Sakset/Fra hofta

Karine Winkel Holm har også irritert seg over Stjernfelt/Eriksens bruk av Bibelen til å illustrere alle religioners legitimering av vold.

Et aktuelt eksempel på, hvor galt det kan gå, når man kobler trosfiksering med skråsikker rationalistisk religionsforagt, er den nyudkomne bog Adskillelsens politik skrevet af professor Frederik Stjernfelt og forfatteren Jens-Martin Eriksen. Forfatterkollektivet begiver sig ud i noget for venstrefløjen så eksotisk som islamkritik. Men samtidig er det dem livet om at gøre at placere sig meget langt væk fra islamkritikerne på »højrefløjen«. De er ikke som de andre, skal man forstå. Derfor hævder de, at der var et sammenfald mellem Dansk Folkeparti og islamisme. Det faktum, at DF forsvarer ytringsfriheden, mens islamisterne angriber samme, afficerer ikke forfatterne, der går videre og hævder, at den islamkritiske forfatter Helle Merete Brix repræsenterer den samme »ekstremismens ekskurs« som islamisten Omar Bakri Muhammed, der har opfordret til terror mod kvinder og børn.

En harsk beskyldning og hvad er grunden? En af dem er, at Brix i 2005 gjorde opmærksom på islams lange tradition for trusler, intimidering og mord på anderledes tænkende – uden samtidig at sige noget om, at kristendommen har en lige så blodig tradition. Det får forfatterne helt op i det røde felt. For den ene religion er jo ikke mere voldelig end den anden, vel? Som det hedder hos dem: De samme voldsopfordringer kan man finde hos kristne »i deres angivelige tilbedelse af vold mod anderledes tænkende«. Vi forstår: Tro er tro , religiøse mennesker er religiøse mennesker. Same shit. Den, der så meget som antyder andet, må være ekstrem »nationalkulturalist«.

Men har forfatterne undersøgt deres påstand? Kan terroristen finde lige meget religiøs ammunition i de forskellige religioner? Her bliver det pinligt for de to forfattere. Den eneste dokumentation for den kristne »voldstilbedelse«, som de kan diske op, er et enkelt, sølle citat fra Ny Testamente.

Det er Johannesevangeliets kapitel 15, hvor Jesus omtaler sig selv som det sande vintræ, som de kristne er grenene på. »Den der ikke bliver i mig«, lyder det, han »kastes ud som en gren og visner; man samler dem og kaster dem i ilden, og de brændes«.

Forfatterne, der vist i øvrigt har fisket deres oldemors bibel frem – det er en ældgammel oversættelse, de bruger – kalder teksten en »dyster opfordring«. Men de har slet ikke forstået den. Som de fleste vist kan se, er teksten ikke en opfordring til at brænde mennesker af, men en opfordring til at blive i Kristus. Det er Gud – »vingårdsmanden« – der samler de »visne grene« – mennesker, der ikke bliver i Kristus – og straffer dem i det hinsidiges. Der er ikke ét ord om at straffen skal eksekveres af mennesker i det menneskelige samfund.

En man på jagt efter et lille Guds ord, der kan blåstemple vold mod andre mennesker, går man altså forgæves til Johannes 15.

Jo, jo, men det er bare »en fortolkning af religion«, lyder forfatternes modpåstand. Underforstået: Alt er fortolkning og helligtekster kan udlægges i øst og vest. Nej, det kan de faktisk ikke uden at blive fejlfortolket. Og vil man tages alvorligt som akademiker, skal man udlægge tekster vederhæftigt og levere solide argumenter for sin tolkning.

Det undlader Stjernfelt og Eriksen. Det behøves åbenbart ikke, når man ved, hvor slem »religion« er. På den måde brillerer deres vurdering ved sin overfladiskhed og næsten propagandistiske påståelighed. At de samtidig præsenterer sig som svorne tilhængere af Oplysningen (altid med stort O), gør det kun ekstra ironisk. Vil man oplyses om de forskellige religioners syn på vold, kan det altså ikke anbefales at læse professor Stjernfelt og co’s bog. Der er mere tusmørke end lys over land i den. Men der findes selvfølgelig dem, der undersøger kilderne mere samvittighedsfuldt. Den amerikanske islamkritiker Robert Spencer er en af dem (Religion of Peace, 2007), den hjemlige islamismeforsker Tina Magaard en anden. Hendes vurdering, som Stjernfelt og co. kunne have læst i Jyllands-Posten 11. september 2005 var, at en kristen, der vil begå terrorvirksomhed vil have meget svært ved at finde en tekst i Ny Testamente, der opfordrer til det.

Debat: Perspektiv: Træt af tro

Djævelen gemmer sig i den sproglige detalje, den lange tillægsform »troende«, der lægger al vægten på følelsen og fornemmelsen ved at tro , ikke på det, der tros på.