Jeg kan helt tilslutte mig Helle Merete Brix vigtige spørgsmål:

”Hvilken mulighed har unge muslimer i Europa for at møde en afpolitiseret udgave af islam?”

Hun siger: ”Det har interesseret mig gennem mange år, og igennem lige så mange år er jeg rejst ud for at møde mennesker, der har noget at sige om dette… Sufier er især mennesker, som er tiltrukket af islams åndelighed i en ikke-politiseret form.”

Jeg ville ønske at det var så nemt at kunne adskille mellem islams politiske og åndelige side, mellem sharia islam og sufismens mystik, mellem mekka suraerne og medina suraerne (Hirsi Ali’s nye bog) og mellem alle de andre skel, som ville gøre det nemmere at tage stilling til, hvad islam er for en størrelse.

Men jeg er kommet til den overbevisning, at det er påkrævet, at lede efter en mulighed for at finde nogle åndelige aspekter af ”islam”, således at unge muslimer kan tage tilflugt til en spiritualitet, som nok har en islamisk terminologi, men ikke er islam i den traditionelle form.

Jeg må indrømme, at med fremkomsten af ISIS må det være blevet klart for verden, hvad udbredelsen af sharia islam vil betyde for civilisationerne. Jeg ser ingen fremtid for den form for autentisk islamdyrkelse.

ANNONSE

Der er mange nu, som melder sig under islams sorte fane, men det holder ikke i længden, fordi det åndelige mangler. Det bliver opdaget en skønne dag, og så går det den anden vej.

Jeg kan glæde Helle med, at den sufisme, som sufi-praktiserende vesterlændinge tog til sig i 60erne og 70erne stort set er en visdomslære tilknyttet nogle sufi mestre med baggrund i Indien, som voksede op i Vesten.

Den ene er den i Vesten uddannede sufiguru og grundlægger af «Universal Sufism» Pir Vilayat Inayat Khan (1916-2004), som oprindelig kom fra den indiske sufi orden Chisthi i Indien.

idries.shah

Den anden er Idries Shahs (1924-96) (bildet). Han blev født i Indien i en afghansk adelsfamilie, men voksede op i England. I Amerika har han arbejdet sammen med psykologen Robert Ornstein på Stanford University. Begge har skrevet om sufisme og sufi praksis. De opfattede sufismen som en universel form for visdom, der går forud for islam.

Robert Ornstein, som har en phd. fra Stanford University, er desuden kendt for en af det første vigtige bøger i den transpersonlige psykologi om forskellen på højre og venstre hjernefunktioner. Den hed The Psychology of Consciousness fra 1972. Senere skrev han On the Psychology of Meditation sammen med Claudio Naranjo 1973.

De to sufier Vilayat Khan og Idries Shahs havde stor indflydelse på 1960erne og 1970erne’s hippie og new age strømninger, hvor man søgte efter mystikken i alle religioner. Det havde meget lidt at gøre med traditionel ortodoks sharia islam.

rumi

I denne spirituelle gruppe studerer man ikke Koranen, Haditherne eller Siraen dvs. islams tradition, men kun værker af Vilayat Kahn og hans far Murshid Hazrat Inayat Khan (1882-1927) og andre kendte sufi mystikere som Jalal ad-Din Rumi (1207-73) (bildet) og Mahmud Shabistari’s (d.1340) samt andre sufi digtere tilhørende den mystiske poesi.

Det er karakteristisk for denne moderne vesterlandske sufi gruppe, at man ikke behøver at efterleve den islamiske sharia for at være sufi. De brugte ganske vidst islams trosbekendelse Shahada: La ilaha illallah som meditationsobjekt, men uden den efterfølgende sætning om, at Muhammad er hans profet.

Der er mange i Vesten, som praktiserer denne form for sufisme, og den har ikke noget at gøre med sharia islam.

Islams sædvane (sunna) er formuleret i Koranen, i Muhammeds biografier (sira), i hans efterfølgeres beretninger (ahadith) og i Islams juridiske skoler. Alle steder udtrykkes det klart, at de, der ikke tror på, at Allah er den eneste Gud og Muhammed hans sidste profet, enten skal konvertere til Islam eller leve som dhimmier dvs. undertrykte anden rangs borgere.

