Kommentar

At der findes radikale udløbere af de klassiske mainstream-ideologier som socialisme, islamisme og konservatisme, er der mange udtryk for. Jeg tænker ikke blot på de ekstreme manifestationer i form af vold, hærværk og terror lige fra Antifascistisk Aktion til nazisterne, Al Qaeda og Breivik.

Der findes også aktivistiske grupper som ”Occupy Wall Street”-bevægelsen, der demonstrerer jævnligt, og har inddraget tusinder af mennesker i over 80 lande; der findes islamiske bevægelser som Hizb ut-Tahrir, der netop har afholdt årets store konference i København med over tusind deltagere; og på højrefløjen findes det ungarske Jobbik og det græske Gyldent Morgengry, begge partier med udenomsparlamentariske grupperinger tilknyttet.

Det interessante er imidlertid, at der også findes intellektuelle strømninger forbundet med de mere radikale positioner. Man kan tænke på den såkaldte nye kommunisme på venstrefløjen. Hvad enten disse strømninger er venstre- eller højreradikale eller islamistiske, giver de udtryk for legitime tanker – hvis de vel at mærke er inden for lovens rammer – som også er interessante at studere.

Hvad driver disse bevægelser? Ja, det er ikke traditionelle politiske bevægelser, der fokuserer på de materielle vilkår. De er også drevet af noget mere elementært, af nogle psykologiske faktorer, det Platon kaldte Thymos: vrede, stolthed, ambition, ære, foragt. Kort sagt: passioner.

Hvad er det, der får muslimer til at vende sig imod Muhammedkritiske film og tegninger, til at storme et hospital i Danmark og smadre hele forstæder til Frankrigs storbyer; hvad er det, der får imamer til at anse Vesten for hykleriske og forfaldent i al sin ugudelighed, får autonome til at vandalisere det indre København, og hvad er det, der får højrefløjen til at vende sig imod multikulturalismen og foragte 68’erne, islam, socialismen, den politiske korrekthed, etc.?

Det er thymos.

Et interessant højrefløjsfænomen udgøres af den franske gruppering Génération Identitaire. Vi er vant til at tænke på højreradikale som dumme og tilbagestående nazister eller dekadente psykopater som Breivik (som en aktuel teaterforestilling prøver at gøre os klogere på). At det slet ikke er en brugbar analyse, fremgår alene af gruppens manifest. Hvad vi her ser, er den almindelige franske ungdom. Velklædte, veltalende – og vrede.

Manifestet giver i sig selv udtryk for noget intelligent og vitalt, en aktivistisk intellektuel radikalisme, som vi også kender fra venstrefløjen. Højrefløjens radikale konservatisme kender vi simpelthen ikke så meget til. Islamismen har været mere påtrængende, og venstreradikalismen har så mange fortalere i Vesten, at vi alene af den grund er meget mere fortrolige med den. Lad os derfor se lidt mere på Génération Identitaire.

Som højreorienteret overbeviser gruppen ikke primært ved hjælp af rationelle argumenter, men gennem den passionerede appel. Og det er ganske effektivt, alle de suggestive elementer taget i betragtning.

Hvad er indholdet af manifestet?

Gruppen opfatter sig som børn af den etniske opløsning, det er generationen, der ikke længere tror på muligheden af fredelig sameksistens mellem grupperne i det multikulturelle samfund. Den vender sig mod tidligere generationer, der har leflet for det fremmede og næret et anti-nationalt ressentiment. Gruppen opfatter sig som offer for 68’erne og den påtvungne sameksistens:

“Our generation are the victims of the May ‘68’ers who wanted to liberate themselves from tradition, from knowledge and authority in education. But they only accomplished to liberate themselves from their responsibilities.”

Gruppen afviser den officielle historieforfalskning, bl.a. i mange lærebøger, og søger i stedet en dybere erindring, der er uspoleret af den politisk korrekte og tendentiøse historiefremstilling. Gruppen tror ikke på det universelle verdensfællesskab, ”den globale landsby”, men føler sig forankret i den historiske erfarings jord:

”We discovered that we have roots, ancestry and therefore a future. Our heritage is our land, our blood, our identity. We are the heirs to our own future.”

Manifestet er gennemsyret af foragt for eliten, der uforstående ser på den unge generation, og eliten tiltales med følgende ord:

“Don’t you understand what this means? We will not back down, we will not give in. We are sick and tired of your cowardice. You are from the years of post-war prosperity, retirement benefits, S.O.S Racism and “diversity”, sexual liberation and a bag of rice from Bernard Kouchner.”

Kouchner er som bekendt en repræsentant for fransk humanitær universalisme, for socialisme, FN og det, der anses som eurofili. Det er Kouchners generation, gruppen vender sig imod, og den ser sig som offer for en eksplosion af anti-hvid racisme; til generationen hører også de soldater, der dør for at give fremmede folkeslag en demokratisk styreform, de ikke ønsker – og gruppen afviser at blive købt og omklamret af medlidenhed:

”You won’t buy us with a condescending look, a state-paid job of misery and a pat on the shoulder. We don’t need your youth-policies. Youth IS our policy … You are of yesterday, we are of tomorrow.”

Det er tragisk, at udviklingen er drevet så vidt, at en hel ungdom føler sig kaldet til at droppe parlamentarismen og udstede, ikke blot et egentligt manifest, men en “krigserklæring”, som gruppen kalder det. Man kan også mene, at Génération Identitaire slet ikke udgør fremtiden og heller ikke er en stor gruppering. Men det modsiges af, at Le Pens højrefløjsparti Front National er det største parti blandt den franske ungdom.

Man kan sige, at den højreradikale side har erobret en kanon fra fjenden og vendt den om. 68’erne var stærke, fordi de repræsenterede ungdommen, en hel generation, der ville feje den foregående generation af banen og forme fremtiden. Og det gik da også sådan. Nu kunne man lige så vel hævde, at højrefløjen er den nye ungdom, der vil gentage 68’ernes bedrift. Der ligger nemlig en enorm styrke i at repræsentere ungdommen.

Jeg tror, at det er rimeligt at sige, at radikalismerne, højre såvel som venstre, islamisk såvel som nationalistisk, nu som før er kommet for at blive. Hvad enten man synes om det eller ej. De er fremtiden, som det siges i manifestet. Det vil frembringe ustabilitet og måske det, der er værre, i en fremtid, der, som et dystert kinesisk varsel lyder, ser ”interessant” ud.

 

 

Første gang i Berlingske Tidende 16. oktober. Document takker Støvring for hans generøsitet som lar oss republisere.

Kommentarer er stengt.