peter.yorck.von.wartenburg

Det er mærkeligt at gå rundt som turist i Berlin denne sommer, hvor terroren for alvor har ramt Europa. For når man står ved Brandenburger Tor kan man ikke lade være at tænke på de legendariske taler, der er blevet holdt ved og om Berlinermuren.

I dag virker de historiske, uhyggeligt forhistoriske, for et er simpelthen umuligt at forestille sig vore aktuelle vestlige ledere holde taler af samme kaliber som Kennedy og Reagan holdt ved Berlin-muren i henholdsvis 1963 og 1987.

De to præsidenttaler er vidt forskellige, men to ting er fælles for dem.

For det første den udtalte kampvilje, de udtrykker. For det andet den uindpakkede omtale af den fjende, Vesten står over for. Ikke noget med at tale om en udefineret dødskult a la Søren Pind, eller tale om voldtægt af en smuk idé som Løkke, Cameron og co. gør. Eller helt at gå en bue udenom fjendens navn, som præsident Obama excellerer i. Det er jo et rystende faktum, at den frie verdens leder systematisk nægter at kæde ordet islamistisk sammen med med terroren.

ANNONSE

Kennedys tale derimod er uindpakket antikommunismisk. Reagans ligeså og Reagans er da også helt befriet for illusioner om samtalens og åbenhedens velsignelser. Som når han siger:

”East and West do not mistrust each other because we are armed; we are armed because we mistrust each other.”

Nok så tankevækkende er Reagans klare betoning af kristendommen som en del af den vestlige ånd.

Han går i talen direkte i kødet på den kommunistiske ateisme, som gav sig udtryk i undertrykkelse af kirkerne bag jerntæppet. Det er selve den menneskelige ånd, pointerer Reagan, man på den måde forsøger at undertrykke og det lader sig ikke gøre. Som eksempel bruger Reagan selve symbolet på Østberlin: Fjernsynstårnet, bygget af den ateistiske DDR-stat for at skabe et nyt vartegn til erstatning for de foragtede kirker og deres spir.

DDR-regimet opnåede imidlertid ikke, hvad det ville. For når solens stråler rammer tårnet, danner strålerne i sig selv et korstegn, så korset trods alle ateistiske anstrengelser alligevel ender med at stå over alle andre bygninger på stedet. Med Reagans ord: ”Symboler på kærlighed, symboler på gudsdyrkelse, kan, ligesom Berlin selv, ikke undertrykkes”.

Reagan rakte med denne tale hånden ud til at mange tusinder undertrykte kristne i østblokken og markerede at kristentro og frihed i Vestlig sammenhæng er forbundne.

Dermed trak han også en linje mellem modstanden mod kommunismen og modstanden mod nazismen. For som en af de tyske modstandsmænd sagde i retten, inden han blev hængt, så var problemet med nazismen netop dens «totale krav på borgeren, som ikke giver plads til den enkeltes religiøse og moralske forpligtelser over for Gud” (Peter Yorck Graf von Wartenburg) (bildet).

peter.yorck.von.wartenburg

Sådan er totalitarismens natur og det vidste Reagan.

Reagans tale var altså end tomme, velformede ord af den slags enhver professionel taleskriver kan sætte sammen. Der var bund i talen, fordi den byggede på gammelt vestligt kulturgods. Det gav tyngde til den trods, Reagan mødte datidens totalitære trussel med.

I dag hvor vi udsættes for ny totalitarisme af islamisk art står vi uden vestlige ledere, der tør sige og gøre, hvad Reagan sagde og gjorde. Værst er alle er Tysklands leder, der i åbenhedens idiotiske navn har ladet terrorister komme ind i landet og nu lader befolkningen betale prisen.

Som den tyske forfatter Henryk Broder sagde i et tankevækkende interview i Weekendavisen for nylig:

«Europa er en bus, der kører uden bremser ned ad et bjerg. Og foran sidder chaufføren og råber: ‘ Wir schaffen das, wir schaffen das!»

Én ting er situationens alvor. Den er slem nok. Værre er de politiske ledere, der nægter at se situationens alvor i øjnene. Det er det sidste, der gør at man bliver trist, når man falder i staver ved Brandenburger Tor.

I  8 august 2016
ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629