Hvis ikke de vantro går ind på disse to muligheder, vil der blive ført krig (jihad) mod dem. Med andre ord de vil blive dræbt, deres ejendom taget som krigsbytte, og kvinderne gjort til slaver, som kan voldtages når som helst.

Når Islam nu siger det så klart, hvem er det så blandt muslimerne, som er moderate? Det er i de sidste år mange gange blevet sagt, at nok findes der moderate muslimer, men Islam er ikke moderat. De fleste journalister og eksperter bruger udtrykket ”moderat” meget løst og udefineret, fordi de ikke ved nok om Islam til at stille relevante spørgsmål om, hvem de moderate egentlig er.

Var Muhammed f.eks. selv moderat? Er en moderat muslim den, der i øjeblikket ikke fører krig (læs jihad)? Eller er det en jihad kriger, som praktiserer Muhammeds udtalelse om, at ”krig er bedrageri” og derfor prøver at få de vantro til at tro, at der ikke findes en jihad trussel?

Eller er den moderate en kulturmuslim, som er svag i troen, og derfor ikke har nogen tanker om jihad overhovedet, hverken som krig eller blot mission (dawa)? Eller kan det være den helt uvidende, som ikke engang ved, at der er noget, som hedder Jihad?

Eller måske er det den, som vitterlig tror, at det er muligt at reformere Islam ved at vende tilbage til de milde Mekka vers i Koranen og opgive de strenge Medina vers og dermed afvise den voldelige herrefolksmentalitet, som oser ud af Islams sædvane? Og endelig – er det islams mystikere sufierne, som er de moderate?

Jørgen Bæk Simonsen vil nok ikke være enig i alt dette. For han påstår, at Islam ikke har nogen essens, ja der eksisterer slet ikke noget, vi kan kalde Islam. Islam er nemlig lige så mange forskellige ting, som almindelige muslimer tror det er.

Det samme gælder blandt kristne. Ingen ved hvad kristendommen egentlig er, fordi der er så mange meninger derom. Og det er jo ikke helt forkert. Selv blandt kristne teologer er der vild uenighed om fortolkningerne, og det er der såmænd også blandt de muslimske lærde (ulama).

Der er bare det ved sådanne akademiske synspunkter om religionernes modstridende fortolkninger, at religiøs tro ikke kan fanges og forstås af sociologiske og antropologiske metoder. Hvis man vil vide noget om en religion, så nytter det ikke af gå ud på gader og stræder med en mikrofon for at optage folkets uforbedrelige meninger om deres tro. Så får man blot en værdirelativistisk analyse ud af sin ”forskning”.

Enhver religion er så kulturelt kompleks, at kun de, der dagligt beskæftiger sig med troens spørgsmål og igennem hele livet praktiserer en religion, ved, hvad deres tro egentlig rummer og kan. Man behøver ikke at være en bogstavtro teolog for den sags skyld.

Der er mange indgange til et spirituelt liv. Men for at forstå den erkendelse, som en religion kan tilbyde mennesker, der er følelsesmæssigt dybt indvolverede i en nagende mangel ved deres eksistens og menneskelige situation, er det nødvendigt at studere både dens grundlag og dens vej mod en befrielse.

Troens tekstbøger som Koranen og ahadith for muslimers vedkommende eller evangelierne og Paulus breve for de kristne eller sutraer og sastraer for buddhister er helt uomgængelige for at sætte sig ind i den pågældende religions tro og er og bliver disse religioners essens, som så kan fortolkes på forskellig måde.

Men hov! sådan er det vist ikke for Islam. For Islam hævder, at Koranen er uskabt og evig til alle tider. Det er Allahs sidste og absolutte ord, som ikke skal fortolkes af mennesker, men må følges til punkt og prikke. Intet kan pilles ud, intet fornys og intet reformeres. Alle andre religioners bøger er menneskeværk, men ikke Koranen, som er formuleret af englen Gabriel til Allahs sendebud Muhammed.

