Sakset/Fra hofta

Sjefjurist ved den danske tenketank Cepos, Jacob Mchangama, besøker Oslo og holder foredrag om FN og menneskerettigheter i debattforumet Tenkeloftet ikveld, onsdag, kl.1800.

Mchangama har markert seg som en prinsipiell forvarer av ytringsfriheten. Han kritiserte nylig de ledende danske aviser, som Politiken og Berlingske, for ikke å ville trykke turbantegningen opp igjen pga terroravsløringene mot Kurt Westergaard og Flemming Rose.

Mchangama har en blogg i Berlingske hvor han begrunnet hvorfor det er viktig ikke å gi etter for truslene.

I sagen om Muhammed-tegningerne drejer det sig ikke om fortrolige oplysninger, der i en væbnet konflikt konkret kan bruges af en fjende i militært øjemed. Her er tale om tegninger, som klart falder indenfor ytringsfrihedens grænser, hvilket både Rigsadvokaten og Landsretten har bekræftet. Objektivt set truer tegningerne ingen personer. Der er ikke tale om vold eller overgreb i nogen meningsfuld forstand. Bagrunden for at tegningerne alligevel udgør en sikkerhedsrisiko, er, at nogle muslimer mener at tegningerne krænker deres religiøse dogmer. Dogmer, som ikke gælder i Danmark og er i konflikt med internationale menneskerettigheder, samt at disse muslimer mener, at krænkelsen berettiger dem til at sætte sig udover gældende ret her i landet og dræbe dem, der er ansvarlige for at krænke muslimske dogmer.

Det er en helt fundamental og afgørende forskel på de to sager. Når Berlingske Tidende, Politiken og endog Ekstra Bladet alligevel synes at mene, at læren af denne sag er ikke at «bære ved til bålet» ved at genoptrykke tegningerne grundet terrortruslen, er der tale om en misforstået opfattelse af, hvornår hensynet til national sikkerhed kan berettige selvcensur. Hvis den nationale sikkerhed skal overtrumfe enhver ytring, som måtte fornærme religiøse fundamentalister, giver man fundamentalisterne ret til at sætte rammerne for acceptabel debat, og det burde være udelukket. Det er også svært at forene de nævnte avisers holdning til genoptryk med disse avisers fornuftige afvisning af yderligere stramninger af terrorlovgivning. Her angiver Berlingske eksempelvis, at yderligere stramninger vil være en sejr for terroristerne, fordi man udhuler retsstaten. Men er det ikke også en sejr for terroristerne, hvis man grundet terrorfrygt afholder sig fra at trykke nogle tegninger, man almindeligvis ville bringe og dermed underlægger sig selvcensur?

Mchangama ser karikaturstriden i historisk perspektiv. Ytringsfriheten har kostet, det trenger vi å minnes om.

I et historisk perspektiv er holdningen hos Berlingske og Politiken endnu mere svær at forstå. Den frihed, vi nyder i Europa, er i allerhøjeste grad et produkt af et opgør med religiøse dogmer, som alt for længe betød, at blasfemi og kætteri blev straffet med fængsel eller endog døden. Tænk blot på den katolske kirkes indeks over forbudte bøger og Inkvisitionens mange kristne, jødiske og muslimske ofre. Eller på Luther, der i 1531 gjorde op med sin hidtidige tolerance og sammen med andre ledende teologer skrev under på, at gendøbere skulle slås ihjel, fordi deres afvisning af barnedåben var blasfemisk. Eller den anden store reformator Calvin, som mente, at 5. Mosebogs påbud om, at man i forhold til kættere og vantro «skal stene ham til Døde» skulle tages bogstaveligt. Og som med Biblen i hånden fik Michael Servetus brændt på bålet i 1553 i Geneve, fordi Servetus ikke anerkendte treenigheden. Heldigvis er der ekstremt få katolikker, lutheranere eller reformerte, der mener, at deres religiøse dogmer skal tages så alvorligt i dag. Men det skyldes ikke eftergivenhed eller selvcensur. Tværtimod. De religiøse dogmer blev udfordret af modige forfattere og forlæggere som gradvist udvidede ytringsfriheden, ved konstant at skubbe til grænserne for det acceptable, og ved at udstille det fornuftstridige og barbariske i at ophæve Biblens dogmer til lov. Det gjorde de uagtet, at det krænkede millioner af kristne i Europa og, at de risikerede deres liv og frihed.

Den arv og det mod bør vi være stolte af og værne om i dag. Derfor er det heller ikke «nye veje og metoder» der skal til for at demonstrere, at ytringsfriheden ikke skal underlægges religiøse dogmer. Der er derimod brug for et konsekvent forsvar for retten til at kritisere og gøre grin med religioner og deres dogmer. Og der er jo også noget, der tyder på, at en udbredt grad af ytringsfrihed har en virkning i forhold til at opbløde religiøse overbevisninger. Danske muslimer har med få markante undtagelser håndteret Muhammed-tegningerne på demokratisk maner uden at opfordre eller ty til vold. Og når der i dag bliver udgivet alternative versioner af Koranen eller islam-kritisk litteratur, mødes forlæggere da typisk heller ikke af trusler fra frådende danske muslimer. Dette er et godt eksempel på, at mange danske muslimer har affundet sig med, at det ikke er religionen, der sætter grænserne for ytringsfriheden i Danmark, selvom et foruroligende højt antal gerne vil bruge den demokratiske proces til at indsnævre grænserne

Mchangama har også gjort seg bemerket med å kritisere Trykkefrihedsselskabet for ikke å være prinsipiell i sitt forsvar for ytringsfriheten. Sammen med Fredrik Stjernfelt påpekte han det paradoksale og inkonsekvente faktum at man trykker Geert Wilders til sitt bryst, mannen som vil forby Koranen. Det skader Trykkefrihedsselskabets renommé og standing. Man hadde ikke trengt å identifisere seg med hans synspunkt, mente de to.

