Kommentar

LONDON, Document.no: Douglas Murray er konservativ kommentator og den ene af to direktører i tænketanken Henry Jackson Society. Trods sine kun 35 år har han i årevis været kendt for sin skarpe kritik af islamisme og multikultur, sit syn på Mellemøstens konflikter og sin støtte til Israel. Han lufter sine meninger i BBCs berømte program Hard Talk, i kommentarer i tidsskriftet Spectator, i hede debatter med islamiske prædikanter og i foredrag verden over. Forleden var han på BBC i forbindelse med en filmoptagelse:

”Og i en pause rejste en flink, venstreorienteret journalist en kritik af Israel, der ikke var urimelig. Men på et tidspunkt sagde journalisten noget grimt om Hamas og fik så i samme åndedrag fordømt de israelske bosættere. Som om den igangværende konflikt handler om bosættere. Men det er ligesom, når en eller anden mullah går ud og taler om at man skal stene bøsserne. Hvis de venstreorienterede skal sige noget kritisk om mullahen, er de nødt til at sige noget grimt om paven ved samme lejlighed”.

murray2

Murray ryster på hovedet af venstrefløjens prioriteringer:

”Hvor forfærdeligt det end er med dræbte mennesker i Gaza, så svarer dødstallene vel til, hvad præsident Assad i Syrien kan nå i løbet af et par timer, når han myrder løs på sin egen befolkning. Vi har ikke set venstrefløjens repræsentanter gå på gaden af den grund. Nu ser vi dem til gengæld Europa over, i demonstrationer anført af meget vrede unge muslimer, hvoraf adskillige råber ”død over jøderne”. Men Israel er du nødt til at være kritisk over for, hvis du tilhører venstrefløjen og ikke vil ekskommunikeres”.

Europa og de døde jøder

Ikke blot fra venstrefløjen, men fra omtrent alle dele af det politiske spektrum i Europa har der dog været voldsom kritik af Israels fremfærd i Gaza. Murray deler den ikke. Han mener, der er flere grunde til europæernes kritik:

”Den ene handler om åbenlys antisemitisme. Europa har sympati for døde jøder men ikke for levende. Den anden forklaring er mere kompleks: At Israel minder os om vores fortid. Vi ser et land, der kæmper for sin overlevelse, beskytter sit folk og forsvarer sine grænser. Det er, hvad vi plejede at gøre i denne del af verden. For europæerne er det gammeldags, noget der hører det 20. århundrede, ja endda det 19. århundrede til. Vi tænker, det er forkasteligt, at et land gør sådan. Men det er forkert”.

Hamas´ krigsstrategi

Murray kender Israel fra mange besøg i årenes løb. Han mener, at det er Israel, der er en ”del af fremtiden” og ikke Europa:

”Israel er præget af en stærk følelse af sammenhæng, identitet og nationalfølelse. Og hvis vi i Europa ønsker en vellykket integration af nytilkomne, også af de, der ikke umiddelbart deler vores værdier, må vi gøre os meget klart, hvad det er for værdier, vi vil have folk til at integrere sig ind i. Hvilke værdier vi finder værd at forsvare.”

Også Vestbredden har Murray besøgt en række gange, senest for to år siden. Her husker han ”lange, detaljerede samtaler” med den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas` topfolk:

”Jeg postulerer ikke, at der er nogen lette løsninger på denne konflikt. Det er åbenlyst, at der er dele af Vestbredden, der i fremtiden må tilhøre israelerne og dele, der må tilhøre palæstinenserne. Men al snak om fredsforhandlinger har været død siden Hamas tog kontrol over Gaza i 2007. Og så må palæstinenserne forstå, at drømmen om at få en del af Haifa, Jaffa med mere, synspunkter, som er ret almindelige, når man taler med officielle repræsentanter for det palæstinensiske selvstyre, aldrig lader sig indfri.”

Ligeledes mener Murray, at det, trods regeringsaftalen mellem Fatah og Hamas tidligere i år, er forkert, at ”verden stadig taler om en tostatsløsning. Det må i givet fald snarere blive en trestatsløsning med Gaza som en art tredje stat”.

Udover krigen på landjorden udkæmpes der, som adskillige medier har påpeget, en mediekrig mellem Hamas og Israel. Murray mener, at israelerne for sent har opdaget den virtuelle krigs betydning, mens den i årevis har været en del af Hamas´ krigsstrategi:

”Hamas ved udmærket, at de ikke kan slå Israel i krigen på landjorden. Men i den virtuelle krig, ved hjælp af sociale medier, billeder af døde børn og alt muligt andet arbejdes der ihærdigt på at gøre Israel til en paria, et land, som verdenssamfundet vil behandle som man i sin tid behandlede Sydafrika. Og dermed et land, der vil miste al offentlig støtte og på den måde falde sammen.”

Hvad der gavner denne strategi er også, påpeger Murray, verdens forældede opfattelse af palæstinensernes generelle situation:

”Verden taler stadig om palæstinenserne, som om de udelukkende befandt sig i flygtningelejre. Det er også til dels sandt, når vi taler om Libanon og Jordan. Men Vestbredden fungerer som en stat. Vestbredden har ministerier, bygninger med flag, mennesker i uniformer og bureaukrati. Ramallah klarer sig ret godt, her er barer, et Mövenpick hotel, der er sikkert at færdes og politiet har i al stilfærdighed modtaget træning af USA og Tyrkiet. Det flyver altsammen under den internationale radar og er med til at opretholde et forkert billede af palæstinensernes situation. Det påvirker igen menneskers syn på konflikten mellem israelere og palæstinensere”.