Muhammed hørte stemmer hele livet og hævdede, at det var Allah som talte til ham gennem Gabriel. Der findes mange troende som hævder, at Gud taler til dem. Jeg skal undlade at komme ind på de psykopatologiske aspekter af disse oplevelser, for det vil der alligevel blive skrevet mange Phd’er om i fremtiden for at få en afklaring på.

I Muhammeds biografier berettes dog om de fysiske og mentale tilstande, som han gennemlevede, når Allah talte til ham. Og uden at gå i dybden om disse tilstande kan man sige, at de minder slående om de enstatiske bevidsthedstilstande som shamaner og orakler i forskellige kulturer lejlighedsvis har haft.

Muhammed var bestemt ikke nogen mystiker. Mystikernes spirituelle erfaringer og erkendelser er af en ganske andet kvalitet. Her er der ingen transcendent Gud, som viser sig eller taler til mystikeren. Gennem mange års åndelig søgen og meditation kan det for et menneske med et vedvarende ønske om at kende sin egen og alle tings egentlige natur hænde, at denne virkelighed pludselig en dag står lysende klart for ham eller hende.

Det drejer sig om en genvindelse af bevidstheden efter at være dybt absorberet i en urefleksiv tilstand. Verden bliver med ét gennemsigtig og oplyst, så det bliver klart, hvad bevidsthed er, og at bevidsthed og bevidsthedsindhold ikke er adskilte.

Mystikeren har nu opdaget sin virkelige identitet, hvor der i det evige nu’s situationstotalitet ikke længere er en adskillelse mellem selv og omverden. Mystikerens erkendelse er at opdage at JEG ER (ego eimi) betyder uadskillelighed med den sansede virkelighed.

Der er mange måder at være religiøs på. Én er at være bogstavtro og tage tekstens ord for sandhed uden at se, at det kan være en billedlig fremstilling af en helt anden sandhed.

En anden er at tro blindt på præsten eller imamens ord, som kan være hans egen udlægning af teksten eller en andens. Det er en tro, som i reglen er meget moralsk og fordømmende på samme tid.

En tredie måde er den almindelige folkelige overtro med et bredt spektrum af okkulte erfaringer eller fantasier af forskellig slags.

En fjerde måde er de dybt hengivne og medfølende mennesker, for hvem kærlighed til alle eksistenser overskygger enhver tvivl eller fordom. Dette kærlighedsbudskab regnes for essensen i deres religion, men det er også umådeligt svært at efterleve.

Endelig er der de kulturreligiøse, som er religiøse per automatik, selvom de egentlig ikke er særlig religiøse og kunne være ateister. Men de er åbne agnostikere overfor muligheden af, at der kunne være noget om al den snak om Guds eksistens, når dødslejets realitet viser sig, og tanken om et hinsides melder sig.

Til sidst er der de forskellige slags mystikere, som har viet deres liv til en spirituel praksis. De søger på forskellig vis en erkendelse gennem meditation, bøn, disciplineret levevis og nogle metoder, som kan forekomme alt for asketiske eller fanatiske på andre.

Nogle af disse mystikere mener, at der skal mange liv til en sådan erkendelse, oplysning eller opvågnen, andre mener, at det må ske i dette liv, som er det eneste liv der er.

Mystikere har en særlig spirituel dimension i deres trosliv, som ikke er særlig bogstavtro med hensyn til de religiøse tekster, da de betragter teksterne som myter, som kun kan forstås allegorisk og esoterisk. Det vigtige er indsigten i alle tings egentlige natur.

*****

Islams mystikere er sufierne. Sufi kommer af det arabiske ord suf, som betyder uld. Det henviser til de grove uldklæder, som de tidlige sufier havde på. Historisk set kommer de første sufier måske allerede hen mod slutningen af 600-tallet, det første århundrede i den islamiske kalender. Der findes en debat om, hvorfra ordet sufi stammer. For nogle betød som sagt uld, men for andre er ordet afledt af et græsk med betydning viden eller visdom.

