Jeg har tilbragt en uge i Israel og på Vestbredden, og er kommet hjem med en uhyggelig anelse om, at vi i Vesten måske er på vej til at blive israelere.
I Israel er der en frossen konflikt om nogle landarealer, der i størrelse er mindre en Jylland. Roden til konflikten er naturligvis, at begge parter – de muslimske palæstinensere og de jødiske israelere – hævder retten til arealet. Men konflikten drejer sig måske mindre og mindre om land og mere og mere om religion. Jødedom og islam, der traditionelt har været i konflikt siden islam opstod i 600-tallet.
Israelerne ønsker Israel som en jødisk stat med et sekulært, demokratisk styre. Hvis de går efter ideen om en fælles stat med palæstinenserne, vil jøderne meget hurtigt komme i mindretal. Med et ikke-jødisk flertal kan styreformen på demokratisk vis omdannes til en islamisk, – eller i hvert tilfælde ikke-jødisk stat. For hvorfor skulle et muslimsk flertal dog opretholde en specifik jødisk stat?
Derfor er ideen om to stater med hvert sit styre mere oplagt. Selvom man i udgangspunktet fra israelsk side allerede har betinget sig, at det skal være en palæstinensisk stat med begrænset suverænitet, idet grænsebevogtning og det militære forsvar skal være israelske opgaver.
Men kan man stole på, at et frit Palæstina vil være en fredelig nabo over for Israel? I øjeblikket begås der en stribe terror-angreb i Israel af individuelle, palæstinensiske selvmordsterrorister. De kører med biler ind i tilfældige fodgængere eller de stikker folk ned med knive. Angriberne bliver oftest dræbt af israelsk politi og militær, der er massivt til stede overalt. Vil denne situation blive forbedret med en selvstændig Palæstinensisk stat? Svaret er ja, hvis man mener, at konflikten kun drejer sig om retten til jorden. Svaret er nej, hvis man mener, at konflikten drejer sig om religion.
Det Palæstinensiske styre – den aldrende præsident Abbas – har ikke fordømt terror-angrebene. Han har beklaget de menneskelige lidelser, men ikke lovet israelerne at få styr på eget hus og forhindre flere angreb. Han har heller ikke udskrevet valg, selvom der burde have været afholdt valg i de palæstinensiske selvstyre-områder. Måske er han og resten af den sekulære del af palæstinenserne, der er organiseret i PLO/Fatah, bange for, at den palæstinensiske del af Det Muslimske Broderskab, Hamas, skal tage magten, sådan som det skete i Gaza i 2006. Præsident Abbas har ikke besøgt Gaza i 5 år! Det er en del af hans eget land, og ville svare til, at Løkke ikke havde været i Jylland i 5 år, og desuden havde aflyst alle muligheder for folketingsvalg!! Det er svært at se en fremtid for et sekulært, moderat styre i en kommende palæstinensisk stat.
Men er en palæstinensisk nationalstat overhovedet relevant i dagens Mellemsøsten? Vi har set Syrien falde fra hinanden i religiøse stridigheder og sunnier og shiaer danne blokke imod hinanden i kamperne i Irak og Syrien. Betyder stats-grænser noget i en sådan verden, hvor civilister med en kniv er en større fare for freden end fjendens kampvogne bag en landegrænse tidligere var? I en verden, hvor ens loyalitet ikke er national men religiøs? Og en af de få ting, som sunnier og shiaer kan blive enige om, er at jøder er overflødige. Den israelske stat er som Danmark en nationalstat i vestlig tradition. Men det er netop den, der har spillet fallit i Mellemøsten. Den religiøse loyalitet har taget over. Vil man ikke bare give frit løb for disse kræfter, – som det allerede er sket i Gaza, hvis båndene til Vestbredden løsnes endnu mere?
Jeg kan godt forstå den lammede stilhed angående kommende forhandlinger om en palæstinensisk stat. For hvad skal man gøre? Begge parter virker kørt fast, mens den islamiske vækkelse i form af Hamas og Islamisk Stat (der endnu ikke er repræsenteret i de palæstinensiske selvstyre-områder) går sin gang uden respekt for landegrænser. De moderate palæstinensere og menneskerettighedsaktivisterne beskylder Israel for at være skyld i radikaliseringen. Men jo mere Islamisk Stat vokser over hele verden i den muslimske befolkning, jo mere hult lyder det argumentet.
idf.gadi.einskot.chief.of.staff
Foto: Israel forbereder seg på angreb fra IS. IS står bare noen mil fra den israelske grensen mot Syria. Kanskje debatten i Norge også ville vært annerledes hvis IS sto fem mil innenfor svenskegrensen. Men gjør ikke IS det? Israelerne har levd med terror i flere årtier, europeerne har vanskelig med å lære leksen. Hærsjed Gadi Einskot hadde hatt mye å lære norske kolleger. Her med to av sine offiserer.
Hvad ville vi selv gøre med et stort Volsmose-agtigt område, som ønskede selvstændighed? Der er ingen nemme løsninger. Måske ER der slet ikke nogen løsninger. Og måske ender vi som Israel, hvis ikke vi får stoppet den muslimske indvandring ind i Europa.
ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629