Gjesteskribent

Det er altså svært at finde nogen fornuftig begrundelse for, at den tidligere så livlige debat nu skulle være forbi, siger Lars Hedegaard

En velsignet glæde har sænket sig over dagbladet Politiken. Søndag den 3. marts kunne organet triumferende meddele, at den vådeste drøm, der nogen sinde er blevet drømt i chefredaktørens hjørnekontor, er gået i opfyldelse: Debatten om islam, shariaen og den muslimske indvandring er død.

Det fremgår af en statistik, som bladet har fået lavet. Man har undersøgt, hvor mange artikler om disse og beslægtede emner, der har været bragt i B.T., Ekstra Bladet, Berlingske Tidende, Politiken og Morgenavisen Jyllands-Posten i perioden 2006-2011, og i 2011 var der kun halvt så mange som i 2006.

Det var jo til at forstå, hvis de problemer, som debatten handlede om, var blevet løst i mellemtiden. Hvis de mange milliarder, der er blevet brugt på opløsning af ghettoerne, havde båret frugt, ville der være god overensstemmelse mellem debattens aftagende intensitet og udviklingen på jorden.

Det samme kunne man sige, hvis indvandrerkriminaliteten var kommet under kontrol, hvis danske forældre var holdt op med at tage deres børn ud af den lokale offentlige skole, og hvis muslimske indvandrere og deres efterkommere ikke længere udgjorde nogen nævneværdig overbelastning af de offentlige kasser.

Alt det har vi til gode at se beviser på.

Det er altså svært at finde nogen fornuftig begrundelse for, at den tidligere så livlige debat nu skulle være forbi. Det tror jeg heller ikke, den er. Den er gået under jorden eller føres på nettet. Til gengæld tyder alt på, at en del medier er blevet mindre villige til at give plads for den.

Det er værd at tænke over, hvor få mennesker der egentlig skal til for at få en debat til at forsvinde fra samfundets overflade. Det rækker med et par håndfulde debatredaktører bakket op af deres chefredaktører. Og når vi fra adskillige undersøgelser ved, at det knusende flertal af landets journalister gerne vil tilhøre den venstredrejede og multikulturelle elite, der ynder at fremstille islams voksende tilstedeværelse som en berigelse og slet ikke noget at være bange for, er det vel ikke så underligt, om avisernes debatredaktioner vælger at anbringe bekymrede indlæg i papirkurven.

Enhver, der har prøvet at komme til orde med ukorrekte synspunkter i Politiken, ved, hvor omsonst det er. Den avis ser det ikke som sin opgave at afspejle virkeligheden eller give noget dækkende billede af, hvad der optager almindelige mennesker, men at opdrage befolkningen og holde øje med, om den retter ind. Den kan så at sige producere sin egen debat-statistik. I hvilken udstrækning det samme sker i andre aviser, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Der er også noget andet, som vi i Trykkefrihedsselskabet har været klar over i adskillige år. Siden vi startede i 2005, har vi fået en strøm af henvendelser fra folk, der ville fortælle os, hvor bange de var for at oplade deres røst om de problemer, som Politiken og andre medier mener ikke findes.

Kunne Trykkefrihedsselskabet gøre noget ved disse trusler mod den reelle ytringsfrihed? Vi måtte desværre meddele, at der ikke var meget, vi kunne udrette, medmindre folk ville stå frem med navns nævnelse. For eksempel kunne vi jo ikke holde offentlige møder med personer, der ikke turde give sig til kende.

Vil fortielsesstrategien lykkes? Næppe. Debatredaktørerne kan sagtens forhindre diskussionen om islam og indvandring i at komme op til overfladen, men lige så lidt som Knud den Store kunne standse tidevandet, vil de kunne bortmane virkeligheden ved at fortie den.

Debatten fortsætter andre steder, og det eneste, den stuerene presse kan opnå på længere sigt, er at gøre sig irrelevant.

Hedegaard: Islamdebat lever i bedste velgående