Sakset/Fra hofta

De anstændige er en god bog indkapslet i en dårlig bog, skriver Lars Hedegaard og noterer, at en af bogens forfattere i denne uge fik et tilbagefald til anstændigheden.

Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt har skrevet en god bog indkapslet af en dårlig bog.

Havde de holdt sig til deres hovedanliggende, som er en nådeløs afsløring og eksponering af de såkaldt Anstændige – de politisk korrekte, der har redet dansk politik og offentlighed som en mare gennem flere årtier – ville deres bog have været en klassiker.

Desværre vover de ikke at stå ved deres egentlige ærinde, men fortynder det med uholdbare konstruktioner, hvis formål tydeligvis er at placere forfatterne et sted mellem deres hovedfjende – De Anstændige – og en opdigtet modpol, som de betegner som en ”højrefløj” af ”kulturalister”, der har syndet ved at bekende sig til den nationale kultur.

Kan ikke lide Danmark

Forfatterne kan ikke lide Danmark med dets kultur og historie og vil for alt i verden undgå at blive slået i hartkorn med plebejiske elementer, der i deres uforstand nærer kærlighed til fædrelandet, sproget, historien og kulturen.

Eriksen og Stjernfelt – henholdsvis forfatter og professor – er nemlig kosmopolitter, tilhængere af den europæiske oplysning og fortalere for universelle menneskerettigheder, der ikke skal besudles med underklassens latterlige kulturalisme.

Og selv om deres bog i grunden handler om diverse meningsdanneres holdning til islam – den ideologi, som De Anstændige så ihærdigt forsvarer – når forfatterne aldrig frem til en entydig bestemmelse af fænomenet.

Islam eller islamisme

Bogen igennem veksler forfatterne mellem islam – som en acceptabel og ufarlig religion – og ”islamisme” – der defineres som en ubehagelig, voldelig, imperialistisk og totalitær ideologi. Men ”islamisme” er altså noget helt andet end islam.

Nærmest det modsatte, med den besynderlige konsekvens, at enhver muslim, der kræver sharia og optræder truende og voldeligt, defineres som ”islamist” og slet ikke muslim.

Det får igen den af forfatterne uerkendte følge, at jo mere voldeligt og ubehageligt muslimer opfører sig, des renere og mere acceptabel bliver islam. For islam er jo det modsatte.

Det er langt fra første gang Frederik Stjernfelt rider på denne hest.

I en anmeldelse af Lars Hedegaards og Mogens Camres nyligt udgivne bog Den forbudte sandhed, anklagede han forfatterne for ikke at skelne mellem islam og islamisme. Det havde han ret i.

Hedegaard og Camre har helt bevidst nægtet at skelne, idet de betragter ”islamisme” som en konstruktion, der er opfundet af vesterlændinge, som nægter at forholde sig til islams kerne. Islamisme er heller ikke et begreb, der nogen sinde er blevet benyttet af islams betydeligste talsmænd.

Islamisme er øregas beregnet på frygtsomme mennesker i Vesten, der foretrækker at bekæmpe udenomsværkerne, men ikke tør give sig i kast med hovedbastionen.

Hvor er den ikke-totalitære islam?

De Anstændige er en lang bog og man glæder sig derfor til endeligt at få en gyldig definition på islamisme til forskel fra islam. Forfatterne gør da også et forsøg, der imidlertid falder sammen.

På side 187 hidkalder de den dansk-iranske statsvidenskabsmand Mehdi Mozaffari, der kommer med følgende definition på islamisme:

”Islamisme er en religiøs ideologi med en totalitær fortolkning af Islam, hvis endegyldige mål er en verdenserobring med alle midler.”

Findes der da ikke-totalitære fortolkninger af islam, som har vist sig vejrbestandige over for de totalitære?

Har man læst Koranen, hadithen, siraen og autoritative udtalelser af muslimske retslærde gennem tusind år og undersøgt deres virkningshistorie, indser man umiddelbart, at Mozaffaris definition af ”islamisme” også passer på islam.

Distinktionen er falsk og tjener intet andet formål end at sprede forvirring blandt de vantro og dermed lette vejen for deres underkastelse.

Søde suraer

Eriksen og Stjernfelt trækker her en gammel hest af stalden, nemlig at der er forskel på Koranens ”virulente” Medina-suraer og de ”mildere” Mekka-suraer.

