Gjesteskribent

Det er fatalt, at de intellektuelle ikke kritiserer islamisterne, mener Frederik Stjernfelt.

»I et misforstået hensyn til muslimer forsømmer intellektuelle at kritisere islamismen for at være inspireret af fascismen. Det giver mindelser om den kolde krig, hvor de vestlige intellektuelle holdt hånden over kommunismen ved at tie om kritiske forhold i Sovjet«.

Sådan lyder kritikken fra professor Frederik Stjernfelt, Aarhus Universitet.

Og den kritik lancerede han også for nylig i en anmeldelse af den amerikanske forfatter Paul Bermans nye bog ’The Flight of the Intellectuals’ i dagbladet Information.

Det har skabt ophidset debat i Det Danske Akademi, hvor Stjernfelt selv er medlem.

Ifølge forfatteren Klaus Rifbjerg er Frederik Stjernfelt »fobisk« og »har fået islamisme på hjernen«.

Og kollegaen Suzanne Brøgger mener, at »hvis mange fornuftige folk i den vestlige verden har taget tilflugt til tavsheden, går de vel ikke nødvendigvis islamismens ærinde«.

Har Brøgger ikke ret i, at intellektuelle har ret til at holde deres kæft uden at blive slået i hartkorn med islamismen?

»Der ligger da en forsømmelse i, at de intellektuelle ikke retter det kritiske fokus imod islamisterne på samme måde, som de gør mod højrefløjsekstremisterne. De har en blind plet, som jeg ikke begriber, at de har. Man må da tage afstand fra alle former for totalitarisme«.

Islam er vel ikke totalitær og nazistisk?

»Ikke islam som sådan. Men der er meget håndfaste forbindelser mellem Det Muslimske Broderskab og nazisterne, som Paul Berman fremlægger det i sin bog. Yussuf al-Qaradawi, en af Broderskabets åndelige ledere, sagde sidste år, at jøderne er et fordærvet folk, at Allah fik Hitler til at sætte jøderne på plads, og at muslimerne skal være de næste til at straffe jøderne – »om Gud vil«. Sådanne sandheder skal åbenbart undertrykkes, mener Rifbjerg og Brøgger. Og fortæller man alligevel sandheden, så skyder de intellektuelle på budbringeren. Det er ikke noget kønt syn«.

Identitetspolitik
Stjernfelt sammenligner de intellektuelles modvilje mod at sige sandheden med den socialistiske franske eksistensfilosof Jean-Paul Sartres (1905-1980) manglende vilje til at tale om Gulag og kommunismens realiteter, fordi det ville gøre Renault-arbejderne i Parisforstaden Billancourt modløse:

»Man skal ikke tage håbet fra Billancourt«, lød det fra Sartre.

»Intellektuelle har en tåget forestilling om, at der er nogle sandheder, man helst ikke vil tale højt om, fordi det kan få fatale konsekvenser i form af f.eks. fremmedfjendskhed. De mener ikke, at folk kan tåle at høre, at der går en direkte linje fra naziperioden til islamismen. Der er jeg mere på oplysningsholdet og mener, at det vil få endnu mere fatale konsekvenser, hvis vi undertrykker sandheden – selv om den ikke altid er rar at høre på«.

Intellektuelle er for bange?

»Præcis. Men jeg tror også, det handler om identitet og om gruppetilhørsforhold. Mange intellektuelle har det godt med at tilhøre en bestemt gruppe med særlige omgangsformer og værdier. Her er det tilsyneladende vigtigere, at ens holdninger passer til omgangskredsen, end det er, at ens meninger passer på virkeligheden«.

Men bærer du ikke ved til det fremmedfjendske bål, når du retter brodden mod islamismen?

»Det er rigtigt, at Rifbjerg anklager mig for fremmedfjendskhed og vil associere mig med højrefløjen. Men det er altså meget mærkeligt at være i debat med Rifbjerg og Brøgger som mine modparter, når jeg samtidig angribes af Søren Krarup og andre på højrefløjen for at ligge under for politisk korrekthed og ’Systemet Politiken’. Jeg er både i opposition til Krarup og Rifbjerg«.

Den tredje position
Ifølge Frederik Stjernfelt har de intellektuelle i dag delt sig i to lejre, der lever af at stå i opposition til hinanden:

»De ‘sorte’ og de ‘progressive’ er lige blinde. Min kritik retter sig mod både de venstreintellektuelle, der siger, at hvis man kritiserer islamismen, så er man en islamofob – og mod de højreintellektuelle, der hævder, at ytringsfriheden er en ’dansk værdi’. Det er blevet stadig sværere at indtage en mellemposition baseret på oplysningstidens idealer i dag. Det er meget ærgerligt!«.
Men slår du ikke åbne døre ind? Intellektuelle som Suzanne Brøgger, Klaus Rifbjerg, Rune Engelbreth, Tøger Seidenfaden og andre vil jo til enhver tid tage afstand fra totalitarisme og islamisme?

»Ja, hvis man spørger dem direkte, vil de tage afstand fra det reaktionære i islamismen, men de tenderer mod at bagatellisere det. Det er noget, de helst ikke taler om. Og gør andre det – som undertegnede og Paul Berman – så er man altså ‘islamofob’. I hvert fald ifølge Rifbjerg. Jeg mener, at man bør være mod totalitarisme og fremmedfjendskhed, uanset hvor den dukker op – også når den dukker op i islamismen«.

Du er irriteret?

»Hvorfor siger Brøgger og Rifbjerg skældsord om Berman og mig i stedet for at forholde sig til det, vi siger? Det er frustrerende. Og det er en tendens blandt vestlige intellektuelle – som også Berman pointerer. Tag hollænderen Ian Buruma og englænderen Timothy Garton Ash, der har fremstillet den somaliske islamkritiker Ayaan Hirsi Ali som en utroværdig og misliebig person, fordi hun siger sandheden om islamismen«.

Er du martyr?

»Nej, jeg opfordrer bare de intellektuelle til at interessere sig lidt mere for sandheden og bruge mindre energi på at skyde sandhedsvidnerne ned. Om 30 år vil det stå klart, at mange intellektuelle anno 2010 tog fejl på samme måde, som de intellektuelle gjorde, da den totalitære trussel var kommunismen!«.

Politiken 21. oktober 2010

Les også

-
-
-
-
-
-
-

Les også