Gjesteskribent

ET STED I SVERIGE: Lars Vilks. En mand jeg har kendt siden 2007, da jeg sammen med Uwe Max Jensen, Lars Hedegaard, Katrine Winkel Holm og andre i Danmark i regi af Trykkefrihedsselskabet var med til at arrangere et støttemøde for ham. Vilks er svensk tegner og kunsthistoriker og blev berømt uden for landets grænser, da han i 2007 tegnede Muhammed som rundkørselshund. En fatwa udstedt af en kriger og prædikant fra irakisk Al Qaeda gjorde, at Vilks’ liv forandrede sig. Der blev sat en pris på hans hoved. I fatwaen hed det: ”Vi opfordrer til at myrde karikaturtegneren Lars Vilks, som vovede at fornærme vores profet, fred være med ham, og bekendtgør en belønning i denne gavmilde ramadanmåned på 100.000 dollar til den, som dræber denne forbryder”.

Abu Omar Al-Baghdadi

Fatwaen var udstedt af den nu afdøde leder af Al Qaeda i Irak, Abu Omar Al-Baghdadi (billede). Gruppen fusionerede senere med Islamisk Stat. Det fremgår desuden, at Abu Omar Al-Baghdadi var parat til at forhøje dusøren til 150.000 dollar, hvis Vilks bliver ”slagtet som et lam”. Altså får skåret halsen over. Fatwaen er aldrig tilbagekaldt, og der har været adskillige anslag mod Vilks’ liv. Omar Hussein, der begik terrorangrebet i København i 2015, hvor to mennesker blev dræbt og adskillige politifolk såret, havde kort forinden svoret troskab til Islamisk Stats leder. Islamisk Stat promoverede efterfølgende Vilks i deres medlemsblad. De viste et billede af ham og forsynede det med en billedtekst, der fortalte at dette var ”den hedning, der fornærmede profeten”.

IMG_0477

Foto: Fra et møte i Landtingssalen i Folketinget. En sal Vilks har sett mange ganger. Det er ett av de få steder hvor han kan opptre. Her sammen med Robert Redeker t.v., Lars Hedegaard og Daniel Pipes

I vinteren 2012 grundlagde jeg sammen med Uwe Max Jensen og flere andre Lars Vilks Komiteen. Nu er Max Jensen og jeg ved at være færdige med en bog om Vilks. Max Jensen tager sig af den kunstneriske del, jeg tager mig af at beskrive Vilks som menneske. Det betyder, at jeg med mellemrum besøger Lars Vilks, der siden terrorangrebet i februar i København – hvor Vilks og jeg lå i dækning under et bord i Krudttøndens opbevaringsrum – ikke har kunnet leve et normalt liv. Han flyttes rundt mellem diverse safe houses og kan komme ud sammen med livvagterne en gang om dagen.

Rent praktisk fiskes jeg op et sted i Sverige af et par livvagter og køres hen et sted, jeg ikke ved, hvor er. Her venter Vilks sammen med flere livvagter.

I bogen taler jeg blandt andet med Vilks om ytringsfriheden. Vilks siger:

”De mennesker, der har et filosofisk forhold til ytringsfriheden har alt for ofte svært ved at forholde sig til det konkrete. Det bliver meget teoretisk for sådanne mennesker. Man må forsøge at komme bort fra volden. Vold er ikke en del af forhandlingen. Ansvaret ligger hos den, der udøver vold, den, der bryder overenskomsten. Den skyldige er den, der bryder ordningen. Man forhandler ikke med et maskingevær”.

Dette svar har jeg tænkt en del over. Og det med volden spiller øjensynligt i en stigende grad ind, når der skal arrangeres offentlige møder med Vilks. Netværket Fri Debat optog til Lars Vilks Komiteens glæde for nogle måneder siden Vilks i deres kreds. Fri Debat skriver i sin formålsparagraf, at man er ”et tværpolitisk netværk, hvis formål er at styrke bevidstheden om og forsvaret af ytringsfriheden i den offentlige debat. Netværket består af folk på tværs af det politiske spektrum. Vores eneste fællesnævner er en uforbeholden støtte for den universelle ytringsfrihed for Loke såvel som for Thor. Foruden at være en stemme i den offentlige debat er det netværkets ambition at arrangere konferencer og gå-hjem-møder, der tager forskellige aspekter af ytringsfriheden under behandling”.

niels.ivar.larsen

Foto: Niels Ivar Larsen er redaktør for avisen Information. Han trakk seg tidligere i år fra Lars Vilks Komiteen og gik til Fri Debat.

Men Fri Debat har ikke umiddelbart nogle planer om offentlige møder med Vilks. Netværket tæller blandt andre redaktør ved Information Niels Ivar Larsen og debattør Jaleh Tavakoli. De forlod begge Lars Vilks Komiteen efter terrorangrebet med et krav om at der skulle flere folk fra venstrefløjen ind. Så det ville da være oplagt, om de og Fri Debat arrangerede noget?

