I den debat om ytringsfrihed, der har raset de seneste ti år, finder vi i dag tre fløje.

Den første kan vi kalde apologeterne, ytringsfrihed-men-fløjen, der som sin fremmeste fortaler havde nu afdøde chefredaktør for Politiken, Tøger Seidenfaden. Denne fløj er i disse tider på tilbagetog.

De seneste års islamiske mord- og terroranslag har fået mange tidligere apologeter til at indse, at vi ikke løser integrationsproblemerne ved at tale pænt og undgå at »provokere«, dvs. kritisere islam. Også støtten til kriminalisering af såkaldt »hadefuld« tale er vigende. Når man kan blive dømt for at sammenligne islam med nazisme, som den seneste sag fra Helsingør viser, er det klart for de fleste, at §266b kriminaliserer legitim religionskritik. Apologeterne befinder sig med andre ord på en isflage, der hastigt svinder ind.

ANDERLEDES SLAGKRAFTIG ER den anden fløj, som man kan kalde idealisterne. De er uenige med apologeterne og forsvarer ytringsfriheden uden »men«. Deres begrundelse er, at frihed altid er den mest effektive kur mod ekstremisme.
Hvis ytringsfriheden er under pres, fordi vi har åbnet grænsen for folk, der ønsker at skyde islamkritikere en kugle for panden, må løsningen aldrig være at holde friheds-attentatfolkene og deres inspiratorer ude. Det vil være et forræderi mod åbenheden og dermed for friheden. Idealisterne tæller bl.a. Information-redaktøren Niels Iver Larsen og har juristen Jacob Mchangama som fremmeste talerør. Juristen, der aldrig bliver træt af at understrege, at den rette medicin mod frihedsundertrykkelse altid er mere frihed. For frihed vil altid vinde over ufrihed.
Idealisterne er med andre ord store optimister på frihedens vegne. Til gengæld er de sjældent særligt velbevandret i islams teologi og lovgivning. Det vigtigste for dem er nemlig ikke den konkrete totalitære trussel, vi står over for, men det rene, pure princip om frihed.

ANNONSE

Derfor så man også Jacob Mchangama protestere i oktober 2015, da Naser Khader fik stoppet tildelingen af et statsborgerskab til Belal El-Khatib, der viste sig at være glødende kalifat-tilhænger. Det var et overgreb på ytringsfriheden, mente Mchangama. Ligesom han tidligere har hævdet, at det er i strid med selveste Grundloven at nægte stats­borgerskab til ikke-vestlige indvandrere (Berlingske 5/1 2014). Da Dansk Folkeparti gik skridtet videre og foreslog en systematisk screening af statsborgerskabs­ansøgere for at undgå fremtidig tildeling af statsborgerskab til kalifattilhængere, afviste Mchangama forslaget som en friheds­krænkende form for sindelagskontrol.

Ja, han hævdede sågar at man som ytrings­frihedstilhænger havde pligt til at protestere imod forslaget. Da jeg som formand for Trykkefriheds­selskabet nægtede at tage afstand fra forslaget, opfordrede han mig til at nedlægge Trykkefriheds­selskabet, fordi vi svigtede forsvaret for ytringsfriheden.
Det sidste var vist blot en Facebook-finke, der røg af panden, men indignationen viser, hvilken både verdensfjern og doktrinær frihedsopfattelse idealisterne har.
For set med mine øjne må man netop som ytringsfrihedsforsvarer hilse det velkommen, at Folketinget holder op med at kaste stats­borgerskaber i grams til personer, der ønsker Grundloven, folkestyret, ytringsfriheden og dansk kultur i almindelighed ad helvede til.
Ligesom vi må hilse det velkommen, at politikerne takket være TV2s fremragende dokumentar omsider får øjnene op for den trussel mod friheden, moskéerne udgør.

DE SENESTE UGERS forslag om at lukke Grimhøj- moskeen har fået apologeterne til pludselig at falde i armene på idealisterne. Sådan som man så det i Jyllands-Posten 7. marts, hvor Marianne Jelved optrådte sammen med Jacob Mchangama og begge i kor anklagede dem, der vil lukke Grimhøj-moskeen for at svigte ytringsfriheden.
For bør man ikke som ytringsfrihedstilhænger kæmpe for Abu Bilals ret frit at prædike drab på frafaldne fra Grimhøj-moskeen?
Jo, ytringsfriheden giver Abu Bilal ret til at prædike sharia, så længe han ikke opfordrer til drab (hvad han som bekendt gerne gør). Men det er på tide at bede domstolene vurdere, om hans legitimering af drab på frafaldne er i overens­stemmelse med Grundlovens §67, der sætter grænser for religions­frihed.

Netop som forsvarer af det frie ord mener jeg, at det er helt afgørende at få undersøgt enhver mulighed for at begrænse den magt, der udgår fra disse sharia-kaserner, som moskeerne reelt udgør. Hvis friheden skal vinde, skal den forsvares – og fors­vares aktivt.
Hvis unge muslimer skal have en chance for at bryde ud af ghetto-tyranniet, skal drabs­tilhængernes udfoldelsesmuligheder begrænses. Vi kan ikke på den ene side blæse til frihedskamp for unge muslimer og på den anden lukke øjnene for den vold, de udsættes for takket være moske­ernes indirekte opfordringer til vold på frafaldne.
Derfor mener jeg der er brug for den tredje fløj i ytringsfriheds-debatten: Realisterne.
PROBLEMET MED YTRINGSFRIHEDSIDEALISTER som Mchangama er nemlig deres mangel på virkelighedserkendelse.
Den historiske erfaring taler ikke for, at friheden altid vil vinde over ufriheden.

Tværtimod viser ytringsfrihedens historie, at åndsfriheden er en sart plante, der kun har slået rod bestemte pletter på jorden, og kun fortsat trives der, hvor den kan vokse i tillid, skærmet af hegn og grænser.
Vores politikere har de seneste tiår revet hegnet ned og ladet ytringsfrihedshadende grupperinger slå sig ned i landet. Resultatet har vi set i form af trusler, attentatforsøg og terror og en støt stigende selvcensur.
Hvis ikke Folketinget snart slår ind på en realistisk, frihedsbeskyttende linje, risikerer ytrings­friheden at gå ad helvede til, længe før Hizb ut-Tahrir overvejer at gå samme vej.

 

 

Opprinnelig i Berlingske lørdag 12. mars 2016

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629