38 journalister i avisen Politiken tar avstand fra forliket sjefredaktør Tøger Seidenfaden har inngått med 8 muslimske organisasjoner representert ved den saudiarabiske advokaten Faisal Yamani. – Politiken har ikke noe å unnskylde, skriver de ansatte, som frykter for den venstreorienterte avisens redaksjonelle frihet.

I debattinnlegget Vi støtter ikke avisens forlig påpeker de ansatte også at journalisters rolle i samfunnet primært ikke er å bidra til fred og forsoning:

I indlægget tager journalisterne afstand til det forlig, som avisens ledelse har indgået med otte muslimske organisationer, der repræsenterer 94.923 såkaldte efterkommere af profeten Muhammed.

Politiken har i alt 200 redaktionelle medarbejdere.

«Politiken har efter vores opfattelse intet at undskylde. Heller ikke, at en sag, som er dækket på nøjagtig samme måde, som vi ville dække andre sager med en nyhedsudvikling, har krænket en gruppe mennesker. Forliget efterlader det indtryk, at vi fortryder vores journalistik, og det er der overhovedet ingen grund til,» står der i debatindlægget.
Frygter for den redaktionelle frihed

De ansatte frygter blandt andet, at avisen redaktionelle frihed bliver begrænset, fordi der i forliget ikke er nævnt noget om, hvorvidt Politiken kan genoptrykke Muhammed-tegningerne. Derudover mener de ansatte, at forliget efterlader et indtryk af, at Politiken undskylder, fordi den er under pres fra muslimske organisationer.

De 38 ansatte er i tillegg av den oppfatning forliket ikke er bygget på gjensidighet, da Politiken ikke får noe ut av det utover at avisen unngår en eventuell rettssak:

«I forlængelse heraf er det vores opfattelse, at der i denne sag er så vigtige principper om ytringsfriheden på spil, at efterprøvning i en retssal ville have været at foretrække frem for dette såkaldte forlig,» står der i indlægget.
Journalister er ikke diplomater

Journalister rolle i samfundet er ikke primært at bidrage til fred og forsoning, mener de ansatte.

«Vi anerkender, at medierne også har en forpligtelse til at handle ansvarligt, hvilket på udmærket vis reguleres af den gældende lovgivning. Men moderne aviser indeholder hver dag artikler, som uundgåeligt vil virke krænkende på enkeltpersoner eller hele grupper. Medier i et frit, demokratisk samfund skal til stadighed turde udfordre holdninger på tværs af alle politiske og religiøse skel,» skriver de.

Sjefredaktør Seidenfaden avviser kritikken, og mener at Politiken har fått masse til gjengjeld for forliket med de muslimske organisasjonene:

Han understreger, at Politiken kun undskylder for krænkelser i fortiden og altså ikke er bundet til at undgå genoptrykning Muhammed-tegningerne, hvis det en dag bliver aktuelt. Dermed er ytringsfriheden ikke sat på spil.
Lever op til traditionen

Tøger Seidenfaden mener ikke, at Politiken ikke får noget ud af forliget.

«Vi har indgået aftalen, fordi vi får en masse til gengæld, i form af muslimsk vilje til at fjerne spændinger og støtte forsoning, og fordi det giver os mulighed for at praktisere den dialog, som Politiken hele tiden har argumenteret for har været den store mangelvare i Muhammedkrisen,» skriver Tøger Seidenfaden, og afslutter sit modsvar:

«Dermed lever bladet op til sin nu mere end 125-årige tradition for på én gang at drive nyhedsjournalistik og samtidig om nødvendigt udfordre magthavere og dominerende meninger i det danske samfund.»

Seidenfadens forlik har for øvrig blitt møtt med massiv kritikk fra hele det politiske spekteret og de forskjellige nyhetsmedier i Danmark. Forliket ble også møtt med kritikk av fra de ansatte samme dag som nyheten ble offentliggjort:

Fredag morgen, da Politiken bragte nyheden om forliget, blev medarbejderne indkaldt til møde på redaktionen. De samledes i Pakkeriet – det store redaktionslokale – hvor Tøger forklarede sig. Flere journalister tog ordet, deriblandt kulturjournalisten Kim Faber. Han sagde, at han i sine 17 år på Politiken »aldrig har været så ked af at læse avisen som her til morgen.« Flere andre journalister tog ordet og kritiserede forliget. Ifølge flere tilstedeværende var der kun én medarbejder, der roste initiativet. Nogle medarbejdere siger, at langt over halvdelen af journalisterne er imod forliget.