De svar, der for nylig fra Fri Debats side er givet til undertegnede som forklaring på, at man ikke har planlagt offentlige møder er svævende og uklare. Et medlem af netværket jeg talte med vil slet ikke citeres for noget. Niels Ivar Larsen, der jo proklamerede på facebook, at man ville arrangere møder med Vilks, skriver i en mail til undertegnede – som jeg har fået lov at citere offentligt – følgende:

”Kommer der offentlige Fri Debat-arrangementer med Lars Vilks, spørger du. Til det er svaret lige nu, at det kan da godt være, men vi har ikke planlagt nogen endnu. Personligt vil jeg være fortaler for at bruge Vilks hyppigt og flittigt, i solidaritet med ham i hans udsatte stilling, men også, fordi han har så meget intellektuelt at byde på. Står det til mig, er det et spørgsmål om tid, hvornår det kan ske, og som du nok ved, medvirkede han med et indslag om Dan Park i det arrangement, vi havde sidste efterår. (altså før terrorangrebet, min bemærkning). Der findes ingen principiel modvilje i Fri Debat mod at have Vilks som panelist og som medlem af vores netværk er han jo automatisk inviteret til ethvert offentligt arrangement, vi afholder med sit uundgåelige sikkerhedsentourage. Håber, at det er fyldestgørende svar. Kh ni.”

Som en dansk ytringsfrihedsforkæmper, jeg viste svaret til, har bemærket: ”Det er fifty shades of saying no”. Og jeg må konkludere, at de manglende offentlige møder skyldes én ting: Frygt. For der er en verden til forskel at få besøg af Vilks til et lukket møde eller en offentlig konference, hvor Vilks er blandt publikum og ingen vel ved, at han kommer og så på at arrangere offentlige møder med ham, hvor det er annonceret vidt og bredt, at Vilks vil være at finde på scenen. Lars Vilks Komiteen fortsætter naturligvis med at arrangere offentlige møder med Vilks. Det er vores formål.

Igen, jeg glæder mig over, at man har optaget Vilks i netværket, for noget tilsvarende findes ikke i Sverige og det må være af stor betydning for Vilks at kunne komme i denne kreds. Men jeg finder det sært, at man hos Fri Debat ikke planlægger at arrangere offentlige møder med Vilks.

Da jeg var i Drammen for nylig til Universal Tolerances fine konference om religiøs ekstremisme stødte jeg også på frygten. Jeg var forundret over, at en panelist, der åbent tilkendegav at han støttede Vilks og gerne linkede til hans blog, samtidig gjorde det klart, at han aldrig ville sidde i panel med ham. Han ville være bange for sit liv. Det er åbenbart skrækken for at en terrorist skal bryde gennem det danske parlaments tykke mure – vores konferencer foregår der efter terrorangrebet – og efterretningstjenestens forsvarsværker.

Det handler også om frygt, tror jeg, når man vil gøre de, der i praksis støtter Vilks, ansvarlige for volden: Den danske forfatter, historiker og medlem af partiet Det Radikale Venstres hovedbestyrelse Sven Skovmand mente i en nylig undersøgelse om selvcensur blandt danske kunstnere, foretaget af Ugebrevet Mandag Morgen, at ”I virkeligheden skulle de folk, der lavede arrangementet med Lars Vilks, straffes for uagtsomt manddrab, for havde de ikke gjort det, var der ikke sket noget. Og hvorfor indbyde en mand, der har tegnet Muhammed som hund? Det er plat og skal ikke belønnes,” mener forfatteren.»

Det korresponderer fint med diverse mails, jeg fik tilsendt efter terrorangrebet:

Her citeres fra den ene: ”Føler du slet ikke nogen skyld i forbindelse med mødet i Krudttønden?”.

Her citeres fra den anden: ”Sikke en fejl, du har begået ved at invitere Vilks”.

Heldigvis kommer der langt flere positive reaktioner end negative. Og jeg glæder mig over, at der i hvert fald er tre organisationer i Skandinavien, der udover Lars Vilks Komiteen ikke er bange for åbent at tilkendegive deres støtte til Vilks. Det gælder i Danmark Trykkefrihedsselskabet og i Norge denne tænketank samt Human Rights Service. Hvis ikke forsvaret for ytringsfriheden består i villigheden til at løbe en lille risiko, er den ikke noget værd i disse tider. Man forhandler ikke med et maskingevær. Man trodser det.

Des flere, der arrangerer møder med Vilks og andre højrisikomål, des bedre for Vilks. Men også des bedre for aktivisterne. Der hænger ikke nogen akut trussel over vores hoveder, men det ville være godt at sprede risikoen. Den kan jo vokse. Derfor fortsætter komiteen naturligvis alligevel. Men det er det rart at vide, hvem man i praksis kan regne med og ikke regne med i forsvaret for det frie ord.

Mest lest

Meyer på jordet