Gjesteskribent

Muslimer bruger mange forskellige ord for at definere deres trosfæller. Blandt andet betegnelsen Islamiyyun, som er den det arabiske udtryk for «islamister».

TIL BM MEHDI MOZZAFARI

Mehdi Mozaffari skriver i «Islamisme. En orientalsk totalitarisme», at betegnelsen «islamisme» første gang blev brugt af franske forfattere i slutningen af 1600. Filosoffen Voltaire siger: «Denne religion kaldes islamisme».

Det var almindeligt i 1800-tallet på Sorbonne i Paris, at bruge «islam» og «islamisme» som to udtryk med samme betydning. Men i 1900-tallet sker der en ændring. Mozzaffari siger, at man nu ikke længere kan finde ordet «islamisme» i indexer til den tids islamforskernes værker. Han siger:

«Siden 1800-tallet er begrebet «islamisme» blevet brugt meget forskelligt af vestlige orientalister, islamologer og politologer».

Ordet «islamisme» begynder igen at få betydning efter ayatollah Khomeini’s «islamistiske» revolution i Iran. Nu begynder man at bruge udtryk som «islamisk fundamentalisme», «radikal islam», «islamisk vækkelse» og «politisk islam». «Islamisme» er nu blevet et udtryk for islamisk ekstremisme.

Man begynder at skrive om, at denne form for islam er helt anderledes end den form for islam vi altid har kendt. Men hvad det er for en forskel, er der meget uklare meninger om. Det påstås, at islamismen er mere politisk end religionen islam. Den er mere kritisk overfor Vesten og mere voldelig overfor ikke-muslimer.

Mozzafari siger:

«Efter 9/11 er brugen af ordet «islamisme» taget til blandt politikere og journalister over hele verden…..islamisme er efterhånden blevet et meget bredt og flertydigt begreb. Man taler om radikal og moderat islamisme».

I medierne, blandt politikere og på uddandelsesinstitutionerne påstås det nu, at islamisme ikke er det samme som islam og at islamister ikke er de samme som rigtige muslimer. Det er en lille fanatisk skare, som har hijacket islam.

Mange filosoffer, historikere og religionshistorikere bruger i dag ordet «islamisme» i titlerne på deres bøger, og spørgsmålet er, om de overhovedet mener islam som grundlagt af Muhammed. Oliver Roy skelner mellem «politisk islam» og «islamisme», da det sidste er en ny form for aktivistisk islam. Daniel Pipes skelner klart mellem islam og islamisme. Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti siger:

”Dertil kommer, at islamisme, som vi for eksempel ser det på Nørrebro, ikke har noget med religion at gøre. Der er tværtimod tale om en ekstrem politisk bevægelse, som afgørende vil forandre vores land».

Karen Jespersen og Ralf Pittelkow skelner også mellem islam og islamister. Mon ikke de egentlig godt ved, at det kan man ikke. Men de gør det, fordi det ellers ville være svært at skrive om disse problemer. Lidt politisk korrekt stil skal der trods alt være tilbage.

Bruno Etienne definerer «radikal islamisme» som en islamisk kur mod al modernisering og en tilbagevenden til de «retledede» kaliffers bystat Rashidun (632-61) før ummayade kaliffatets opståen. Jeg kan ikke se, at denne definition er forskellig fra salafijja. Desuden er Rashidun en imaginær konstruktion. Mozzafari siger ganske rigtigt, at islamisme er «en regressiv ideologi, der retter sig mod fortiden (salaf)». Idealet er Muhammeds Medina periode efterfulgt af kalifatet under de første kaliffer. Det mener jeg er en anden måde sige, at islamisme i virkeligheden er det samme som islam.

Salafister er islamister, som følger islam, som den eksisterede på Muhammeds og hans umiddelbare efterfølgere tid. Men Mozzafari mener, at islamisme som begreb er bredere end salafisme, jihadisme og fundamentalisme.

I følge Mozzafari kaldes en muslim muslim (hankøn), muslimum (flertal), muslima (hunkøn), muslimat (flertal). Det muslimste udtryk for islamister er islamiyyum (flertal), men bruges ikke i Koranen. Ordet muminun, troende, forekommer kun enkelte gange. Selv om Ayatollah Khomeini (1902-89) var shiit, brugte han også de sunnitiske betegnelser muslimin og musalmanan (persisk).

Teologerne fra de fire retsskoler brugte gennem hele islams historie heller ikke islamiyyun. Det samme ses i værker af de islamiske historikere, jurister og tænkere. De følger alle Koranen. Denne fastholden af Koranens og ahadith’s udtryksmåde gennem tiderne følges op af de moderne islamiske tænkere i det 18.,19. og 20. århundrede. Visse muslimske politikere og verdslige forfattere har imidlertid brugt Islamiyyun som en særlig betegnelse for «politiske muslimer» for hvem islam er løsningen. Her tales der om «politisk islamisme».