De rigtige sufier holdt sig langt væk fra byernes magtcentre og ville nødigt mødes med sultanerne og regenterne. De var i reglen gifte og havde familie og levede med en lille gruppe elever blandt almindelige mennesker. Ulamas lærde sheikher og sharia jurister (fuqaha) var derimod ofte tiltrukket af magtcentrene og delte den socialpolitiske magt med regenterne.

Denne forening af religion og politik, som er essensen i sharia islam, delte de rigtige sufier ikke. For dem var det folkets spirituelle velfærd, som var det vigtige.

Det siges at sufierne henter deres kald fra Koranen og ahadith, men det er nok rigtigere at sige, at de har fundet et par steder i teksterne, hvor Muhammed siger noget, som med lidt god vilje kan fortolkes spirituelt.

Islams sædvane (sunna) er imidlertid ikke spor spirituel, da den går ud på gennem sharia at vejlede mennesker i, hvad der her i livet er forbudt, haram, og hvad der er tilladt, halal. Det, som er tilladt, fører til paradiset, og det, som er forbudt fører lige lukt i helvede.

Beskrivelserne i Koranen af de evige lidelser i helvede er så forfærdelige, at muslimer vil gøre alt for at leve halal. Og det vil sige at overholde sædvanens (sunna) sharia love til punkt og prikke.

Sharia islam kategoriserer alle menneskelige handlinger som enten forbudte, utilstedelige, legitime, anbefalelsesværdige eller obligatoriske. Ingen anden religion er så manikæisk sort/hvid som islam, som meget pedantisk bestemmer den korrekte ”vej” i livet for alle mennesker. Sharia betyder ”vej” på arabisk.

Det er der ikke meget spiritualitet i. Det eneste fornødne er en stærk bogstavtro på Koranens ord om at gøre tingene på den rigtige måde, som Muhammed foreskrev i begyndelsen af 600-tallet.

Hvorledes kommer sufiernes mystik ind i dette billede? Sufierne bringer den spiritualitet og mystik, som ikke findes i Islams sædvane ind i Islam udefra. Det fører til det meget interessante spørgsmål om, hvor sufierne egentlig kommer fra?

I begyndelsen af 800-tallet udviklede sufierne en slags økumenisk erkendelseslære, som hvilede på zaratrustrisk, buddhistisk, hinduistisk judaistisk, kristen, gnostisk og nyplatonisk spiritualitet udtrykt i en arabisk-islamisk terminologi. Det var et resultat af blandt andet græsk lærde kristne, som i 800-tallet begyndte at oversætte de græske filosoffer især nyplatonikernes værker til arabisk.

Den gnostiske visdomslære siger, at det er vigtigt, at hvert enkelt menneske vågner op, og selv erfarer gnosis. Læren er en finger, der peger mod denne erfaring, og de religiøse myter skal forstås allegorisk, som veje til erkendelsen.

Alle de hellige skrifter er menneskeværk, som hele tiden må genfortolkes. Hvert menneske må selv overveje, hvad der er bedst i hans tilfælde på vejen til erkendelsen. Det drejer sig om at blive ét med verden og ophæve illusionen om adskilthed.

I øjeblikket eller i disse tider, hvor traditionel og ortodoks sharia islam dominere alle steder i verden, ser det ikke ud til, at der er meget tilbage af den fine islamiske mystik og metafysik, som kan bringe de søgende tilbage på dharmaens vej?

Når jeg bruger et sanskrit ord som dharmaen, er det fordi jeg har den opfattelse, at alle verdens religioner har en spirituel fællesnævner, som jeg her kalder dharmaen.

Det er bestemt ikke sådan, at alle religioner er ens, for de kulturelle trosbaserede forestillinger og sprogene er så forskellige, at enhver synkretisme er det rene vrøvl. Men i den spirituelle dimensions rødder, som ikke har med tro at gøre, begynder de at ligne hinanden.

Den der kender dharmaen er mystiker. I Zen buddhismen kaldes et sådant menneske for et «sandt menneske uden status», på japansk mu-i, uden rang.

