Nytt

Institut for Menneskerettigheder (IMR) i Danmark feirer 20 års jubileum i år. Jubileet feires med slagordet «Menneskerettigheter hver dag», og i en jubileumskronikk skriver direktør Morten Kjærum at det ikke bare er forsidehistorier som utgjør menneskerettslige problemstillinger som IMR skal og vil beskjeftige seg med. IMR`s arbeid omfatter ifølge direktøren «hvordan vi i det daglige for eksempel behandler mennesker med handicap, etniske minoriteter og andre som ikke umiddelbart har adgang til å reise på første klasse i samfunnet».

Kjernen i IMR`s kampanje er således å skape et inkluderende samfunn basert på menneskerettighetene (MR) fremfor et ekskluderende samfunn. De ekskluderende og menneskerettslige problemene kan i følge IMR være umulige adgangsforhold for rullstolbrukere, særlige kriterier for søkere til politiutdannelse og utdannelsesinstitusjoner hvor en sosial omgang med rikelige mengder alkohol ikke fremstår som innbydende for muslimske studenter.

Den trivielle utvanningen av menneskerettighetsbegrepene i Vesten og den potensielt frihetskrenkende kampanjen til IMR`s har utløst en debatt i Danmark: idèen om menneskerettigheter er under angrep, skriver advokatfullmektig og ekstern lektor i menneskerettighetslovgivning og folkerett ved Københavns Universitet Jacob Mchangama i en kronikk.

Noen avviser menneskerettighetenes eksistensberettigelse og noen relativiserer dem og setter dem inn i ramme hvor de ikke hører hjemme. Og de instanser som er satt til å forsvare MR i den vestlige verden synes å ha glemt grunnlaget for dem. Både FN, menneskerettighetsinstitutter, NGO`ere og akademikere later til å likestille økonomiske, sosiale og kulturelle rettigheter med borgerlige og politiske rettigheter.

Menneskerettigheder er en af den vestlige civilisations vigtigste frembringelser. De garanterer borgerne en række enkle klassiske frihedsrettigheder – lighed for loven, ejendomsret, ytringsfrihed og muligheden for at gå sine egne veje, så længe man respekterer andres tilsvarende friheder. Kort sagt et grundlæggende menneskeligt »selvejerskab«.

Kronikøren mener at menneskerettighetene blitt for populære. Utgangspunktet for MR var å definere en kjerne av universielle rettigheter som mennesker må ha uansett hvor de lever, og som ingen andre må krenke. I dag blir MR i stigende grad brukt til det stikk motsatte; som krav til andre menneskers gjøremål, ressurser etc. Selve menneskerettighetsbegrepet er blitt skizofrent fordi rettighetene som er definert i FN`s MR-erklæring står i direkte motstrid til hverandre.

Rettighedsbegrebet blomstrede dog først for alvor i 1600-tallet. Filosoffen John Locke slog fast, at: »enhver mand har ejerskabet til sin egen person«, og at de centrale rettigheder var »liv, frihed og ejendom«. Denne tankegang inspirerede Den Amerikanske Uafhængighedserklæring af 1776. Heri optræder ordene: »Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke«. Også i den franske menneskerettighedserklæring af 1789 fremgår det, at »målet for enhver politisk forsamling er at bevare menneskets naturlige og umistelige rettigheder. Disse rettigheder er frihed, ejendom, sikkerhed og modstand mod undertrykkelse«.

Således gennemstrømmer selvejerskabstanken de vigtigste tekster i den vestlige politiske historie. Men noget skete. Fra at rettigheder var borgernes beskyttelse mod staten, blev de nu til et instrument for staten. Det ser man i den reviderede franske menneskerettighedserklæring af 1793, som tyrannen Robespierre stod bag. Heraf fremgår det, at »målet for samfundet er den fælles lykke«, og at »offentlig hjælp er en hellig pligt«.

Individuell streben etter lykke ble avløst av et mer håndfast kollektivt mål for lykke, noe som kom til å plage Europa i det 19. og 20. århundre i form av blant annet kommunismen og nazismen. Gang på gang ble individuelle rettigheter undertrykt med henvisning til andre «viktigere rettigheter»; menneskelig frihet ble undertrykt med henvisning til behovet for menneskelig frigjøring og verdighet.

Heldigvis blev menneskerettighedstanken rehabiliteret oven på Anden Verdenskrig. Individuelle, grundlæggende rettigheder skulle igen udgøre et værn mod totalitarisme. Desværre blev frøet til ny skizofreni sået i FNs universelle menneskerettighedserklæring af 1948. Erklæringen rummer de klassiske borgerlige rettigheder men også en hel stribe »økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder«.

Erklæringens første 21 artikler uttrykker de klassiske vestlige verdier som frihet, likhet for loven, eiendomsrett og religionsfrihet etc. Disse rettighetene kan den enkelte ha uten at det krever at andre skal avgi noe. Slike rettigheter er velavgrensede og kan med god rett kalles universielle. De krever ingen særlig politisk definisjon, da de utgjør individets privatsfære som staten eller andre ikke skal gripe inn i. Dette kalles frihetsrettigheter eller negative rettigheter fordi det handler hva man ikke skal gjøre overfor andre.