”Islamismen” – må vi forstå – lægger ensidig vægt på de hårde og krigeriske suraer forfattet i Medina, men man kunne vælge at lægge vægten på de forsonlige suraer fra Mekka. Gør man det, har man den egentlige islam, som er en dejlig, blød og tolerant ting.
Her svindler forfatterne.

De har et godt omløb i hovedet og er usædvanligt velbelæste. Derfor kender de uden tvivl også til det såkaldte abrogeringsprincip, der er fundamentalt i enhver Koraneksegese, og som mig bekendt aldrig er blevet anfægtet af nogen muslimsk retslærd.

Det går i korthed ud på, at de bløde suraer fra Mekka er abrogeret (ophævet, erstattet) af de hårde fra Medina.

Død og ødelæggelse

Ingen muslimsk retslærd, der har livet kært, kan anfægte abrogeringspricippet, for det er nedfældet i selve Koranen, nemlig i Suraerne 2:106, 16:101, 13:39 og 17:86.

Der er nogen usikkerhed om, hvor mange vers der hermed er ophævet (nogle retslærde siger omkring 500), men den accepterede tommelfingerregel er, at alle vers, der proklamerer tolerance og forsonlighed, er erstattet af voldelige og uforsonlige vers, der kræver død og ødelæggelse over vantro, beordrer muslimer til at gribe til mord, og lover dem paradiset, hvis de letter sig af lænestolen og kaster sig ud i krig, indtil Allahs religion hersker overalt.

Det klæder ikke forfatterne at se bort fra denne konstant i islam. Som de belæste mennesker de er, kender de utvivlsomt sagens rette sammenhæng.

Men de er nødt til skjule den, for ellers ville hele deres distinktion mellem islam og islamisme fordufte som dug for solen.

Og de ville ud fra deres egen logik blive nødt til at indrømme, at Koranen er en ”islamistisk” bog, der umuligt kan danne grundlag for den søde islam, de ser omkring sig.

Den gode bog

Det var den dårlige bog, nu til den gode.

Mens den ene modpol i Eriksens og Stjernfelts konstruktion – de uanstændige, dvs. folk som Jesper Langballe, Søren Krarup og Lars Hedegaard – affærdiges med lethenkastede bemærkninger, der skal gøre det ud for en fuldgyldig beskrivelse af deres synspunkter (der er f.eks. ingen henvisninger til deres forfatterskaber), beskæftiger forfatterne sig grundigt med den personkreds, som det er bogens egentlige ærinde at tage ved vingebenet: De Anstændige.

De Anstændige er den store skare af redaktører, journalister, politikere, forfattere, intellektuelle og skønånder, der har gjort det til deres gebet på alle måder at miskreditere, udskamme og forfølge enhver, der har ytret sig kritisk om islam og sået tvivl om det fornuftige i masseindvandringen fra den tredje verden.

Eller som Jyllands-Posten og Kurt Westergaard har fornærmet profeten og hans følgesvende og efterkommere.

Det har de hidtil gjort med stor succes, men efter at have fløjet højt i mange år, piller Eriksen og Stjernfelt fjerene af dem og sender dem ind i et styrtdyk.

Tonen må vige for ytringsfriheden 

Det tjener bogen til ære, at dens forfattere klart melder ud, hvor de selv står. En slags programerklæring finder man på side 140:

”Denne bogs forfattere går … selv ind for en urban tone i debatten – blot finder vi tonen er et gode, der i tilfælde af konflikt med ytringsfriheden bør træde i baggrunden. Og en sådan konflikt foreligger fx når dødstrusler fremsættes; her finder vi, man bør forsvare den truede snarere end at støtte de truendes kritik af, at han fremsatte sine ytringer. Ytringsfriheden er et vigtigere politisk gode end anstændigheden, og hvis de to støder sammen, er det anstændigheden, der må vige.”

De Anstændige er dem, der har valgt at gå de truende til hånde ved at opfinde argumenter for, at de truede ikke burde have sagt eller skrevet, hvad de havde på hjerte.

Bogen beskriver veldokumenteret og indgående, hvad disse Anstændige har bedrevet, og udstiller deres intellektuelle armod, deres fejhed og for nogles vedkommende deres tiltagende kynisme og forråelse.

