Jacob-1-702x336

Onsdag havde jeg den ære at gæste Radio24syvs debatprogram Rushys Roulettesammen med kultur- og kirkeminister Bertel Haarder og Jacob Mchangama, direktør for tænketanken Justitia. Det kom der meget skæg ud af, men alvoren står tilbage, for den liberale og renfærdige position, som stod i centrum, er utilstrækkelig.

Vi skulle diskutere ytringsfrihed i anledning af regeringens planer om at formene visse islamiske prædikanter adgang til danske moskeer, og ikke mange sekunder var gået, før juristen Jacob Mchangama fremførte sit vanlige og valide synspunkt, at en retsstat med Danmarks nyere historie og grundlov må nøjes med at kriminalisere handlinger og afstå fra at forbyde ytringer – med mindre, de rummer fysiske trusler eller opfordrer til vold. Det har jeg selv ment, så længe jeg kan huske, og selv om det er kort i det store kosmiske regnskab, tøver jeg ikke med at tilslutte mig synspunktet den dag i dag.

Men, for der er et men. Ikke et kulturradikalt men i ”respekt” for muslimer, og ikke et ”dog” som i grundlovens paragraf 67 om beskyttelsen af den sædelige orden, som regeringen henviser til, men et men forstået som en fortsættelse og kvalifikation. Ytringsfriheden, hvor nobel den end er, er kun første skridt.

ANNONSE

Vi bekæmper ikke islamiseringen af Vesteuropa ved hjælp af ytringsfrihed alene. Grundtvig gør ikke forskellen, det gør – med al respekt – Jacob Mchangama og hans beslægtede Flemming Rose, Frederik Stjernfelt eller Jens-Martin Eriksen heller ikke.

Stedse mere vagtsomme efterretningstjenester er desværre også kun et supplement, ligesom skrappere terrorparagraffer og -straffe naturligvis er ønskværdige, men utilstrækkelige i forhold til radikaliseringens rod, som er den islam og sharia, vi har importeret fra de varme lande igennem de seneste 30 år.

Af samme grund er vi nødt til at sætte en stopper for den fortsat massive indvandring, som føder og gøder den islamiske radikalisering i Vesteuropa. Vi kan næppe udrydde den islamiske modkultur, men vi kan muligvis få den under kontrol og måske genvinde nogle af de tabte territorier og således give et mere genkendeligt Danmark videre til næste generation.

Den islamiske radikalisering måles ikke alene i terrortrusler og angreb eller i udbredelsen af stedse flere muslimske ghettoer, finansieret af den generøse velfærdsstat, men er dokumenteret i de seneste fem meningsmålinger blandt muslimer i Danmark og Vesteuropa. Som beskrevet tidligere vokser sympatien for islams fundamentalistiske kerne, især blandt unge muslimer, der også numerisk bliver flere og flere.

Stillet over for denne sociale og politiske kendsgerning har hipsterliberale som Jacob Mchangama kun ét svar: mere ytringsfrihed. Som et salvet og velsignet Jehovas Vidne opfordrer han os til at gå ud i de tabte territorier, forkynde det opbyggelige budskab og ”omvende” de lokale, så de kan blive gode demokrater og få et nyt ”perspektiv” på tilværelsen. Når selv tidligere kommunister kunne omvendes, så må muslimerne også kunne bringes til fornuft. Det er bare et spørgsmål om ”oplysning”.

Mchangamas på en gang enfoldige og nedladende logik bærer vidnesbyrd om en liberal position, der hverken forstår sig på indvandringens konsekvenser, som bl.a. sætter ytringsfriheden under pres, eller på kulterens og religionens betydning. Må jeg blot minde om, at religion ikke alene er en trossag, sådan som vi – protestantisk – går rundt og tror, men i tilfældet islam i mindst lige så høj grad er et mønster af normer, vaner, forbud, regler, familie, køn, seksualitet, vold og tilhørsforhold. Som kultur betragtet er islam således ikke lige sådan at løsrive sig fra, det er næppe gjort med ti siders Spinoza, et grundkursus i Voltaire eller takket være et tilfældigt møde med en sød og rar hipsterapostel på fransk visit i Gellerup eller Tingbjerg.

Civilisationer og kulturer forandres kun langsommeligt, men denne erkendelse udløser også en slags håb for os andre. Den konservative britiske filosof Roger Scruton, der gæstede Danmark i sidste uge, peger på, at det, der har skabt os, i nogen grad kan revitaliseres gennem en stærkere brug af første person flertal, dvs. en stærkere reference til vor fælles kultur i stedet for en tiltagende mere splittet og multipliceret kultur i parløb med første person ental.

Første person pluralis er perforeret og hænger i laser, og det er der mange grunde til. Men de hipsterliberale har kun ytringsfriheden at hænge deres hatte og høretelefoner på. Deres intellektuelle smalsporethed og årelange tavshed om sagens kerne er med til at forsinke tilvejebringelsen af en ny politisk dømmekraft, som griber problemerne langt mere konkret an. Før vi genvinder den, kan vi ikke genvinde Danmark.

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629