»At lave sådan en undskyldning er i konflikt med vores syn på, hvad det vil sige at være journalist,« siger Kim Faber. »Vi er sat på Jorden for at afdække konflikter og prikke til folk. Jeg er ikke en del af det diplomatiske korps. Vores rolle er ikke at være fredens budbringere, men at skrive om verden, som den er. Derfor er der noget meget ubehageligt over forliget. En ubehagelig eftergivenhed.«

Også journalist Henrik Kaufholz er kritisk. Han var Læsernes Redaktør, da avisen genoptrykte tegningen i 2008. Det var en »klar og rigtig journalistisk handling«, siger han. »Det skal vi ikke beklage på nogen som helst måde. Hvis vi skal gøre noget, må det være, fordi en retssag tvinger os til det. Vi skal ikke lave hjemmestrikkede fortolkninger af ytringsfriheden. Tøger har ikke overbevist mig.«

Seidenfaden mener imidlertid at de kritiske medarbeiderne er ofre for det massive presset de er utsatt for fra omverdenen. Argumentasjonen om at det er en motsetning mellom sjefredaktørens politiske prosjekt og journalistikkens vilkår er i følge Seidenfaden »et surrogat som er påført utenfra av folk som er uenige i substansen i Politikens holdninger.«

I et intervju med Weekendavisen 5. mars (ikke på nett) sier Seidenfaden – som for øvrig er alvorlig syk av kreft – at kritikken av hans handlemåte skyldes at omgivelsene har flyttet seg. Selv representerer han stadig mainstream europeiske verdier, mener han.

»Det er en absurd debat. Der er kommet en særlig skæv dansk opfattelse af ytringsfriheden. Der er en massiv intolerance og racisme, og det har intet med ytringsfrihed at gøre. Danske politikere er i et tankefængsel, hvor man skal forsvare enhver antimuslimsk prut som et forsvar for ytringsfriheden,« svarer han. Stadig uden tegn på rystelser.

…
Her er vi måske fremme ved hans opfattelse af sig selv i verden. Det er omverdenen, den er gal med:

»Muhammedforliget og de andre sager er skabt af virkeligheden, ikke af Politiken, og ikke af mig. Det er en reaktion på virkeligheden. Og virkeligheden er, at vi regeres af det mest fremmedfjendske politiske flertal i Europa. Der er tale om et forfald, hvor konservative og liberale kræfter har prostitueret sig selv og deres idealer om frisind og liberalitet, og derfor bliver Politikens varetagelse af sine gamle værdier pludselig kontroversiel. Det er ikke et ‘Tøger-projekt.’«

Det er umuligt ikke at lægge mærke til, at han er blevet rød i kinderne. »Det er altså ikke på grund af feber,« siger han og fortsætter:

»Under den kolde krig handlede det for mig om at påpege, hvornår især venstrefløjen kompromitterede sig. Dengang blev jeg opfattet som højrefløjsdebattør. I dag handler det om, hvor stærkt nationalkonservatis me og intolerance kommer tilbage. Hvor meget skal hysteriet fylde? Det er kernen i Muhammedkrisen. Før handlede det om at afgrænse venstrefløjen fra det totalitære. Nu er det højrefløjens kvart-fascisme. Det er ikke mig, der indtager alle mulige holdninger. Jeg repræsenterer stadig helt mainstream europæiske værdier. Det er Danmark, der er skredet.«

Jyllands-Posten: Journalister tager afstand fra forlig

Weekendavisens intervju 5. mars 2010: Portræt: Tøger Seidenfaden
»Det er ikke mig, der indtager alle mulige holdninger. Det er Danmark, der er skredet.« Tøger Seidenfaden er alvorligt syg og midt i sit livs største professionelle stormvejr, av Poul Pilgaard Johnsen og Martin Krasnik finnes ikke på nett.

Berlingske Tidende: Tøger kledt af