Seidenfaden

Især to af disse Anstændige, tidligere udenrigsminister for partiet Venstre, Uffe Elleman-Jensen, og afdøde chefredaktør ved Politiken, Tøger Seienfaden, får deres bekomst.
Kapitlet om Seidenfaden er bogens tyngdepunkt.

Det dokumenterer indgående den tidligere principfaste forkæmper for ytringsfrihedens intellektuelle og moralske deroute.

Seidenfadens omvendelse kom kort tid efter Jyllands-Postens offentliggørelse af de verdensberømte Muhammed-tegninger den 30. september 2005.

Først lancerede redaktøren begrebet ”anstændighed” og hermed implicit forestillingen om ”de uanstændige”, som han påstod mobbede ”de fremmede”.

Dermed brød de ifølge Seidenfaden et ”tabu”, som den erklærede ateist beskrev i religiøse vendinger:

”De bryder et tabu i ordets egentlige betydning – noget helligt, og i dette tilfælde en etisk grundnorm … vi ikke kan undvære i et civiliseret samfund.”

Klapjagten

Hermed var klapjagten på islam- og indvandringskritikerne indledt, og Seidenfaden førte selv an med lanceringen af nye begreber, der skulle tjene til at udgrænse tabu-bryderne fra den dannede diskurs.

Man behøvede ikke længere forholde sig til deres synspunkter, argumenter eller fakta. Umennesker kan jo ikke forvente at blive behandlet som mennesker.

Derefter gik det slag i slag. Seidenfaden beskyldte snart de uanstændige for hver dag at forulempe ”medmennesker, der ser anderledes ud” – som om racisme overhovedet på noget tidspunkt har spillet nogen rolle i den danske debat om islam (der, som Eriksen og Stjernfelt rigtigt bemærker, ikke er en race og ikke en medfødt egenskab).

Seidenfaden introducerede også begrebet om ”tonen” i debatten.

I et land, hvor det gennem århundreder har været kutyme, at meningsmodstandere overdængede hinanden med insinuationer, beskyldninger og fornærmelser, og hvor det har været betragtet som en naturlig del af den demokratiske proces, ville han nu pludselig indføre en særregel til beskyttelse af en enkelt befolkningsgruppe, nemlig muslimer.

Ikke-mennesker

Snart udvidede Politiken-redaktøren sin ”doktrin” om anstændighed og den gode tone til en decideret skelnen mellem ordentlige og ikke-ordentlige mennesker.

De sidstnævnte kunne ”vi” – det anstændige Danmark – ikke være bekendt.

Seidenfadens terminologi minder uhyggeligt om den, der blev brugt i det stalinistiske Rusland (det er dog ikke en pointe forfatterne fremdrager), hvor bolsjevikkernes faktiske eller formodede modstandere blev betegnet som ”forhenværende mennesker”.

Det endte for Seidenfaden, hvor det måtte ende: med en farce.

I februar 2010 gik Seidenfaden Canossagang til en saudisk advokat, der påstod at repræsentere 94.923 efterkommere af profeten, og som forlangte, at de danske aviser, der havde aftrykt Kurt Westergaards tegning af Muhammed med bomben i turbanen, deriblandt Politiken, skulle undskylde og love aldrig at gøre noget lignende.

Først afviste Politiken at beklage noget, men efter at en somalisk mand havde forsøgt at hakke Kurt Westergaard ihjel med en økse nytårsdag 2010, kom Seidenfaden på andre tanker. Han rejste til London og skrev under på en undskyldning og beklagelse.

Overgivelsen var så grotesk, at 38 medarbejdere på Politiken offentligt protesterede mod dette knæfald for voldsmændene.

Senere opstod der usikkerhed om, hvem advokaten egentlig repræsenterede.

Adspurgt af en journalist fra dagbladet B.T., kunne Seidenfaden heller ikke komme med nogen forklaring.

Han ringede dog lidt senere tilbage til B.T.-journalisten og fortalte, at der var tale om otte muslimske organisationer med fællesnavnet ”corpc unition kinsfolk home wolq”.

Det var altså denne mystiske entitet, han havde sagt undskyld til.
Sådan endte det med De Anstændige.

