Gjesteskribent

Vi har tidligere slået fast, at Jesus var palæstinenser. Denne skrøne kolporteres af det palæstinensiske selvstyres TV-station, som ligeledes i ramme alvor populariserer fiktive kort over området, hvor Israel slet ikke eksisterer. Det er ikke blot de voksne, der indoktrineres til kulturel jihad; det er så sandelig også børn, fremtidens terrorister.

Vistså, det er en gammel nyhed. Det nye er, at blændværket fortsætter for fulde omdrejninger, dag ud og dag ind og særligt dette Herrens år, hvor den palæstinensiske ledelse var tæt på at overtale det meste af verden om, at Palæstina bør opnå status som et selvstændigt land.

For ikke at blive misforstået: Det kan godt være, at det er bedst sådan. Et selvstændigt Palæstina vil muligvis blive mødt med højere krav fra udlandet end den kæledægge-status, selvstyret dygtigt har oparbejdet med den europæiske venstrefløjs velvillige support.

Men før vi klapper kage over en “fremadrettet to-statsløsning”, som politikere verden over vil præsentere med brede mediesmil, bør vi vinke farvel til de sidste illusioner: Et selvstændigt Palæstina bliver med al sandsynlighed ikke et land, der vil arbejde mange sekunder for fred med sin israelske nabo. Hertil er den politiske ledelse alt for afhængig af en dødsfjende at give skylden for alting, og befolkningen alt for opflasket på kritiskløst had til alt, hvad der har med Israel at gøre.

Hvad det første angår: Læg mærke til, hvordan præsident Mahmoud Abbas taler om fred, når han mødes med internationale statsledere og diplomater i FN, mens hans repræsentanter – som dokumenteret af den israelske ngo Palestinian Media Watch, der just har besøgt Folketinget – fortsætter med at hylde og heroisere alt og alle, der kæmper væbnet mod Israel. Synge kan de også, mens Abbas og hans folk sidder på første række og klapper.

Bedrag? Ja, også i den grad. Men to tunger er som bekendt bedre end én. Udadtil går regimet ind for en to-statsløsning og en anerkendelse af grænserne fra 1967. Indadtil fremstilles Israel som værende opslugt af et Storpalæstina.

Det er alt sammen i tråd med den geopolitiske udvikling i vor snotforvirrede verden. Information og argumenter tæller ikke længere for israelerne. Tidsånden er imod dem, og amerikanerne er ikke mere, hvad de har været. Tiden arbejder for palæstinenserne, tik-tak.

Jeg aner ikke, hvad venner af Israel skal gøre. Andet end påpege de palæstinensiske lederes kyniske dobbeltspil igen og igen. Nej, det er ingen nyhed. Dobbeltspillet fortsætter. Mere end nogensinde. Det er netop pointen. Professionelle magtmennesker som Mahmoud Abbas profiterer af, at vi i Vesten ikke orker flere dårlige nyheder fra Mellemøsten, vi har så rigeligt selv.
Fremtiden synes skrevet i granit: Palæstinenserne får deres stat, og vi får ro.

Men hvad får Israel?

Første gang publisert i Jyllands-Posten 17. november. Document takker Jalving for hans generøse tillatelse til å la Document drive gjenbruk.