Men FNs erklæring slutter ikke med de første 21 artikler. Artikel 22-27 nævner alt det, som mennesker angiveligt behøver for at kunne leve et godt liv. FNs erklæring forklarer, at mennesker har ret til social tryghed, en levestandard, som inkluderer føde, klæder, bolig, sundhed, gratis undervisning, ret til arbejde, begrænset arbejdstid, ferie med løn, ret til at nyde kunst og til at få adgang til videnskabens frembringelser, tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom og alderdom.

Det klinger bra, men slike «rettigheter» har reelt sett en helt annen funksjon enn de klassiske frihetsrettighetene definert i de 21 første artiklene. Totalt ligner artiklene 22-27 en ønskeliste over ting politikere kunne tenke seg å gjennomføre. De kan bare etterleves hvis noen først definerer dem og deretter fremskaffer dem. Ettersom den slags rettigheter legger en direkte forpliktelse på andre, kalles de positive rettigheter eller velferdsrettigheter. Det avhenger i praksis alltid av velstandsnivået, og nettopp derfor er disse artiklene i FN`s universielle MR-erklæring ikke universielle i det hele tatt.

Rettighederne i artikel 22-27 erklærer, at alle har ret til en bestemt livsførelse, men siger ikke noget om, hvem der er skyldig at skaffe midlerne, og hvor meget der skal til. Selvfølgelig er det vigtigt at have bolig, mad og meget mere. Men sådanne upræcise ting kan man ikke skrive ind i en rettighedserklæring uden at devaluere og relativere frihedsrettighederne.
Frihedsrettighederne indebærer, at statsmagten begrænses, og at den – når den agerer – holder sig til snævre spilleregler. Frihedsrettighederne udelukker derfor totalitære regimer, hvad enten de er fascistiske, socialistiske eller religiøse. Men inden for frihedsrettighedernes ramme kan borgerne vælge den samfundsmodel, de måtte finde bedst. Frihedsrettighederne foreskriver således hverken en nattevægter- eller velfærdsstat.

Velferdsrettighetene angir derimot ingen begrensninger for staten, og setter ingen begrensninger for totalitære regimer. Tvert imot gir de uttrykk for at staten plikter å øke sin makt for å kunne omforme samfunnet og styre borgernes aktiviteter til det ønskede resultat. I praksis medfører velferdsrettighetene et samfunn hvor staten er altdominerende, hvilket gjør at politisk pluralisme og individuell frihet er uforenelig med slike rettigheter. Menneskerettighetene kan ikke meningsfullt utbres til en rekke hverdagsområder, som for eksempel private borgeres forhold seg i mellom, ansettelses- eller alkoholpolitikk, hvor flere legitime og relevante, men motstridende hensyn konstant vil spille inn og være avhengig av kontekst og konkrete omstendigheter.

Det krever i såfall at man på forhånd definerer hvilke av de motstridende hensyn som skal trumfe øvrige relevante hensyn. Dersom tanken på det inkluderende samfunn basert på menneskerettighetene skal realiseres, vil det uvegerlig innebære risikoen for å innskrenke den enkeltes frihet til å leve sitt liv som han eller hun vil uten statlig innblanding, hvilket ellers var menneskerettighetenes kjernefunksjon.

Heldigvis er den politiske kultur i Europa stadig modstandsdygtig over for den menneskeretlige skizofreni. De borgerlige og politiske rettigheder er da også den eneste rettighedstype, som den europæiske menneskerettighedsdomstol har kompetence til at pådømme.

Men i FN-regi og hos menneskerettighedsinstitutter, NGOere og akademikere – selv hos den danske regering – er der desværre en konsensus om at ligestille økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder med borgerlige og politiske rettigheder. Rationalet synes at være, at »flere« rettigheder nødvendigvis er »bedre« rettigheder. Den menneskeretlige skizofreni forstærkes således af netop de aktører, der skulle være menneskerettighedernes fremmeste forkæmpere. Hvis skizofrenien bliver kronisk, vil det gå ud over menneskerettighederne som helhed og dermed ud over deres samlende kraft som rammen for det liberale demokrati. Det vil være katastrofalt for den frihed, som menneskerettighederne har været med til at forankre i Vesten.

Det er ikke for sent at redde menneskerettighederne fra skizofrenien. Men det kræver, at man erkender deres begrænsning. Vi skal hylde menneskerettighederne inden for deres rette ramme og tradition. Vi skal ikke vilkårligt opfinde flere nye rettigheder til alt mellem himmel og jord, men styrke håndhævelsen af de helt centrale rettigheder, nemlig retten til liv, frihed og stræben efter lykke.

Berlingske Tidende: Red menneskerettighederne!

180 grader: Institut for udvanding av menneskerettigheder