Sakset/Fra hofta

Lad ikke Islamisk Stat ødelægge synet på islam. Sådan gjalder det gennem flere europæiske medier og fra intellektuelle med akut trang til at redde islam fra at blive sammenlignet med sabelsvingende barbarer iført nattøj og sandaler. Nu spredes grove generaliseringer om almindelige muslimer, skriver f.eks. den ungarsk-svenske religionshistoriker Eli Göndör i det svenske menighedsblad Aftonbladet.

Og det er da rigtig, at hvis man udelukkende opfatter islam som mystik og personlig tro, så findes der absolut ingen kobling mellem islam og Islamisk Stat; det ville være som at klone zen med Darth Vader. Samtidig er det indlysende, at muslimer ikke pr. automatik er islamister, uanset om man hentyder til Det Muslimske Broderskab, Hizb-ut-Tahrir, al-Qaeda, al-Shabaab, Hamas, Boko Haram, Islamisk Stat eller den næste af slagsen.

Men det hører med til historien, at ingen af disse islamiske organisationer kommer ud af det blå, ligesom vi ikke forstår ret meget om dem, hvis vi reducerer dem til at være produkter af deres tid og sted. De har ikke bare antenner, maver og fødder, men også rødder. De går tilbage til Muhammed, det siger de selv ustandseligt. De er hans efterkommere og udlægger derfor hans lære for andre rettroende, sådan som de mener, den skal udlægges. Nogle af netværkerne er elitære terrorceller – som al-Qaeda og al-Shabaab, der foretrækker at kommunikere ved hjælp af bomber; mens andre som f.eks. Hizb-ut-Tahrir drives som en multinational virksomhed og sender ”information” til folks indbakker. Andre igen er mere folkelige, som f.eks. Boko Haram og Islamisk Stat. Men de har alle Muhammed til fælles.

Tillad mig at minde om, at Muhammed ikke var nogen tømrer eller snedker. Han var kriger og statsmand. Glemmer vi det, glemmer vi den formative begyndelse, og misforstår islams opbygning: politik indeni, religion udenom.

Uanset om man anerkender denne fortolkning eller ej, står vi over for svære problemer i Europas byer på grund af den masseindvandring fra primært Mellemøsten og Afrika, vi har muliggjort i mere end en generation. Prisen stiger år for år. Ikke alene økonomisk og socialt, som selv den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt indrømmede for en uge siden, men også sikkerhedsmæssigt. Som det hed i en prægnant passage i Den Korte Avis forleden, så »hjælper det ikke, at der er en majoritet blandt muslimer i Vesten, som blot ønsker at leve i fred med deres naboer, for et ganske lille antal med viljen til magt kan true og skræmme flertallet til tavshed. Med islam følger altid sharia og dermed politiske krav forklædt som religiøse.«

Fraset at almindelige muslimer både her og dér helst vil leve i fred med andre mennesker, kan et lille dedikeret mindretal i deres boligblok, kvarter, by og land kue flertallet og sætte dagsordenen. Det er just, hvad førnævnte islamiske organisationer ønsker: at det fanatiske og uregerlige mindretal tager magten på gaden.

Når man tænker på, hvordan andre totalitære bevægelser vandt frem i Europa i en ikke fjern fortid, så er det ingen ny taktik. At vinde kampen om hjerter og hjerner – ikke ved talmæssig overlegenhed, men ved dedikation og overlegen brutalitet. Som det 20. århundrede har lært os, er det ikke masser, men eliter, der rykker. Og derfor betyder det ikke stort, hvis flertallet blandt herboende muslimer er imod sharia. For hvis omkostningerne ved at stå op imod mindretallet er for høje, så sejrer de radiale på længere sigt, og som vi kan se af tendenser i de europæiske satellitbyer, så går det mildest talt den forkerte vej.

Opprinnelig i Jyllands-Posten søndag 24. august

Les også

-
-
-
-