Sakset/Fra hofta

Det viser seg at Politiken, som under Tøger Seidenfaden inntok en negativ holdning til karikaturtegningene, selv hadde en tegning av Muhammed i april 2005 som var langt skarpere enn Jyllands-Postens senere samme høst. Men dette nekter Politiken å innrømme og fjerner henvisningen i et intervju med Frederik Stjernfelt.

Stjernfelt har spadd opp tegningen og ba tegneren, Morgetaler, om å få bruke den, men fikk nei: tegneren fryktet for sin sikkerhet. Stjernfelt brukete senere tegningen som eksempel på selvsensur, noe Seidenfaden har påstått ikke finner sted. Stjernfelt kunne dokumentere at så var tilfelle. Men da intervjuet kom på trykk var referansen til tegningen og tegnerens frykt, fjernet.!

Frederik Stjernfelt: Tøger Seidenfaden skjuler godt eksempel på selvcensur

Fra seneste udgave af Weekendavisen. En kommentar af Frederik Stjernfelt om Selvcensur på Politiken (ikke online).

«Så sent som marts i år udtalte Tøger Seidenfaden: »Det kniber da også med at finde konkrete eksempler på selvcensur.«

[…]

Da Jens-Martin Eriksen og jeg arbejdede på bogen Adskillelsens politik om multikulturalisme, der blandt andet behandler Muhammedkrisen, stødte vi på et simpelt eksempel på selvcensur. Hjælpsomme venner gjorde os bekendt med, at dagbladet Politiken i april 2005 havde trykt tegninger, der tog betydelig mere strøm på islam end nogen af Jyllands-Postens lidt senere tegninger – ja, man havde endog publiceret en karikatur af profeten. Det var det herlige tegnerpar Wulffmorgenthaler, der stod bag disse djærve tegninger, der får Jyllands-Postens senere indsats til at tage sig noget forsigtig ud. Det mærkelige i sagen var naturligvis, at Politiken som bekendt endte med at gøre en meget stor indsats og pointe ud af at tage afstand fra Jyllands-Postens tegninger – men ganske smidigt uden at nævne, at man kort forinden selv havde publiceret tegninger af en noget grovere kaliber.

Dette ville Eriksen og jeg dokumentere i vores bog, ganske simpelt ved at genoptrykke Wulffmorgenthalers tegninger fra Politiken…

Men Wulffmorgenthaler ville derimod ikke tillade os at trykke deres karikatur af profeten. De var bange for deres sikkerhed og truede med advokater, hvis vi optrykte tegningen. Og man kan vel reelt ikke fortænke Politikens tegnere i denne selvcensur efter attentatplanerne mod Kurt Westergaard. Denne historie om selvcensur beskrev vi så i bogen som et ganske aktuelt modbevis mod Tøger Seidenfadens vanskeligheder med at finde eksempler på selvcensur . Eksemplet var sjovt nok at finde blandt hans egne tegnere.

Nu udkom så bogen, og Politiken inviterede generøst undertegnede til dobbeltinterview med Tøger i hjørneværelset. Jeg fremlagde naturligvis sagen med Wulffmorgenthaler som et centralt eksempel på , at der faktisk forekommer selvcensur , endda hvor man måske mindst venter det. Tøger svarede, at så vidt han vidste, var tegnerne ikke bange, men ønskede bare ikke at optræde sammen med Jyllands-Postens tegnere – så her var sandelig ikke tale om selvcensur ! Imod dette kunne jeg naturligvis henvise til min emailkorrespondance med Morgenthaler, der explicit kræver, at Muhammedkarikaturen ikke må optrykkes, da han frygter for sin families sikkerhed. Dermed regnede jeg med at have løst Tøgers problemer med at finde eksempler på selvcensur .

Da jeg fik interviewet til gennemsyn fra Politiken , var diskussionen mellem Tøger og undertegnede om dette emne korrekt gengivet. Da interviewet blev trykt – hopla! – var enhver omtale af selvcensuren midt i Politikens Hus imidlertid kemisk bortrenset fra teksten (Politiken 4/10). Der var måske ikke plads, der er jo noget, der hedder »journalistiske kriterier« og andre trylleformler – svært er det imidlertid helt at slippe den mistanke, at Politiken simpelt hen ikke brød sig om at få dokumenteret, at selvcensur faktisk foregår, også lige midt i egen rede.»

fra Uriasposten og Weekendavisen.