Begrebet findes også i islam som det «perfekte menneske», blandt andet hos den persiske sufi mystiker Mahmud Shabistari (1288-1340). Der er andre udtryk som «Shahid», «sandhedens perfekte vidne», eller «Dhu al-‘aynayn», «et menneske med to øjne».

Det er en ganske jævn og menneskelig kendsgerning, at «øjnene er vandret og næsen lodret», sagde den japanske Zen mester Dogen (1200-53).

Jeg tror derfor det er vigtigt, at kende og forstå sufismen. Islam har flere ansigter ligesom kristendommen og buddhismen. Vi kan blive nødt til at lære teologernes, filosoffernes og mystikernes islam at kende, så vi bedre kan argumentere for, hvad der egentlig talt er galt med traditionel, ortodoks sharia islam.

Det drejer sig om en bogstavtro lovreligion, hvis tekster ikke skal fortolkes, men efterleves, fordi de opfattes som Guds egne ord.

I modsætning til sharia islam findes en sufi metafysik eller teosofi, som godt kan sammenlignes med andre religioners religionsfilosofi og religionspsykologi. Jeg har kendskab til et par betydelige værker, som omhandler en meget væsentlig sammenlignende mystik.

Det drejer sig for det første om den japanske islamforsker Toshihiko Itsuzu, som har sammenlignet den islamiske teolog Ibn Arabi med taoismens gamle mestre Chuang tsu og Lao tsu i Sufism and Taoism: A Comparative Study of Key Philosophical Concepts, University of California Press 1984.

For det andet drejer det sig om den amerikanske filosofi professor Robert J. Dobie, som har sammenlignet Ibn Arabi med den kristne mystiker Meister Echart i Logos and Revelation. Ibn Arabi, Meister Eckhart, and Mystical Hermeneutics, The Catholic University of America Press 2010.

Det er de religiøse og politiske institutioners magt over sjælene, som kører det spirituelle af sporet. Pludselig skal moderne mennesker håndtere en oldtids kulturs bigotte moral og politik uden at forstå mystikernes indsigt og religiøse erfaringer, og så går det galt.

Den gejstlige elite (ulama) i sharia islam fastholder deres eget kulturelle arvegods (sunna), som tvinger de troende til et liv i overensstemmelse med Koranen og sædvanen (sunna), thi spirituel befrielse er det farligste af alt.

De toneangivende islamforskere overalt i verden holder meget af en kulturhistorisk myte om islams berigelse af Vestens intellektuelle udvikling. Nu er både Obama og Per Stig Møller hoppet på limpinden. Det drejer sig om, at Vestens renaissance står i gæld til islam. Møller siger:

“Vi har meget at takke den muslimske kulturkreds for. I den mørke, europæiske middelalder blev vores kulturarv bevaret i islamiske lærdomscentre. Uden dem var værker af Aristotelles og andre græske filosoffer forsvundet.”

Den slags udtalelser, som også Jørgen Bæk Simonsen, John Esposito og Karen Armstrong kan fremsætte er simpelthen noget forfærdeligt vrøvl.

Harran er et område i det sydøstlige Tyrkiet, som i den antike oltid var et kommercielt, kulturelt og religiøst centrum i Mesopotamien. Det siges, at det var det sted hvor Adam og Eva slog sig ned, efter at de var blevet smidt ud af paradisets have. Det har været en assyrisk, babylonisk, medisk og persisk by indtil Alexander den Store indtog byen i 331 fvt.

I slutningen af 700-tallet og i 800-tallet var Harran et centrum for oversættere af værker i astronomi, filosofi, naturvidenskab og medicin fra græsk til syrisk-aramæisk og derfra til arabisk. Harran var altså det intellektuelle centrum for overleveringen af den klassiske verdens akademiske viden til den nye arabisk talende verden sydpå.

Der er ingen tvivl om, at sufierne har påvirket almindelige folks religiøsitet ved at udvide Koranen og ahadiths beretninger med historier fra andre religiøse traditioner. Disse spirituelt vejledende fortællinger er blevet meget populære blandt almindelige muslimer.

