Kommentar

”Du er en skiderik, en pervers mokke, gå hen og se dig selv i spejlet, du er som en chimpanse. Du vil dø inden slutningen af 2015 – du vil blive slået ihjel som en ådsel, og din krop vil straks nedbrydes og stinke, så ingen vil kunne nærme sig den væmmelige lugt, den udsender – og dette inden din krop lægges i en kiste og i det hinsidige vil du brænde op i Gehenna og gud og profeten vil ikke tilgive dig. Du er en pervers skiderik. Og husk godt denne dag du vil blive snigmyrdet inden året 2015 er omme.”

Der er gået seks måneder. Siden terroristen Omar el-Hussein dræbte filminstruktør Finn Nørgaard ved Krudttønden og cand.polit og vagtmand Dan Uzan ved synagogen. Og sårede seks betjente.
Og der er gået snart seks måneder siden en ukendt islamist fra Frankrig sendte kronikørerne, der for to og et halvt år siden grundlagde en støttekomité for den svenske tegner og kunsthistoriker Lars Vilks, ovenstående trussel i vores respektive indbakker. Måske finder politiet aldrig ud af, hvem han er. Den digitale verden kan i sådanne tilfælde ofte være på de kriminelles side.
Men islamisterne er alligevel blevet forsigtigere med at true. For der er større bevågenhed fra myndighedernes side i dag. Lars Vilks, der var terroristens mål i Krudttønden, har fortalt os, at han slet ikke modtager trusler længere. Det betyder naturligvis ikke, at hans liv ikke er i fare. Vilks er den bedst beskyttede svenske statsborger i dag. Bedre beskyttet end den svenske statsminister. Efter terrorangrebet flyttes han fra safe house til safe house, og det er kun hans livvagter og Vilks selv, der ved, hvor han tilbringer sine dage og nætter. Det er muligt for ham at rejse og deltage i offentlige møder, men kun med et større antal livvagter omkring sig.
Siden angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo har europæerne kunnet iagttage en ny, ubehagelig udvikling på deres kontinent. Politi og militær er blevet et mål i sig selv. Vores jødiske institutioner må have massiv beskyttelse. Terroristerne foretager angreb, som de ikke ønsker at overleve. De udviser en ny koldblodighed. For nogle danskere er denne situation mindre skræmmende end synet af politi i Københavns gader med maskinpistoler. Sådan har kronikørerne det ikke. Vi er i dag begge glade for mænd med tunge våben, når blot de er venligtsindede.
Der er skrevet og sagt meget om, hvad PET og politi skulle have gjort anderledes i forbindelse med terrorangrebet. Vi ønsker ikke at deltage i denne ufrugtbare skuen tilbage. Vi vil derimod gerne rette en tak til de seks mænd og den kvinde, der var på vagt den eftermiddag i Krudttønden. Havde de ikke skudt tilbage, kunne Omar el-Hussein være spadseret lige ind i foredragssalen og have skudt videre der. Det er et mirakel, at ingen betjente og livvagter blev dræbt.
Det er også fyldigt beskrevet i dagspressen, hvordan vi, der var til stede ved debatmødet i Krudttønden, oplevede angrebet. Helle Merete Brix, der var mødets ordstyrer, lå således i dækning sammen med Vilks under et bord i Krudttøndens opmagasineringsrum. Men hvordan så terrorangrebet ud fra den anden side af Atlanten? Uwe Max Jensen befandt sig i USA i dagene omkring terrorangrebet og havde følgende oplevelse:
”Jeg tænder for tv’et på Hotel Carter i New York. Som jeg har gjort hver morgen på min ferie i USA. Tophistorien på CNN handler om et skyderi i København. Jeg genkender Krudttøndens facade; den er fyldt med skudhuller. Det fremgår af indslaget, at en cirka 40-årig mand, der var til stede ved et møde i Krudttønden, er blevet skudt og dræbt. Flere andre er sårede. Nyhedsværten fortæller, at den franske ambassadør i Danmark, François Zimeray, der indledte mødet, netop har tweetet: «Still alive in the room». Om det er ambassadøren eller Lars Vilks, som tweetet drejer sig om, står ikke klart.
Min telefon virker ikke udenfor Europa. Jeg låner min datters computer og logger på Facebook. Jeg har fået de første henvendelser fra journalistkolleger, der vil vide om, jeg ved noget. Eller måske vil de have afklaret om, det er mig, der er blevet skudt. Jeg ved mindre end dem. Jeg begynder at skrive til folk, der har været til stede ved mødet eller kan tænkes at have oplysninger. Ingen kender øjensynligt den dræbte. Lars Vilks og komiteens medlemmer er uskadte. Mødet er genoptaget.
På Facebook og Twitter skriver jeg, at jeg er i god behold og opfordrer folk til at støtte Lars Vilks Komiteens arbejde. The New York Times ligger tæt på hotellet. Jeg går hen til avisen og giver en redaktør kontaktoplysninger på Lars Vilks Komiteens medlemmer.
Det er en både chokerende og distanceret oplevelse at befinde sig på den anden side af Atlanten i sådan en situation. Uvirkeligt, beskriver det bedst.
Det er min sidste dag i New York. Vi skal hjem næste dag. Vi beslutter at holde os til dagens oprindelige program, der omfatter et besøg på Guggenheim. Om lørdagen betaler gæsterne, hvad de finder rimeligt i entre. Har man ingen skam i livet, er det altså næsten gratis at komme ind.
Der er en stor retrospektiv udstilling med den japanske konceptkunstner On Kawara på Guggenheim. Hans signaturværk er telegrammer og postkort, han i årevis sendte til folk i kunstverdenen, med teksten: «I am still alive».”

