For et stykke tid siden skrev jeg om den intellektuelle radikalisme, der vinder frem på både højre- og venstrefløjen, og som man gør klogt i at få indsigt i.

I de seneste ti år har højrefløjen opnået fremgang over det meste af Europa. Det gælder lande som Østrig, Ungarn, Frankrig, Italien, Belgien, Holland, Schweiz og så selvfølgelig Danmark, ja, endda i Sverige er Sverigedemokraterne nu det tredje største parti. I nogle lande har højrepartierne opnået helt op mod 30 procents tilslutning, og i flere lande har de været støttepartier for borgerlige regeringer. Andre partier, som det græske Gyldent Morgengry, synes dog at være decideret fascistiske. Man kender ikke kun højrepartierne på deres modstand mod indvandring, men også mod EU, eliten, multikulturalismen og globaliseringen i bred forstand.

Men venstrefløjen kan bestemt også være med, som jeg for nylig skrev i Weekendavisen: I Europa er der jævnligt strejker og demonstrationer i en række af de større hovedstæder. Demonstrationerne retter sig imod regeringernes nedskæringspolitik, bankerne og de multinationale selskaber. Forleden kunne man endda se en demonstrant, der anklagende viftede sit banner fra kuplen på Peterskirken i Rom. Partier på den yderste venstrefløj vinder frem, og socialismen hyldes på gaderne, ligesom i den såkaldte Occupy Wall Street-bevægelse, der i over 80 lande har ført an i protesten mod finanskrisen. Også i den intellektuelle verden forsøger brede, indflydelsesrige kredse at genopvække en gammel ideologi, man for længst troede død og begravet. Nemlig kommunismen.

Og de synes at have held med det. Store forsamlinger betaler i dyre domme for at deltage i konferencer og seminarer om ”den nye kommunisme”. Mere end tusind mennesker betalte således entrebilletter på over 1000 kroner for at deltage i en tre dage lang konference i London for et par år siden. Talrige bøger og tidsskrifter udgives af ledende intellektuelle som den slovenske filosof Slavoj Zizek, den franske eks-maoist Alain Badiou, den amerikanske litteraturprofessor Michael Hardt og den italienske marxist Toni Negri.

En femte af de ledende ”nye kommunister” er Alberto Toscano, der har oversat en række af Alain Badious værker. Toscano er sociolog på Goldsmiths i London og redaktionsmedlem af det toneangivende tidsskrift Historical Materialism. Jeg har spurgt Toscano, hvad der kendetegner den nye kommunisme:

”Som et intellektuelt fænomen har det at gøre med, hvordan man kan genopfinde og gentænke kommunismen. Med andre ord: Hvordan kan man mobilisere mennesker politisk i en kritik af kapitalismen og i en kamp for radikale lighedsprincipper? Hvordan kan man bruge kommunismen til at genopvække sociale bevægelser og politiske organisationer? Og hvordan kan man i det hele taget betjene sig af kommunismen i hverdagen? Der er både en sammenhæng, men også på visse områder en modsætning, mellem disse intellektuelle bestræbelser og de aktuelle sociale strømninger, som ganske vist til tider udgør modsætningsfyldte, men også lovende måder at udøve politisk modstand, aktivisme og protest. Jeg tænker her på det arabiske forår, på de nye bølger af studenteroprør i Chile, Puerto Rico, Californien og Europa, på Occupy-bevægelsen og talrige andre opstande i verden. Hvad disse bevægelser gør, er at formulere en radikal fornægtelse af de herskende produktionsmetoder og måder at organisere samfundet på.”

Toscano beder mig her om at huske på, at der faktisk eksisterer mange bevægelser, ja, lande omkring i verden, der stadig kalder sig selv kommunistiske. Og det har ifølge Toscano i mange tilfælde enorme konsekvenser. Man kan bare tænke på de maoistiske bevægelser i Sydasien.

Kommunisme er en ideologi, der i historiens løb har været kilde til ufattelige lidelser. Hvad er forholdet mellem kommunisme og etik?

”Man kan vel sige, at mange kommunistiske forfattere har udviklet en kommunisme, der er baseret på en slags etisk fordring. Det kommer bl.a. frem i forsøget på at skabe et retfærdigt samfund i opgør med en strukturel kapitalisme, der i sig selv er tingsliggørende og umoralsk. Det bliver så kombineret med en opfattelse af, at liberale argumenter for etik og moral ofte tjener et instrumentelt formål, nemlig at opretholde et voldeligt og skændigt socialt system. Af samme grund ser man hos kommunistiske intellektuelle som Georg Lukacs og Sartre, at de opfatter politik som en fundamentalt set tragisk aktivitet. Kommunismen kræver med andre ord en suspension af etikken – af etiske grunde. Kommunismen kritiserer dem, der ønsker at opretholde moralen for at kunne legitimere grundlæggende umoralske systemer.”

Man genfinder altså også hos Alberto Toscano den gamle subversive ide om, at den herskende moral opretholder den bestående orden og således er i de herskendes interesse. Ifølge Toscano er det da også uundgåeligt, at kommunismen får et problematisk forhold til etikken, eftersom kommunismen problematiserer liberale etiske værdier om autonomi og individualisme; den slags værdier er ganske enkelt ikke mulige at realisere for flertallet af befolkningerne under de nuværende kapitalistiske betingelser. ”Men selvfølgelig findes der også forsøg på at skabe en egentlig kommunistisk etik, der findes kantianske marxister, befrielsesteologer, osv.”

Kommunismen er blevet beskyldt for at være et nærmest religiøst dogme, og flere har beskyldt de nye kommunister for at forholde sig til kommunismen med en slags pietetsfuld ærbødighed, der slet ikke forholder sig selvkritisk. Hvad siger du til den anklage?

”Megen kommunisme har været dogmatisk. Men selvom jeg ikke tror, at man kan undvære overbevisninger og entusiasme i politik, så mener jeg, at kommunisme ikke blot er forenelig med kritik, men at kritik, altså en gennemført kritik af alt eksisterende, som Marx sagde, er en hoveddrivkraft bag kommunismen. Måske er der et alt for stort fokus på aspekter af kommunismen, som berettiger den slags kritik, du nævner. Men jeg mener, at anklagen om kommunisme som en slags politisk religion er udtryk for en tendentiøs koldkrigstænkning, der ikke er relevant i forhold til de aktuelle diskussioner om kapitalismekritik.”

Første gang som blogg i Berlingske. Document takker Støvring for generøs tillatelse til gjenbruk. Artikkelen Støvring henviser til sto i Weekendavisen 7. desember