Sufismen er baseret på religiøse erfaringer og ikke på doktriner. Den har altid været åben overfor den ”evige (perennial) filosofis gnosis”, som i århundreder var det centrale i den hellenistiske kulturs synkretisme.

Sufierne i Indien vidste også, at sufismen og advaita vedanta, som er hinduismens ikke-dualistiske mainstream spiritualitet var to alen af ét stykke. Det samme gælder for sikhnernes religion, hvor vismænd som Nanak, Kabir og Dadu var lige så meget sufi sheikher som guruer.

En analyse af sufismen og nyplatonismen vil afsløre en ikke-dualistisk lighed mellem dem. Der er store ligheder med hensyn til gudsbegreb, sjælen eller bevidsthedens natur, kroppen betydning og begreber om godt og ondt, skøhhed, liv og død og skabelse.

Det helt centrale på sufiernes spirituelle vej er en praksis kaldet dhikr, hvor man kontemplativt knytter trosbekendelsen La ilaha il lalah (Der er ingen anden Allah end Allah) til sit åndedræt. Det er en konstant ihukommelse af Allah og kan ligesom Hindu mantraerne eller Zen buddhismens praksis af Mu… føre til en erkendelse af ens egentlige natur eller sande identitet.

Selv om de fleste sufi ordner betragter Islams fem søjler som hjertet af islam, har de rigtige sufier en praksis, som ledet af deres sheikh går langt videre end islams sharia. Det gælder nemlig om at ophæve menneskets tilbøjelighed til ekstreme dualistiske tankemønster, som er en hindring på vejen mod den ønskede spirituelle opvågnen til et ikke-dualt livssyn.

Allerede i 700-tallet og 800-tallet møder vi de første sufier. Deres tilstedeværelse vidner om en reaktion på islams upersonlige, direktive, duale og bigotte karakter. Selvom shariaen ikke er til at komme uden om som troende muslim, tilfredsstiller den ikke den virkelig søgenes spirituelle længsel.

Sufismen eller tasawwuf, som er det korrekte navn på islams mystik, indvarslede en opmærksomhed på en mere spirituel vej, og dette bragte en mystisk dimension ind i Islam.

Sufismen er derfor en reaktion eller et svar på den mangel, som findes i islams sædvane (sunna). Islams materialisme og dualisme er et udtryk for Islams spirituelle goldhed. Visse spirituelle muslimer, som følte, at det ikke var tilstrækkeligt blot at være underkastet Islams sharia, søgte tilflugt i sufismen.

Islams magtfuldhed, som hviler på en enkel trosbekendelse og de fem søjler som praksis, viste sig for disse mennesker at være helt utilstrækkeligt for deres spirituelle udvikling. Her kunne tasawwuf udfylde deres følelse af en mangel på et mysterium.

Men sufismen nøjedes ikke blot med at forfine Islams mangel på spiritualitet, den åbnede også døren til den gnostiske erkendelseslære, som findes i mange andre verdensreligioners eksistensteologi.

Sufierne måtte imidlertid for overhovedet at blive tolereret legitimere deres spiritualitet ved at vise de lærde og juristerne (ulama og fuqaha), at Islam i sig selv indeholder en spirituel vej.

Man kunne imidlertid ikke bruge et kritisk argument om, at der havde udviklet sig en kedelig trang til materialisme blandt muslimer, da en af drivkræfterne bag islams ekspansion netop altid havde været krigsbyttet. Det var ifølge Islam helt legalt at skrabe så meget til sig som muligt fra de vantro man besejrede. Muhammed tog selv en femtedel af alt krigsbytte.

Dette betragtede sufierne som dybt åndløst, men de kunne selvfølgelig ikke bruge det som et argument, for de var tvunget til at bevise, at deres lære var islamisk i hele sit væsen. Det ville være livsfarligt for dem, hvis det kom frem, at de selv vidste, at Islams mystik var et lån udefra.