Det er vigtigt at være helt klar over, at islam ikke kun er en religion i snæver forstand med blot teologisk tro, bøn og ritualer. Det er en total livsstil, der omfatter vejledning i politisk, økonomisk og social adfærd med et krav om en «islamisk stat» baseret på sharia.

Til slut i sit kapitel om oprindelsen af ordet «islamisme» definerer Mozzafari «islamisme» på følgende måde:

«Islamisme er en religiøst baseret ideologi, som rummer en totalitær tolkning af islam, hvis endemål er erobringen af verden med alle midler.»

I denne definition kan jeg godt undvære den indskudte sætning «som rummer en totalitær tolkning af islam». Jeg foretrækker at sige det således:

Islam er en religiøst baseret ideologi, som rummer en totalitær politisk utopi, hvis endemål er erobringen af verden med alle midler.

Vi bliver nødt til at forstå, at begrebet «islamisme» består af ordet «islam» og «isme», som er et ikke-islamisk suffiks. Denne sproglige konstruktion udtrykker, at der er tale om en religion, som også er en politisk ideologi. Det kender man ikke fra andre verdensreligioner. Brugen af ordet “islamisme” er altså ret ny og ikke en muslimsk opfindelse. Der henvises klart nok til “politisk islam”, men islam ér politisk i forvejen, så “politisk islam” er bare dobbeltkonfekt.

Mens muslimer overalt prøver på at overbevise ikke-muslimer om, at islamiske jihadister ikke er muslimer, så fortsætter de islamiske jihadister med at vise, at de helt og holdent er engageret i spredningen og implementeringen af islamisk sharia. Dertil bruger nogle muslimer vold, mens andre, der har samme mål, ikke bruger vold.

morten.storm

Ifølge forvandlingens mester Morten Storm er det selve islams helligtekster, Koranen og ahadith, som er kilden til islams vold og herrefolksmentalitet. Derfor giver han ikke meget for skellet mellem islam og islamisme. For ham at se er der ingen forskel på de to størrelser.

Skønt liberale muslimske tænkere og intellektuelle i almindelighed er enige om at afvise fundamentalistisk islam i lyset af et moderne livssyn, hører vi igen og igen, at disse liberale muslimer bliver kaldt kættere, frafaldne eller afvigere af jihadisterne.

Islamisme er ikke en særlig uislamisk ekstremisme eller radikaliseret islam, et kætteri, eller et atypisk fænomen i modsætning til traditionel, ortodoks, sunni islam. Det er ren og skær islam, islam uden maske og farve. Det er islam helt i overensstemmelse med traditionen og sin egen sande natur. Det er en islam som har viljen og klarheden til at gå hele vejen for at gennemføre sine mål om universel dominans. Islamismen er kernen i Islam ligesom kyllingen i ægget, frugten i blomsten eller træet i frøet.

Islam er en politisk-religiøs ideologi, som er ensbetydende med det project at være en model for et samfund hvis ultimative mål er, at etablere en teokratisk stat baseret på sharia , som er den eneste legitime lov i verden, fordi den er guddommelig og åbenbaret og skrinlagt i Koranen og sunna. Det er en lov, som kan anvendes på alt. Det er et altinklusivt og altomfattende project, som er total, totalitær og totalistisk. Islam er på een gang en religion, en stat og et samfund – din wa dawla. Og det har den været siden den blev konstrueret i begyndelsen af 700-tallet af proto-islamiske herskere.

indonesia.suriani2

En kvindelig islamisk leder af Ikatan Muslimin Malaysia (ISMA) ved navn Suriani Sudi siger begrebet «moderat» muslim er opfundet af islams fjender. Hun afviser denne terminologi. Suriani, som også er lektor på Kolej Universiti Islam Antarabangsa Selangor siger, at det er unfair, at kalde muslimer, der bare forsvarer deres religion for extremister. Hun mener at Muhammed til trods for sin «moderate adfærd» var nødt til at handle kompromiløst for at forsvare muslimers rettigheder. Muhammed handlede hårdt, da han sendte en jødisk klan i exil, da de bedrog ham og forsøgte at myrde ham. Det tyder på at Suriani ikke har læst Ibn Ishaq bog om Muhammeds liv Sirat Rasul Allah (750) godt nok. Her findes en beskrivelse af Muhammeds folkemord på den jødiske Quraysh stamme.

