Gjesteskribent

vilks%202%20%20oktb%202007%20105.jpg

Det danske Trykkefrihedselskapet skulle holde møte om Lars Vilks og ytringsfriheten. Deltakerlisten var formidabel, med blant annet Politikens sjefredaktør Tøger Seidenfaden som var en svoren motstander av karikaturtegningene. Skulle han nå delta på et solidaritetsmøte for Lars Vilks? Hadde noe skjedd på disse to årene? Hadde folk fått øynene opp for hva som sto på spill? Selv tok jeg det som et tegn på at noe hadde skjedd. At folk var blitt klokere. Slik Hanne Skartveit i VG skrev på årsdagen for tegningenes offentliggjørelse: Standpunktet for ytringsfrihet var blitt klarere, mer prinsipielt. Erkjennelsen er kommet sigende.

Stor er derfor overraskelsen over å lese hva Seidenfaden sa på møtet i Strandgade tirsdag. Han støttet normen som han kalte ytringsfriheten, og selvsagt at de som trues skal beskyttes. Men derfra gikk han over til å holde et oppgjør med folkene bak Trykkefrihedselskapet, og kalte dem avskyelige islamhatere.

Jyllands-Posten kaller talen et tidsdokument, og har rett. I stedet for å si at Lars Hedegaard, Kåre Bluitgen og Helle Merete Brix har fått rett, i det minste et stykke på vei, velger Seidenfaden å lange ut mot dem som moralsk fordervede. Han sier rett ut at de utnytter ytringsfriheten til å spre mer hat. Man må lure på hvordan noen kan gi slike karakteristikker uten å tenke over at Lars Vilks faktisk er dødstruet. Seidenfaden gikk langt i å lyse de navngitte fredløse. For mennesker som bare er ute etter å spre hat, har det vel «coming to them»? De har vel fortjent det? Hvorfor skulle staten bruke store summer på å beskytte mennesker som kun er ute etter å spre hat mot en folkegruppe?

Det er vanskelig å forstå hva Seidenfaden mente med sitt oppgjør. Jeg tror ikke motsetningene i Danmark er større enn i Norge. Men de er kommet lenger, blitt mer modne. Dette er språk som er farlig.

Skidt kommer til ære

I tirsdags havde Trykkefrihedsselskabet inviteret til et solidaritetsmøde i forfatterforeningen i København for den svenske kunstner Lars Vilks, der efter dødstrusler fra Al Qaida i Irak må leve med politibeskyttelse. Hans forbrydelse: at tegne profeten Muhammed som en hund. Talerne var Kåre Bluitgen, Naser Khader, Lisbeth Knudsen, Nasim Rahnama, Helle Merete Brix, Flemming Rose, Lars Vilks, Kurt Westergaard og Tøger Seidenfaden. Sidstnævnte valgte at bruge mødet til et angreb på flere af talerne og Trykkefrihedsselskabet, hvorefter han forlod salen uden at høre de øvrige medvirkende. Vi bringer Seidenfadens tale, da den er et historisk dokument, som deltagere i ytringsfrihedsdebatten i fremtiden vil vende tilbage til:

Seidenfadens tale
»Vi er samlet i dag for at markere vores tilslutning til en helt elementær norm. Normen siger, at den part, der i en diskussion griber til vold og trusler om vold, har tabt diskussionen og afsløret sin intellektuelle og menneskelige afmagt. Uanset hvor meget magt den pågældende råder over, er der tale om en moralsk taber. En person eller organisation, der truer med vold i anledning af andre menneskers fredelige adfærd eller udtalelser har sat sig uden for samfundets fællesskab. I et land som vores er det en sag for politiet. Det samme gælder udefrakommende trusler, og her kan vi heldigvis regne med støtte fra verdens mægtigste lande og demokratiske alliancer.

I den svenske hundetegningssag er det som bekendt terrornetværket Al Qaida og andre fanatikere, det drejer sig om. Fordi normen er så elementær, er der ikke så meget andet at sige om den. Beskyttelsen af Lars Vilks er en sag for politiet, for det svenske politi, og jeg har ikke hørt en eneste stemme i den svenske eller danske debat, som ikke støtter politiet, ja tager dets indsats for givet i den forbindelse.

