Nytt

Sjefjurist i tenketanken Cepos, Jacob Mchangama, åpner et nytt menneskerettighetssenter, Freedom Rights Project, i København. Formålet er å danne en motvekt til tradisjonelle menneskerettsorganisasjoner som opphøyer alt fra støyforurensning til klimaendringer og nedskjæring i velferdsytelser som menneskerettighetskrenkelser, skriver Klaus Wivel i Weekendavisen.

Mchangama er også aktuell med boken Fri os fra friheden, hvor han tar et oppgjør med de innskrenkningene i den personlige frihet han mener velferdsstaten medfører.

Mandag aften gav han under en fin middag på Radisson Blu Scandinavia Hotel på sin liberale tænketanks vegne frihedsprisen på 300.000 kr. samt et stykke af berlinmuren til den i USAbosiddende kinesiske dissident Yang Jianli, der fra 2002 til 2007 sad fængslet i Kina, dømt for »spionage«, hvor han blev tortureret.

Frihedskamp på både lokal og globalt plan, alt sammen på en dag, men måske også et signal om proportionerne. Det har noget større konsekvenser at påpege manglen på rettigheder et sted på kloden frem for andre. I Danmark er Godtfredsens dom, den værste man kan få.

Mchangama vil nu insistere på, at ufriheden nu godt kan vise sig herhjemme alligevel, skønt fredsforstyreren ikke risikerer fængselsstraf eller det, der er værre. Selv har han kastet sig ind i alt fra kritik af terror-og rygelovgivningen til racisme-og blasfemiparagrafferne. Denne tilsyneladende uafhængighed af politiske partier gør, at kredse inden for både Dansk Folkeparti og De Radikale taler varmt om ham, hvad der kan forklare, at den 34årige jurist i den danske debat efterhånden fylder mere og mere ( et opslag på avisernes database Infomedia vil vise, at Institut for menneskerettigheder, som har over 100 tilknyttet, det seneste år blot omtales dobbelt så meget som Cepos-manden, goldheden til trods).

Det nye senteret består foreløpig av fire personer, og hensikten er å føre menneskerettighetene tilbake til basale og klassiske frihetsrettigheter.

Mchangama har i en årrekke kritisert utvidelsen av de klassiske menneskerettighetene med såkalte andregenerasjonsrettigheter; økonomiske-, sosiale- og kulturelle rettigheter. De sistnevnte rettighetene er definert i FNs menneskerettighetserklæring (artiklene 22-27), og omhandler alt det som mennesker angivelig trenger for å leve et godt liv. FN lister opp retten til sosial trygghet, en levestandard som inkluderer mat, klær, bolig, god helse, gratis undervisning, rett til arbeide, begrenset arbeidstid, betalt ferie, rett til å nyte kunst, adgang til vitenskapelige fremskritt, trygghet ved arbeidsledighet, sykdom og alderdom.

Det lyder unektelig bra, men disse rettighetene har reelt sett en helt annen funksjon enn de klassiske frihetsrettighetene definert i de 21 første artiklene i Menneskerettighetserklæringen. Totalt sett ligner artiklene 22-27 en ønskeliste over ting politikere kunne tenke seg å gjennomføre – og ikke minst: de kan bare etterleves hvis noen først definerer dem og deretter fremskaffer dem. Ettersom den slags rettigheter legger en direkte forpliktelse på andre, kalles de positive rettigheter eller velferdsrettigheter. Det avhenger i praksis alltid av velstandsnivået, og nettopp derfor er de aktuelle artiklene i FN`s universielle MR-erklæring ikke universielle i det hele tatt.

Det er for øvrig disse rettighetene Lønning-utvalget arbeider for å få skrevet inn i den norske Grunnloven.

Den stadige utvidelsen av menneskerettighetsbegrepet er en uheldig utvikling, mener Mchangama:

»Vi har alle været deprimerede over den udvidelse, der er sket af de rettigheder inden mainstream menneskerettighedsbevægelser,« siger Mchangama sidste fredag, da Weekendavisen hentede ham ind på bladet for at tale om det nye arbejde.