Weekendavisens Jesper Vind Jensen gir en kort bio i et intervju med ham nylig:

Han blev selv født i København i 1978 og voksede op på Østerbro. Hans mor er uddannet skolelærer, og hun har også arbejdet for Røde Kors og med integration i Københavns kommune. Hans far er økonom og fra den afrikanske øgruppe Comorerne i det Indiske Ocean. Faren var involveret i uafhængighedskampen imod Frankrig, kom i fængsel, men flygtede så til Europa og Danmark. Begge forældre var glødende socialister, og da de mødte hinanden, flyttede de sammen i et kollektiv.

»De var begge medlem af Venstresocialisterne, og der kom mange af dem i vores hjem, blandt andet ægteparret Ralf Pittelkow og Karen Jespersen,« erindrer Jacob.

Forældrene blev skilt, da han var seks, og han voksede op hos moren. Nogle år senere flyttede faren tilbage til Comorerne, hvor han blev finansminister, parlamentsformand og siden borgmester i en by på øgruppen. Jacob fortæller, at han aldrig har følt sig diskrimineret på grund af sin brune hudfarve. »Jeg oplevede nogle gange i skolegården at blive kaldt ‘negerbolle’. Men det var ikke rigtig racisme.«

Straks efter gymnasiet kom han ind på jurastudiet i København. Det førte til et arbejde som advokat hos Plesner Advokatfirma. Samtidig begyndte han som bare 27-årig at undervise i internationale menneskerettigheder på Københavns Universitet.

Rasta Man!

Han var også med til at starte en blog, Djævlens Advokat, hvor han ud fra et liberalistisk grundsyn satte stort og småt til debat. Desuden blev Mchangama inviteret til at være bidragyder på den liberale blog Punditokraterne og det markedsanarkistiske debatforum Liberator. Engagementet i liberalisme, jura og menneskerettigheder førte ham endelig i 2008 til tænketanken CEPOS i en nyoprettet stilling som chefjurist.

Her er han blandt andet fortaler for, at menneskerettighederne kun skal handle om de klassiske, borgerlige frihedsrettigheder: ytringsfrihed, retssikkerhed, ejendomsret, forbud imod tortur med videre. Mchangama argumenterer imod den »menneskerettighedsbevægelse«, som med FNs deklaration fra 1948 i hånden anser sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder som menneskerettigheder.

Invitasjonen til kveldens møte som krever påmelding.

Tenkeloftet inviterer til foredrag og diskusjon med Jacob Mchangama om FN og menneskerettigheter onsdag 18. november kl. 18.00 -20.00.

Jacob Mchangama er chefjurist i den danske tankesmien CEPOS og ekstern lektor i internasjonale menneskerettigheter på Københavns Universitet.

I skandinaviske land hersker en oppfattelse av at FN er det naturlige forum for beskyttelse av internasjonale menneskerettigheter. Norge og Danmark legger stor vekt på at FN-systemet bevares og utbygges. Men lever FN opp til de høye idealer og gjør FN en positiv forskjell når det kommer til beskyttelse og utbredelse av menneskerettigheter? Mchangama vil foreta en kritisk gjennomgang av FNs menneskerettighetspraksis med fokus på bl.a. FNs Menneskerettighetsråds angrep på ytringsfriheten, utvanningen av menneskerettighetsbegrepet gjennom nye rettighetstyper som retten til utvikling og retten til et rent miljø, og det store fokus på økonomiske, sosiale og kulturelle rettigheter. Er det realistisk å gjøre FNs menneskerettighetsbeskyttelse mer effektiv?

Karin S. Woldseth, medlem av Stortingets utenriks – og forsvarskomité og FrPs talsperson for menneskerettigheter vil være sidekommentator. Woldseth er også leder for Stortingets delegasjon til Europarådet.

For mer informasjon om tankesmien Cepos: http://www.cepos.dk/

Mchangamas blogg på Berlingske Tidende: http://mchangama.blogs.berlingske.dk/

Tenkeloftet er en møteserie der frittenkende personer inviteres til å foredra om og diskutere aktuelle politiske problemstillinger i Lange –salen, Karl Johans gate 25 (Tostrup Konferansesenter, 6. etasje).

Lett servering av mat og drikke fra kl. 17.30.

Påmelding til Internasjonalt Sekretariat v/Kristian Norheim:
E-post: kristian.norheim@stortinget.no Tlf. 23 31 34 73 Mob: 997 24 170

Og husk: Det er høyt under taket på Tenkeloftet. Tenk høyt!

Læren af terrortruslen: selvcensur eller mere «brænde til bålet»?