Når jeg er mødt op her i dag, er det derfor ikke kun for at markere min støtte til denne elementære norm. Den er som sagt så selvfølgelig, at den knap nok er et møde i Dansk Forfatterforenings lokaler værd. Det er lige så meget for at sige lidt om de mennesker, der bruger og misbruger den selvfølgelige støtte til denne norm til at lufte deres dybt problematiske, ja i nogle tilfælde direkte afskyelige synspunkter på muslimer og islam. Mennesker, der skamrider den aktuelle sag til at lufte deres paranoia, deres hadefulde og rabiate verdensanskuelse, deres intolerante, indeklemte og smålige syn på millioner af medmennesker.

Voltaire er mange gange blevet citeret for bemærkningen om, at Deres synspunkt er afskyeligt, min herre, men jeg vil dø for Deres ret til at indtage det. Også jeg vil gøre, hvad jeg kan for at beskytte et menneske, der er i livsfare på grund af sine synspunkter. Men da den beskyttelse som sagt er en selvfølge både i Sverige og Danmark, vil jeg i stedet dvæle lidt ved afskyeligheden i de synspunkter, der optræder i denne debat.

Det er ikke Lars Vilks, jeg tænker på. Mit indtryk er, at han ønskede at provokere i forhold til den svenske kunstinstitution, og selv om det at gøre Muhammed til en hund, svarende til at gøre Jesus til et svin eller i et moderne samfund til pædofil eller lignede, utvivlsomt virker afskyeligt på de fleste muslimer, er det ikke noget, der kan vække nogen stærk følelse af afskyelighed i mig. Nej, med afskyelighed tænker jeg på nogle af de mennesker og i særdeleshed på den forening, der står bag arangementet i aften, en forening der her i aften promoverer sig selv og snylter og nasser på vores allesammens selvfølgelige solidaritet. Jeg tænker på Lars Hedegaard, der vistnok er formand for selskabet. Jeg tænker på Helle Merete Brix, der har skrevet mange spaltekilometer paranoid, skinger og hadefuld tekst om muslimer hjemme og ude, og som f.eks. i ramme alvor mener, at de europæiske muslimer får børn eller formerer sig, som de skriver, for med magt at overtage Europa indefra. Og jeg tænker på Kåre Bluitgen, der i en af sine tidligere bøger har opfordret til at væde koranen med menstruationsblod og smide den på bålet sammen med burkaer for at markere sin ekstreme foragt på vores største og mest pressede religiøse mindretal herhjemme.

Lars Hedegaard kunne for et par år siden ikke blive medlem af PEN, fordi medlemmer af den forening betragtede mange af hans udsagn som hate speech. Og nu står han og hans hyperaggressive Trykkefrihedsselskab, der i realiteten er et sammenrand af intolerante muslimhadere, som arrangør af et fint møde her i Forfatterforeningen. Ak ja, sådan kan skidt komme til ære. Jeg støtter som sagt ubetinget, at ikke bare Lars Vilks, men også Lars Hedegaard, Helle Merete Brix og Kåre Bluitgen beskyttes, når de udsættes for trusler om vold. Men ytringsfriheden eksisterer jo for at blive brugt, og disse trusler må ikke ophøje deres synspunkter til værdifulde, lødige eller bare antagelige synspunkter. I aften har jeg derfor fundet det relevant til at bruge min ytringsfrihed til at markere, hvordan de pågældende nasser på en elementær norm og bruger den til at promovere deres gennemført usympatiske og problematiske dagsorden i den offentlige debat. Jeg har aftalt med arrangørerne, at jeg forlader mødet allerede her efter mit indlæg. Det skyldes ikke kun, at jeg skal noget andet, men det skyldes også, at der er nogle stykker i denne talerække, som kun ydre trusler kan gøre mig solidarisk med. Nogen respekt for deres ærinde i øvrigt har jeg ikke. Undskyld til jer andre, der er kommet her i en god mening og tak for opmærksomheden.«

Jyllands-Posten Vest 05 oktober 2007, 1 . sektion side 13

Bildet: Fra venstre – Helle Merete Brix, Kåre Bluitgen (midten) og Lars Vilks. Foto: Snaphanen.