»Menneskerettighedsmiljøet er blevet en osteklokke, hvor en bestemt slags holdninger mødes, og hvor alle bekræfter hinanden. »Mange opfatter menneskerettighederne som et centrumvenstre-projekt.« Der er tre andre initiativtagere til centeret: Paulina Neuding, svensk journalist, ligesom Mchangama erklæret liberal. Guglielmo Verdirame, italiensk professor i international jura på King’s College London, forfatter til blandt andet den FN-kritiske bog The UN and Human Rights: Who Guards the Guardians? ( 2011).

Og den i Østrig-bosiddende amerikaner Aaron Rhodes, den måske mest prominente af de fire, tidligere direktør for International Helsinki Federation for Human Rights, tilknyttet flere andre menneskerettighedsbevægelser, i 2008 tildelt æresborgerskab i Østrig for sine »bidrag til republikken«, i 2009 beæret med Public Service Citation på University of Chicago.

De fire vil afføre menneskerettighedsbevægelserne arafatbleen og iføre dem habitten, kaste de sociale og såkaldt »grønne« rettigheder overbords til fordel for de borgerlige.

»Efter Den kolde Krig er menneskerettighederne blevet det, alle flokkes om for at få netop deres særinteresse ophøjet til en menneskeret,« siger Mchangama.

Derfor ser vi alt fra retten til at være fri for støjforening til kravet om velfærdsydelser knæsat som ædle ukrænkelige principper, hvad der ifølge de fire stiftere af det nye center er med til at underminere det oprindelige formål med menneskerettigheder.

Ifølge Mchangama ser det ikke bedre ut enn at menneskerettighetenes kvantitative utbredelse å ha blitt et mål i seg selv for menneskerettighetsbevegelsen. Dette illustreres av at menneskerettighetenes suksess i stadig økende grad blir målt i antallet konvensjoner og resolusjoner, heller enn hvorvidt menneskerettighetenes grunnleggende formål om å sikre menneskelig frihet og verdighet faktisk blir fremmet. Sett i dette lyset er det derfor alltid godt jo flere konvensjoner en stat ratifiserer, og jo flere avgjørelser som treffes av internasjonale domstoler og organer heller enn av nasjonale parlamenter og domstoler.

Ser man på antallet menneskerettighetsorganisasjoner, komiteer, domstoler, resolusjoner, konvensjoner og innflytelse på lovgiving, rettspraksis og universitetskurs har menneskerettighetene aldri stått sterkere, men deres allestedsnærværende dominans dekker over en alvorlig krise som truer med å gjøre menneskerettighetsbegrepet irrelevant. Men når menneskerettighetsbevegelsen i så stor grad støtter stadig mer internasjonalisering av menneskerettighetene, skyldes dette bla at menneskerettighetsorganisasjoner har stor innflytelse på de internasjonale standarder i motsetning til hva de har på de nasjonale, mener han.

I en kommentar i Wall Street Journal skriver Mchangama og Rhodes at stort sett alle menneskerettighetsaktivister har kastet seg på trenden som har gjort menneskerettighetene til en vekstindustri for politiske aktivister og internasjonale embedsmenn, som f.eks. dommerne som skal fortolke den europeiske Menneskerettighetskonvensjonen (EMK). De virkelige ofrene for menneskerettskrenkelser er imidlertid ikke tjent med at menneskerettighetene har endt opp som en slags paradeforestilling, skriver de to:

»Ofre for ægte menneskerettighedsovergreb rundt omkring på kloden – dem, der ikke får lov at ytre sig, at bede, at bestride et erhverv, uden at frygte for deres frihed eller liv – er ikke tjent med denne paradeforestilling.« Ifølge Mchangama og hans nye internationale venner bør tæppet gå ned for denne forestilling.

»Menneskerettigheder skal ikke diktere en bestemt politisk udvikling. De er ikke for en velfærdstat, for et multikulturelt samfund, for en nattevægterstat og så videre. Alt det er politik, som skal være genstand for en demokratisk diskussion, men menneskerettigheder kan det ikke kaldes,« siger chefjuristen.