Derfor har sufierne forklaret, at tasawwuf blot er den esoteriske eller indre (batin) side af Islam og f.eks. begrundet det med Koranens sura 24:35, hvor der tales om, at Allah er himlens og jordens lys…lys på lys, og at Allah fører alle han ønsker til sit lys.

I sura 50:6 finder vi måske det bedste ord for, at tasawwuf er en integreret del af Koranen: ”Allah er os nærmere end vor halspulsåre”. Det ironiske er, at dette udsagn i virkeligheden er et lån fra en jødisk religiøs tekst.

Sufierne fastholder derfor, at Muhammed har sagt, at alle ordene i Koranen har en ydre og en indre mening. Men spørgsmålet er, om de i virkeligheden ikke er eisegeter i stedet for exegeter dvs. at de lægger deres egen subjektive spiritualitet ind i teksten i stedet for at udlægge teksten objektivt.

Mange af de historier om Muhammeds liv, som sufierne henviser til findes nemlig slet ikke i de autoritative ahadith af Bukhari, Muslim, Kulayni og Ibn Babuya.

Gennem hele Islams historie er sufierne blevet afvist, deres praktis fordømt og deres dervisher latterliggjort. Ofte er de blevet truet og forfulgt og mange er blevet henrettet for deres udtalelser. Men de er også blevet forkætret og tilbedt af de folkelige muslimske masser.

I dag er sufismen almindelig udbredt mange steder og officielt godkendt af myndighederne nogle steder, men modarbejdes stadig af ulama og sharia juristerne.

For at retfærdiggøre deres standpunkt begyndte sufierne mere og mere at henvise til koraniske skriftsteder og udsagn fra den profetiske sædvane (sunna). Allerede fra slutningen af 8oo-tallet er der noget, som tyder på, at sufierne søger at integrere sufismens mystik i den sharia islamiske ortodoksi.

Der er mange skoler og traditioner indenfor sufismen, nogle er mystikere, andre militante jihadister af værste skuffe, og atter andre ser ingen modsigelse imellem sharia islam og sufi islam.

Historisk set har sufi islam været akkurat ligeså diskriminerende og intolerant som sharia islam. ”Islams ære er at forhåne de vantro”, sagde den indiske sufi islamist Sirhindi (d.1624). En anden stor indisk sufi islamist Sha Wali-Allah (d.1762) sagde, at de vantro bør reduceres til et ydmygt stade og behandles med ubetinget foragt.

Man kan desværre ikke betragte sufismen som en uafhængig islamisk mystik eller som en særlig sekt uden forbindelse med sharia islam. Der er desuden mange forskellige sufi bevægelser og traditioner. Det er heller ikke en kættersk og splittet bevægelse, men en integreret del af den ortodokse sharia islam.

Islam lærde (ulama) har ofte betragtet sufismen som afvigende eller fremmed for islam. Og sufismens historiske arv omfatter ikke blot dens kulturelle, religionsfilosofiske og mystiske side, men også en tradition for ydre, aktiv jihad for at indlemme alle folkeslag under islams åg. Dette har manifesteret sig stærkest i Indien og i Centralasien blandt Naqshbandi ordenens sufier.

 

 

Andre artikler af Tim Pallis på Snaphanen

* Tim Pallis har uddannet sig selv med lidt hjælp af japanske zen mestre. Han har skrevet et par bøger om zen buddhisme og mange artikler i ind og udenlandske tidsskrifter. I mere end 30 år var han ansat på Det kgl. Bibliotek og var medstifter af Zen Buddhistisk Forening. Han var i bestyrelsen af Dansk Japansk Selskab og medlem af Buddhistisk Forums tidsskriftudvalg. I 1970 traf han sin japanske kone på verdensudstillingen i Osaka. Siden har han jævnligt haft sin gang i Japan og har boet i Kyoto det meste af tiden. Tim Pallis har praktiseret zen i flere forskellige templer og gør det stadig. Han er ikke en zen lærer i traditionel forstand, men forsøger gennem sit forfatterskab og som foredragsholder at formidle en introduktion til zen, zen æstetik og sammenlignende mystik.

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629