Kommentar

Formelt sett gjør Politiken det samme som Jyllands-Posten i sin tid gjorde: Da presset var som verst unnskyldte avisen at muslimer følte seg krenket. Men den unnskyldte aldri at man hadde trykket tegningene. Politiken går heller ikke lenger formelt sett. Når reaksjonene likevel er så sterke skyldes det at settingen er en helt annen:

Det er bare noen uker siden tegneren Kurt Westergaard nesten ble drept i sitt eget hjem. Noen måneder tidligere arresterte amerikansk politi to amerikanere med pakistansk bakgrunn som planla attentat og terror mot Jyllands-Posten og Westergaard. Truslene er mao dypt alvorlige og vedvarende.

Det var også drapstrusler som gjorde at Politiken snudde og trykket turbantegningen i februar 2008.

I august i fjor kom et uventet utspill: advokat Faisal Yamani, sønn av den berømte oljeminister i Saudi-Arabia, anla sak mot 11 danske aviser på vegne av profeten Muhammeds etterkommere. Dette var en overraskende vending. Man forsøkte en legal vei, og både initiativtakeren og «klienten» viste at man mente alvor. Men Yamani har ingen måte å føre en slik sak på, hverken i Danmark eller for en internasjonal domstol, (selv om saken mot de danske avisene illustrerer hva man kan vente seg hvis Konferansen av islamske stater får gjennomslag for sitt ønske om at FN skal gi religion rettslig beskyttelse.)

Fra en illegal terrortrussel fikk man nå også en legal trussel å forholde seg til. De 11 avisene følte det ubehagelig, men kunne ikke drømme om en gang å innlate seg på «forhandlinger». De to nye mordplanene mot Westergaard gjør det enda mer uaktuelt.

Westergaards sak er blitt Danmarks sak.

Det er denne alliansen Politiken har brutt.

Formelt sett har man sitt på det tørre.

Politiken fraskriver sig med forliget ikke retten til at bringe tegningerne igen, og undskylder ikke for at have bragt tegningerne, men derimod for den krænkelse, som en række muslimer har følt.

Men man har inngått avtalen med åtte organisasjoner lokalisert i muslimske land over hele kloden. Man har kommet med en unnskyldning til hele ummah’en.

Politiken og ledelsen af otte organisationer i Egypten, Libyen, Qatar, Australien, Jordan, Saudi-Arabien, Libanon og Palæstina, bestående af 94,923 medlemmer der er efterkommere af Profeten Muhammed («Organisationerne»), er nået til en fælles forståelse og et forlig i tvisten mellem Organisationerne og Politiken, der opstod på baggrund af Politikens genoptrykning af Kurt Westergaards karikaturtegning af Profeten Muhammed («Karikaturtegningen»), som oprindeligt blev bragt i Jyllands-Posten den 30. september 2005 sammen med 11 andre tegninger af Profeten Muhammed («Tvisten»).

At en saudi-arabisk toppadvokat har stått for avtalen understreker at Politiken unnskylder seg til den konservative, wahhabi-retningen innen islam. Saudi-Arabia markerer seg dermed som troens forsvarer og høster stor goodwill.

Avtalen vil bli oppfattet som en seier for muslimer som har vanskelig for å forstå eller godta skillet mellom religion og samfunn og dermed en ytringsfrihet som sårer.

Yamani frafaller nå saken mot Politiken, mens den består for de 10 gjenværende avisene.

Redaktør Tøger Seidenfaden forsøker å forsvare og forklare forliket:

»Forliget ser fremad og udtrykker meget fornuftige synspunkter. Det kan måske være med til at mindske nogle af de spændinger, som har vist sig at være meget sejlivede. Det giver udtryk for et håb om, at Danmarks – og ikke mindst danske mediers – forhold til den muslimske verden kan forbedres«.

Svært få danske politikere ville forstå eller forsvare forliket. Uffe Ellemann Jensen derimot var blant de mest harde kritikere av Jyllands-Posten i 2006 og har ikke forandret mening.

Derimod er Venstres tidligere formand og udenrigsminister Uffe Ellemann positiv over for forliget.

»Der går ikke noget af avisen, når den undskylder. I en konfliktfyldt verden, hvor for mange maler sig op i en krog, ville det være rart med flere af den slags forsøg på at finde frem til fælles forståelse«.

Politikens unnskyldning kan sett utenfra minne om Jyllands-Posten, men det er en stor forskjell, sier Jyllands-Postens redaktør, Jørn Mikkelsen. Avisen inngikk aldri noe forlik som resultat av press.

Jørn Mikkelsen synes, at Politikens undskyldning er anderledes end den beklagelse, Jyllands-Posten selv kom med. Dengang skrev avisen: «De tolv tegninger var efter vores opfattelse sobre, og var ikke tænkt som krænkende. De var ikke i strid med dansk lovgivning, men har uafviseligt krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde.»

«Jyllands-Posten sagde i sin tid, at vi var kede af, at nogle muslimer var blevet kede af det. Det var aldrig et mål i sig selv at såre nogen. Men det er ikke det samme som det, Politiken gør, da vi ikke har indgået nogen aftale. Politiken er blevet intimideret ind i en aftale med trusler om en kæmpemæssig retssag. Vi sagde i sin tid af egen drift, at vi beklagede, at så mange muslimer blev kede af det. Vi ønskede at beholde fokus på den principielle debat om ytringsfrihed. Det er noget helt andet,» siger Jørn Mikkelsen.

Hva blir det politiske utfallet av forliket? Kan Politiken ha forregnet seg? En meningsmåling etter det siste drapsforsøket på Westergaard viste at danskene fortsatt mener det var riktig å trykke tegningene. Men de ser ingen grunn til å gjøre det igjen.

Danskene synes å mene at de har lært en tøff lekse om dagens verden. De har betalt en høy pris og akter ikke å kaste den ut av vinduet. Da vil alt ha vært forgjeves. De har sagt A og må si B.


Fælles pressemeddelelse om Karikaturtegningen af Profeten Muhammed

Politiken indgår forlig i Muhammed-sag

JP-redaktør: En sørgelig dag