Som et eksempel på menneskerettighetsorganisasjoners anvendelse av menneskerettighetene til egne politiske formål, trekker Mchangama frem Amnesty Internationals nye rapport, hvor organisasjonen uttrykker et syn på globaliseringen som ikke skiller seg nevneverdig fra den venstreorienterte Occupy Wall Street-bevegelsen. – Amnesty krever at finansinstitusjoner skal reguleres for å komme fattigdommen til livs, men det har ingenting med menneskerettigheter å gjøre, fortsetter Mchangama, som også er kritisk til Amnestys nye, mangelfulle rapport om diskriminering av muslimer i Europa:

»Selv om der findes diskrimination, mangler Amnesty totalt at forholde sig til de ekstremme holdninger, som i stor stil udgår fra Saudi Arabien, og som spreder sig til muslimske miljøer i Vesten. Man ser på muslimer udelukkende som svage og sårbare, men der kan også blandt minoriteter være grupper, der er farlige for de demokratiske samfund, og som menneskerettighedsbevægelser bør kaste lys på.«

Hva gjelder menneskerettighetsorganisasjoners feildisponeringer, viser Mchangama til det omstridte Institut for Menneskerettigheder, som i 2011 roste regeringen for å ville ”gjennomføre en reform av kontanthjelpen, som avskaffer de særlig lave ytelser i kontanthjelpsystemet – kontanthjelpstaket, timeregler og starthjelp”. – Som om det er en menneskerettskrenkelse å skjære ned på noen av verdens høyeste velferdsytelser, sier Mchangama til Weekendavisen.

I sin nye bog taler han om rygeloven, knivloven, skatteloven, sikkerhedsselekravet og så videre inden for rammerne af et frihedsbegeb. Gør han så ikke det samme, som de organisationer han kritiserer – og ophøjer disse diskussioner til et niveau, hvor de nærmest guddommeliggøres? »Jeg synes, der er for høje skatter i Danmark, men jeg kunne aldrig drømme om at bringe den diskussion inden for rammerne af menneskerettighederne,« svarer han.

»Jeg siger ikke, rygeloven eller kravet sikkerhedsseler er i strid med menneskerettighedskonventioner.

Jeg kritiserer en politisk kultur, som vil indsnævre, hvad jeg mener er den enkelte danskers frihed, og det er noget andet. Jeg har ikke i sinde at klage til FN.«.

Sjefjuristen mener også at menneskerettighetsbevegelsene har latt seg forblinde av kampen for å skape et multikulturelt samfunn. Menneskerettigheter bør eksempelvis handle om ytringsfrihet, men i stedet har Den europeiske menneskerettsdomstolen (EMD) påtatt seg å begrense ytringsfriheten fremfor å utvide den. Den pågående trenden har blant annet resultert i en dom som beskytter borgere mot å bli krenket av «negative stereotyper», mens FNs Menneskerettighetsråd nå brukes som våpen mot vestlige rettsstater:

»Det var slet ikke en del af den oprindelige ide, men den multikulturelle bevægelse har fået Menneskerettighedsdomstolen til at bevæge sig i en uliberal retning.« I FN er det endnu værre, påpeger han. Her er Menneskerettighedsrådet domineret af diktaturstater, som ingen interesse har i at få påpeget krænkelser af menneskerettigheder og derfor bruger rådet til det modsatte af, hvad der var hensigten.

»De bruger rådet som et våben mod vestlige retsstater.« Hele den grundlæggende ide med FN i årene efter Anden Verdenskrig var, at det skulle virke som et bolværk mod en ny totalitarisme, som den man havde set i Nazityskland. I dag er den ide vendt på hovedet, og man ophøjer utopiske ideer og relativerer de klassiske frihedsrettigheder.

»I forbindelse med COP15, den store klimakonference i København i 2009, blev retten til et rent miljø og til at undgå klimaforandringer en del af det udkast, som skulle vedtages i resolutionen.

Menneskerettighetenes formål var imidlertid å sette mennesket fri, ikke å bruke dem som tvangstrøye for det politiske systemet. Når alt blir opphøyet til å bli menneskerettigheter, mister de grunnleggende rettighetene sin verdi, mener Mchangama, som påpeker at det er liten grunn for stater som virkelig begår overgrep til å ta menneskerettighetene alvorlig når deres tortur mot egne borgere sidestilles med vestlige staters nedskjæringer i velferdsytelser.

Weekendavisen: Vogternes vogter