Folketingsvalget er overstået, og der er som bekendt mere at være glad for end ked ad. Ikke mindst, at store dele af venstrefløjen lader til at ville udvandre til Sverige på dens mange Nihola- og Christianiacykler.

Nu skal man naturligvis ikke overvurdere en ny dansk regerings mod og idérigdom i et land præget af konsensus, men tillad mig i den kommende uge eller mere at byde ind med et par dugfriske forslag.

Dagens forslag blev skrevet som en advarsel på valgdagen (trykt i dagens udgave af papiravisen), men valgets resultat giver muligvis en større chance for at blive hørt af dem, der bestemmer.

ANNONSE

For tænk, hvis en ny regering ville skippe den generelle afgudsdyrkelse af det, vi kan kalde de postmoderne menneskerettigheder. Det vil sige de sociale og kulturelle menneskerettigheder, som FN forsøger at få gennemtrumfet over den ganske verden i tillæg til de politiske rettigheder, og som EU fremmer via EU-Domstolen og den løbende propaganda i vestlige medier.

Her ligger selve udgangspunktet for en ny borgerlig udenrigs-, udlændinge- og asylpolitik. Dens hjerte og puls.

Aldrig er der blevet snakket så meget om internationale forpligtelser hér og dér og i forbindelse med flygtninge, migranter og asylpirater, men læg mærke til, at regningen altid bliver betalt nationalt. Af nationale stater, regeringer og i sidste ende skatteydere.

Det internationale er en faktura maskeret som en moralsk fordring. Det nationale er en pengetank. Som den udenrigspolitiske analytiker Asle Toje pointerede i den norske avis Dagens Næringsliv forleden, betales og beskyttes menneskerettighederne netop ikke internationalt, men af de udskældte nationalstater: ”Rettighederne er blevet et sted, hvor flertallet yder, og minoriteterne nyder.”

Hvis jeg var Lars Løkke, ville jeg invitere den begavede og belæste Asle Toje til te på Marienborg sammen med den nye udenrigsminister hurtigst muligt.

Hvor frihedsrettigheder tidligere handlede om retten til at tilhøre et politisk fællesskab af en konkret, statslig og national art, er menneskerettighederne blevet et postulat om eksistensen af et universelt verdensborgerskab uden postadresse eller fysisk lokalitet.

Verdensborgerretten svæver i den tyndeste luft, hinsides enhver koordinat og konstans.

Menneskerettighederne er blevet en religion, det sidste skrig eller den sidste utopi, som den amerikanske historieprofessor Samuel Moyn fra Columbia University argumenterer for i sin fremragende bog The Last Utopia: Human Rights in History, som Asle Toje refererer til. Den burde oversættes til dansk øjeblikkeligt. Og ligge på Lars Løkke Rasmussen natbord. Og Søren Espersens. Og Anders Samuelsens. Samt Søren Papes.

Efter nazismens og kommunismens død er menneskerettighederne den eneste tilbageværende universalisme. Ingen anden idé kan gøre denne rangen stridig. Ved metafysikkens magiske mellemkomst er menneskerettighederne blevet omsluttet af en aura, der udstyrer deres mediebårne, professionelle og institutionaliserede talsmænd og kvinder med en helt særlig mission, som kun meget få og dumdristige iagttagere betvivler legitimiteten af.

Det lyder så rigtigt og smukt, alt sammen, og hæver budskabet over tid og sted.

Hypostaseringen af menneskerettighederne skjuler deres egentlige mening, hævder Samuel Moyn med et godt greb i 16-1700-tallets naturretsfilosofi i Europa. Retten til at tro, tænke og tale frit – eller friere end nogensinde før – var netop koblet til borgernes inklusion i staten. De var borgerrettigheder snarere end menneskerettigheder, og selv om præciseringen lyder uskyldig, er forskellen større, end man måske skulle tro.

De friheder, som Europas første skatte- og militærstater kunne tilbyde sine borgere, var borgerlige friheder, som lå inden for staten, ikke uden for den. Borgerrettighederne var tænkt ind i et allerede eksisterende fællesskab; de var ikke en universel drøm. Den moderne stat skulle være de konkrete friheders garant, ligesom nationalstaterne i dag er demokratiets fæste frem for den anden vej rundt.

Det er ifølge Moyn akkurat her, vi er gået fejl. Vi er historisk afkoblede. Vore menneskerettigheder er blevet abstrakte, uforpligtende og religiøse.

Vi har glemt, hvad der reelt i bedste fald garanterer dem. Vi tror, det er nok at proklamere og ville dem. Forelsket i det globale, har vi mistet forståelsen for det lokale, dvs. rettighedernes specifikke kontekst. Hvordan vil verdenssamfundet f.eks. forhindre, at bloggere ikke bliver pisket ihjel i Saudi-Arabien, der som bekendt er et prominent FN-land? Eller at kvinder stenes ihjel overalt i Mellemøsten? Skal vi kaste flere bomber? Og hvem er egentlig vi?

Takket være det abstrakte, kollektive ”FN-vi”, som har erobres den politiske mainstream, særligt i Vesteuropa og EU, er det snart sagt en menneskerettighed ikke at blive krænket af, fornærmet over eller kritiseret i det offentlige debat. Snart er det en menneskerettighed at få asyl, familiesammenføring og statsborgerskab – eller at opnå sit mål med en sultestrejke. Snart er det en menneskeret, at en syrer eller somalier har lige så meget ret til Danmark som dem, der allerede bor her. Thi der findes ikke noget sted på kloden, hvor nogen har mere ret til at være end andre, vel?

Der står meget mere på spil end historiske pointer. Truslen fra menneskerettighedsindustrien er rygende aktuel.

Dels risikerer vi at miste vore borgerrettigheder til fordel for globale menneskerettigheder anført af historiske dilettanter som ambassadører for den sidste, nye utopi. Dels risikerer vi at smadre Vesteuropas tilbageværende, endnu relativt velfungerende nationalstater. Det må siges at være en høj pris for, at Politiken Plus-segmentet kan sove roligt om natten med glorien hængende over natpotten.

Blå blok har fået en chance for at slå tre fluer med ét smæk i udenrigs-, udlændige- og asylpolitikken. Lad os se, om de griber den.

 

Jyllands-Posten 19. juni 2015

ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629