiøse tæt knyttet til det politiske, og det religiøse og det politiske var i virkeligheden to sider af samme sag, hvor det ene legitimerede det andet.» (s.38)

Det er faktisk endnu en essentialistisk formodning, som ikke holder vand, hvis man med «før-moderne» hentyder til tiden op til den franske revolution eller den industrielle revolution og ser bort fra naturretsfilosoffer, oplysningstænkere og formentlig også renæssancen samt den romerske og græske civilisation. Og så har jeg endda ikke sagt et ord om kristendommen.

Men det er der heldigvis andre, der gør, og islam bliver nu for alvor placeret og fortolket kritisk i forhold til vores historie og den jord, vi endnu har under fødderne. Hvor er det godt! Vesten kan endnu, og lille Danmark yder såmænd et pænt bidrag til forståelsen af, hvad der har været og måtte komme.

Den innsikt Jalving åpner for her og som historisk sett er innlysende, er det ikke lenger. Den har mistet sin selvinnlysende kraft. Tvert om ville den som beklager seg over at rett og rettferdighet er oppgitt som krav overfor enkeltindivid og samfunn, risikere å vinne Aftenpostens kronikk-konkurranse.

Islam sælger – og tak for det

Les også

-
-
-
-
-

Les også