Sådan blander fiktionen sig med virkeligheden, og sådan var Jensens oplevelser her helt i tråd med den surrealisme, der har omgivet Vilks´ liv, siden han i 2007 tegnede islams grundlægger Muhammed som rundkørselhund. Da to brødre med albansk baggrund i marts 2010, bevæbnet med knive satte ild til Vilks´ daværende hjem i Nyhamnsläge – og i den forbindelse kom til at sætte ild til sig selv og blev fanget – var Vilks ikke hjemme. Han overlevede dermed, og det samme gjorde en svedet plante i køkkenet, som Vilks efterfølgende ikke tøvede med at udråbe til et kunstværk.
Terror er en skelsættende begivenhed, og det har det også været for Lars Vilks Komiteen. Den blev stiftet for to og et halvt år siden af otte mennesker med vidt forskelligt syn på islam og indvandring. I slutningen af juni forlod venstrefløjen komiteen. Der blev stillet et ultimatum fra både Niels Ivar Larsen, redaktør på Information, og cand.scient.soc. og blogger Jaleh Tavakoli. Der skulle flere folk fra venstrefløjen ind, ellers ville de gå. Larsen ville specifikt have tre-fire mennesker ind, der ikke var ”TFS-relaterede”, altså folk, der ikke har haft berøring med Trykkefrihedsselskabet. Mikael Jalving, der også indgår i Lars Vilks Komiteens arbejdsgrupppe, er medlem af Trykkefrihedsselskabet. Kronikørerne er begge tidligere medlemmer af Trykkefrihedsselskabet og sætter stor pris på organisationens forsvar for ytringsfriheden.
Vi hilser absolut flere folk fra venstrefløjen velkommen. Men de er svære at finde, når det gælder opbakning til ytringsfriheden. Og vi ville ikke bøje os for et ultimatum. Så vi foreslog dem begge at forlade komiteen.
Larsen har meddelt, at Lars Vilks nu er optaget i netværket Fri Debat, hvor både han og Tavakoli er medlemmer. Det er en glædelig udvikling på dette brud, og vi hilser velkommen, at Fri Debat vil lave møder med Vilks som taler. Des flere, der inviterer Vilks, des bedre. Støttekomiteens formål er netop at give Vilks en platform til gengæld for den, der stort set er forsvundet i Sverige. Man er bange for at invitere ”en farlig mand”.
Efter terrorangrebet er støtten fra kunstverdenen gået op, fortæller Vilks. Men det kan skabe panik blandt publikummer, at Vilks uanmeldt dukker op med et par livvagter på en kunstudstilling i Malmø, som det skete for nylig. Som var manden spedalsk.
En trist udvikling efter terroren i Paris og København er, at der ikke overraskende er skribenter og intellektuelle, der ikke længere vil sige noget om ytringsfriheden eller ikke kunne drømme om at medvirke til publicering af Muhammedtegninger. Det er forståeligt, at folk er bange. Mindre forståeligt er det, at de nærmest hyldes for deres mod. For deres fornuft.
For nogen mennesker må vel gå foran i et samfund? Og når samfundets grundlæggende værdier er truet, kræves der civil courage. Det opfordrer vi alle borgere til at finde frem i disse tider, hvor man ikke længere kan tage friheden for givet. Her er ytringsfriheden den måske vigtigste af alle frihedsrettigheder.