Anerkendelse

Jens Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt fortjener stor anerkendelse for deres grundige arbejde.

Deres bog er ikke til at komme udenom, og den vil forhåbentlig bidrage til at flytte den danske diskurs til en mere holdbar grund, hvor vi atter kan begynde at diskutere som voksne.

Den skæmmes imidlertid af forfatternes krampagtige bestræbelser på at konstruere en ”anstændig” midterposition, hvor de selv kan lune sig – uden risiko for at blive taget til indtægt for islamkritikken.

Som de så omhyggeligt dokumenterer, er det farligt at være islamkritiker – og intellektuelle, der har livet og karrieren kær, gør klogt i at søge i ly.

Tilbagefald

Her skulle anmeldelsen egentlig have sluttet, hvis det ikke var fordi Sjernfelt på Deadline den 18. juni i en samtale med Pelle Dragsted fra Enhedslisten åbnede for nogle besynderlige perspektiver.

Af hans bog må man få det indtryk, at hvis der er nogen der har stået sammen i den danske debat, så er det dem, han kalder ”islamisterne” og deres venstreorienterede og multikulturelle venner, der er kommet med undskyldninger for dem, og som har gjort det illegitimt at kritisere dem.

Men nu sidder Dragsted og Stjernfelt sammen med studieværten Adam Holm og brygger en helt ny historie sammen.

Nu er det ikke længere venstrefløjens og de multikulturelles islamist-apologier, der er hovedproblemet.

Pludselig er det de uanstændige – altså dem der danner modpolen til De Anstændige i Eriksens og Stjernfelts bog – der har mest tilfælles med ”islamisterne”.

De udgør nemlig en farlig og højreekstremistisk sammenrotning, der ikke har noget at lade ”islamisterne” høre.

Og der er tydeligvis tale om en meget bred kreds af uanstændige, der går fra den gale massemorder Breivik til islamkritikeren Fjordman og til Dansk Folkeparti.

Det gik ikke op for mig, hvad der kunne berettige de tre i studiet til at kalde f.eks. Fjordman og Dansk Folkeparti for højreekstremister – med mindre det alene er deres islamkritik.

Herefter er der – må man forstå – linet op til nye skillelinjer i den danske debat. Venstrefløjen og multikulturalisterne er de rene af hjertet.

De trænger til at stramme op på deres kritik af ”islamismen”, men det kæver blot nogle småjusteringer.

Deres modpol er ”islamisterne” og deres totalitære meningsfæller i Dansk Folkeparti og blandt islamkritikere. Mellem dem står Frederik Stjernfelt, der udmærker sig ved overlegen intelligens, og hvis sympati tydeligvis er med rene.

Muslimer er ikke noget problem, for der er ikke så mange af dem, der går ind for ”islamismen”.

Det blev under samtalen i øvrigt til ”den ekstreme islamisme”, så her har vi yderligere en distinktion, som Stjernfelt kan hælde sit hoved til, hvis en masse muslimer trods hans besværgelser alligevel skulle vise sig at nære ”islamistiske” anskuelser.

En ”islamist” kunne f.eks. være en person, der vil have stening af kvinder, når der viser sig stemning for det, mens en ”ekstrem islamist” vil have det nu.

Man spekulerer i øvrigt på, hvordan Stjernfelt selv vil tolke de tal, som han i sin bog refererer på side 167: 51 pct. af Storbritanniens muslimer mener, det er forkert, hvis en muslimsk kvinde gifter sig med en ikke-muslimsk mand, 31 pct. mener, at frafald fra islam er kriminelt og bør straffes med døden, og 61 pct. mener, at homoseksualitet er forkert og bør kriminaliseres.

Har alle disse muslimer misforstået, hvad islam går ud på, fordi de ikke har læst de søde vers i Koranen?

Sådan må man vel konkludere, hvis man accepterer Eriksens og Stjernfelts islamforklaring.

61 procent af Storbritanniens muslimer er således slet ikke muslimer. Men hvad er de så? ”Islamister” eller ”ekstreme islamister”?

Velkommen til en ny omgang forvrøvlet diskurs.
Anmeldelsen, minus efterskriftet, blev bragt i Dispatch International nr. 25, den 20. juni. 

 

 

«Utlånt» fra sappho.dk

Les også

-
-
-
-