Begrebet «moderate» muslimer antyder, at blandt muslimer findes der et flertal af moderate muslimer, som er de rigtige, sande, ikke-ekstreme, liberale og demokratiske muslimer, som er i overensstemmelse med de «universelle» menneskerettigheder. Det er noget vrøvl. «Moderate» muslimer er blevet brugt til at henvise til reformister og progressive bevægelser i islam. «Moderat» islam er ikke et muslimsk begreb, men en euro-amerikansk sirenesang.

sam-harris

Sam Harris har gennemskuet den social-politiske filosofi om de «moderate» troende. Spørgsmålet er, om der overhovedet findes «moderate» muslimer? Hvis man nu kalder sig demokratisk muslim, er man så muslim eller frafalden set fra sheiken på prædikestolen? Er det ikke de «moderate» troende, som har kapret islam for at give den et menneskeligt ansigt? Det omvendte, at det er islamisterne som har kapret den rigtige, fredelige og tolerante islam er i hvert fald forkert. Islam er ikke moderat, men helt igennem radikal, set i et humanistisk perspektiv.

Sam Harris siger, at det netop er de «moderate» troende, som beskytter de religiøse fundamentalister, fordi de kræver at vi taler om Allah, som noget reelt. De «moderate» er årsagen til, at vi ikke kan konfrontere de, der vil sætte verden i brand. Og så er det også de «moderate», som bruger taqiyya eller omgåelse af sandheder for at beskytte islam. Sheikerne er ikke bange for at sige tingene lige ud af posen.

Det er på en meget barsk måde blevet sagt, at der ikke findes «moderate» muslimer, men kun muslimer, som endu ikke har dræbt nogen. Det er også blevet sagt, at ekstremisten skærer dit hoved af, mens den «moderate» holder fødderne nede. Der er ingen «moderate» muslimer. Det tavse muslimske flertal er i stand til alt det forfærdelige, fordi de til syvende og sidst holder fast ved Koranen og ikke udtaler sig imod det, der sker overalt i verden i islams navn. Det ser vi gang på gang, når såkaldte «velintegrerede» muslimske familier dræber deres piger, fordi de er blevet for vestlige.

Hele terminologien «moderate» versus «islamister» er skabt af vesterlandske journalister, diplomater, politikere og akademikere. En «islamist» er imidlertid blot en traditionel rettroende person, som elitens intellektuelle ikke kan lide. Ord som «radikalisering», «extremisme», «fundamentalisme» og «islamisme» er alle ord opfundet af ikke-muslimske akademikere for at beskytte den islamiske civilisation og kulturs image. Sharia er ganske vist noget skidt på grund af dit og dat, men beskyld ikke islam for det.

Det er ikke fordi akademikerne bøjer sig for islam, men de bøjer sig for den politisk korrekte kultur-marxisme. Da den politisk korrekte vinkel hjælper udbredelsen af islam, handler de som nyttige idioter. Hvis vi en gang for alle stopper den politisk korrekte vinkel på tingene og dermed skellet mellem islamister og muslimer, så bliver alle de oprørende grusomheder ikke begået af radikale islamister, terrorister eller fanatikere, men af muslimer i islams navn.

Dogmet om, at terroren intet har med islam at gøre er almindelig i Vestens massemedier. Men terroristerne bruger selv utallige referencer til islams helligskrifter og Muhammeds eksempel for at legimentere deres ugerninger.

Alligevel foretrækker mange i Vesten (eksempelvis Jan Guillou) at mene, at terroren ikke har noget med islam at gøre. Man hævder, at det ikke er ‘rigtige muslimer’ eller, at de har ‘mistolket islam’. Deres handlinger har ikke noget som helst med islam at gøre. Der er naturligvis mange kultur-muslimer, som er uenige i, at hele menneskeheden skal underlægges islam. Men for de rettroende muslimer bliver disse kultur-muslimer eller liberale muslimer opfattet som frafaldne eller afvigere, som kun fortjener døden.

I Vestens venstreorienterede og kulturradikale politiske verden betragter man besynderligt nok såkaldt «islamistisk radikalisering» som et produkt af fattigdom, dårlige sociale kår og dårlig uddannelse, skønt de fleste jihad krigere i Vesten har været veluddannede og relativt velstående. Det bunder i en dyb uvidenhed om islam og dårligt hjemmearbejde. Medierne og politikerne har til trods for krigen mod terror lagt sig fast på det uholdbare standpunkt, at islam er fredens og tolerancens religion, som intet har at gøre med den terrorisme vi ser overalt i verden.

Kulturdebatten handler hele tiden om, hvem der er islamister, moderate, eller liberalister. Ingen af disse betegnelser er særlig gode, for de handler om manden og ikke bolden. Bolden er og bliver islam. Det er ikke politisk korrekt, at tale om islam. Der er praktisk talt ingen journalister, som henviser til islam som en forklaring på de grusomheder, der dagligt finder sted overalt i verden. Ikke engang Boku Harams barbari har noget med islam at gøre.

Alle er enige om, at det er de såkaldte «moderate» muslimer som egentlig burde være i frontlinien mod islamisterne, men de gør det ikke. Hvorfor mon? De ved sandsynligvis godt, hvad der i så fald venter dem. Islam er islam og tåler ikke opposition. Kan alle de velintegrerede muslimer ikke sætte fanatikerne på plads? En taxa chauffør «svarer med et træt smil, at når trompeten lyder, marcherer muslimer. Koranens folk har ordet, og ordet er magt. I danskere er sløve, men hvis man bøjer nakken, bliver man trampet på. Kirken er Guds Hus, moskeen en fæstning, og krigen er i fuld gang. Midlet er kontrol og magt, først over muslimer, for så bliver det siden let at bekæmpe de kristne.»

Det er med beklagelse, at man, når alt kommer til alt, må indrømme, at fredselskende moderate muslimer er helt irrelevante på grund af deres stilhed. De kan ikke blive vore allierede, hvis de ikke siger noget. De vil en dag vågne og opdage, at fanatikerne ejer dem.

Det man kalder «islamisme» er intet andet end mainstream-dogmatisk Islam. Hvor findes den information, som dokumenterer at ‘islamisme’ er noget andet end almen mainstream-dogmatisk islam? Der findes hverken en ekstrem fortolkning af Koranen eller en ikke-ekstrem tolkning af islam. Koranen er i sig selv ekstrem set ud fra et moderne humanistisk livssyn.

Det er meget almindeligt og politisk korrekt at skelne mellem muslimer og islamister. Men egentlig talt er forskellen stort set ens. «If it walks like a duck, talks like a duck and looks like a duck it probably is a duck». En eventuel forskel er nok nærmest, hvorvidt der sættes handling bag ordene. Holdningerne derimod er ens; nemlig en bogstavtro/dogmatisk forståelse af Koranen og af sharia, som selvfølgelig er overordnet det enkelte vestlige lands lovgivning.

Der findes rettroende muslimer og mindre rettroende muslimer, og tak og lov for de sidste – de er kultur-muslimer. Man kunne sige, at en islamist er en aktiv støtte af islam, mens en kultur-muslim er en passiv støtte af islam. De tror på det samme, ønsker det samme, forskellen er om de aktivt gør noget for at indføre det.

Man kan finde mange betegnelser for forskellige versioner af islam, men de har alle til fælles, at deres tilhængere er hadefulde og intolerante overfor mennesker der har en anden tro. De tillader ikke, at man forlader islam, tillader ikke, at muslimske kvinder gifter sig med ikke-muslimer, og tillader heller ikke homoseksualitet. Generelt set er de fuldstændigt fortabt i et menneskesyn fra Mohammeds tid.

Islam er den religion af alle religioner, der er lettest at fejlfortolke og sværest at fortolke rigtigt. Når der skelnes mellem islam og islamisme kan det være for at gøre det mere bekvemt og stuerent overhovedet at kritisere islams totalitære ideologi. Det kunne også skyldes, at man ikke har beskæftiget sig tilstrækkeligt med emnet til at indse, at der netop ikke er forskel på islam og islamisme, men at skellet skal foretages mellem islam – som en politisk totalitær doktrin – og muslimer som enkeltpersoner, der kan være mere eller mindre troende.

Verdensherredømmet er islams projekt, som blev formuleret af en fiktiv konstrueret person Muhammed, som påstås, at have fået dikteret Koranen direkte fra Allah, hvorfor hvert ord i Koranen er lov. Kompromis med islam er i sagens natur ikke mulig.

Pseudonymet A-mad har i Uriasposten for nylig formuleret udenrigsminister Scavenius kendte ord fra 8. juli 1940 på en ny måde:

“Ved islams store sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under islamisk førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med det islamiske storrige…”

* Tim Pallis har uddannet sig selv med lidt hjælp af japanske zen mestre. Han har skrevet et par bøger om zen buddhisme og mange artikler i ind og udenlandske tidsskrifter. I mere end 30 år var han ansat på Det kgl. Bibliotek og var medstifter af Zen Buddhistisk Forening. Han var i bestyrelsen af Dansk Japansk Selskab og medlem af Buddhistisk Forums tidsskriftudvalg. I 1970 traf han sin japanske kone på verdensudstillingen i Osaka. Siden har han jævnligt haft sin gang i Japan og har boet i Kyoto det meste af tiden. Tim Pallis har praktiseret zen i flere forskellige templer og gør det stadig. Han er ikke en zen lærer i traditionel forstand, men forsøger gennem sit forfatterskab og som foredragsholder at formidle en introduktion til zen, zen æstetik og sammenlignende mystik.

Les også

Elefanten i rommet -
Islamisk lov i renkultur -
Den islamske krig -
Terroren er kun budbringer -