Gjesteskribent

Informations korrespondent Martin Burcharth har intervjuet Christopher Caldwell, forfatteren av boken Refections on the Revolution in Europe. Caldwell
fikk hjelp av Informations journalister til å skrive boken om innvandringen til Europa. Det er interessant å se mottakelsen av boken. I Financial Times blir han fratatt all ære av Mark Mazower. I intervjuet med Burchart er det lite populisme å spore.

Caldwell sier et par ting europeere bør merke seg:

I hans oppvekst var båndene til Europa tette. I det minste østkysteliten studerte europeisk kultur og dyrket Europa. I dag bryr ikke de unge seg om Europa. Det er dem uvedkommende. Det betyr at de heller ikke forstår hva som skjer. Sikkerhetsgarantien som man tar for gitt, forutsetter et engasjement og en gjensidig forståelse. Fordi vi svømmer i amerikansk kultur tror vi også amerikanerne forstår oss, men det er en logisk feilslutning.

Caldwell sier noen i europeiske ører merkelig ting, som at man få ha lov å bære burka. Enda merkeligere er det at han mener europeere ikke bør kritisere eller diskutere islam med muslimer. Det høres helt snodig ut og noe konstruert all den stund vi diskuterer særkrav, ytringsfrihet – dvs. spørsmål som angår alle.

Caldwell kommer også med et positivt bidrag: Amerikanere/canadiere står friere og ser ting utenfra. Caldwell sier en i og for seg opplagt ting: en for rask og stor innnvandring kan føre til en følelse av identitetstap. Mediene skriver om muslimers identitetstap, og stakkarsliggjør dem. Men hvis en nordmann skriver om identitetstap blir han hengt ut. Denne politiske korrektheten har mye alvorligere følger i Europa enn i USA, fordi den blokkerer for en genuin samtale om hva som foregår.

Immigranter forvandler Europa til et nyt Amerika

Den konservative amerikanske journalist Christopher Caldwell udtrykker i sin nye bog dyb foruroligelse over, at europæiske landes nationalidentitet ikke besidder samme modstandsevne som den amerikanske i mødet med de traditionelle kulturer, som muslimske immigranter bringer til kontinentet

BOSTON – Måske kræver det en udenforstående iagttager at nå frem til den vigtige erkendelse, at europæere er tilbøjelige til at anskue indvandring i et snævert nationalt perspektiv.

»Det giver ingen mening,« fastslår den amerikanske journalist Christopher Caldwell, forfatter til en ny bog om de seneste årtiers muslimske indvandring til Vesteuropa. »Indvandring er ikke blot et europæisk fænomen. Faktisk er de medfølgende problemer præcis de samme i hvert enkelt land,« siger han.

Caldwell er en skribent og tænker, som er svær at sætte i bås. Formelt set hører han til klubben af konservative journalister knyttet til den nykonservative ideolog Bill Kristol og hans ugemagasin The Weekly Standard. Samtidig skriver han en ugentlig klumme i The Financial Times, mest om europæiske emner, og synes at befinde sig lige så vel blandt venstreorienterede som højreorienterede under sine jævnlige rejser til Europa.

(I gennemsigtighedens navn afsløres hermed, at undertegnede og flere andre på Information bistod Caldwell med kontakter i Danmark under hans arbejde med bogen, red .)

Men en konservativ intellektuels nysgerrighed og åbenhed skal naturligvis ikke mistolkes som ideologisk omvendelse. Christopher Caldwell er konservativ. Det fremgår ikke mindst af hans nye bog.

Amerikaneren er stærkt foruroliget over den trussel, han mener, at millioner af muslimers indvandring og bosættelse på kontinentet udgør mod diverse nationale kulturer. Her deler han fuldt ud Søren Krarups velkendte synspunkter.
Eurofile New England

Men hvorfor bekymrer Europas fremtid en amerikansk intellektuel? Er det noget, som først begyndte at interesse Caldwell efter terrorangrebet 11-9?

»Min interesse for Europa hænger sammen med flere forskellige forhold,« fortæller den amerikanske journalist i et interview med Information.

»Jeg er vokset op i New England (Boston) – en region, som anses for at være eurofil. Da jeg gik i skole i 1980’erne var man en dannet person, hvis man lærte om Europas historie og litteratur og talte et eller flere af sprogene. Min generation agtede Europa. For yngre amerikanere er det ikke længere tilfældet. De er ikke særligt interesseret i europæisk kultur, hvilket er tåbeligt, fordi amerikansk kultur er afledt af europæisk kultur.«

– Og den anden årsag til din interesse for Europa?

»Det er immigration. Jeg har altid værdsat den kulturelle forskelligartethed, som indvandrere medbringer til USA – det gælder også de økonomiske og familiære aspekter. Dertil kommer den vovede færd, det er for immigranter at forlade deres hjemland og søge et nyt. Det afføder altid masser af konflikt. Så jeg startede min journalistiske karriere med at skrive om latinamerikansk indvandring til USA. En af de konklusioner, jeg har draget, er, at muslimers immigration til Europa formentlig vil være langt mere socialt undergravende og omformende end den voksende latinamerikanske tilstedeværelse i Amerika.«

– Hvorfor er du som ameri-kaner så ængstelig for nationalkulturernes over-levelse i Europa?

»Fordi jeg er en kæmpe fan af kulturel forskelligartethed. Enormt meget vil gå tabt, hvis en franskmand, en tysker eller dansker trækker på den samme baggrund i en debat. For europæere er der ydermere god grund til at være foruroliget over udbredelsen af engelsk som lingua franca . Der er ingen vej uden om, at udbredelsen af engelsk medfører et kulturtab. Dem, der taler bedst engelsk – hollændere, danskere, svenskere, etc. – tror alle, at engelsk bare er et stykke værktøj, og at de sagtens kan bevare deres eget sprog i den daglige tilværelse. Men livet er jo kort. Det er en kendsgerning, at en veluddannet dansker, svensker eller hollænder kun bruger sit indfødte sprog 85 pct. af tiden. Hvis de vil studere et eller andet, er 90 pct. af litteraturen på engelsk.«

– Nicolas Sarkozy sagde for nylig, at burkaen og nikaben intet har at gøre med islam. De klædestykker skulle kun være til for at undertrykke kvinder. Er du enig?

»Jeg er stærkt uenig. I min bog går jeg ud fra, at burkaen ikke tjener som et undertrykkende instrument . Jeg mener, at muslimske kvinder i Europa og USA bør have ret til at klæde sig, som de vil. Det er ikke nok at sige, at individer nyder rettigheder vis á vis staten. Det gør familien også. Vi bør nære respekt for familiens autonomi. Desværre hænger meget af ubehaget ved muslimsk immigration sammen med en fjendtlig holdning til islam. Det er f.eks. ikke korrekt at kalde muslimers livsførelse middelalderlig.«
Polemik med Sarkozy

– Din afvisning af Sarkozys standpunkt skyldes vel også en tro på fuld ytringsfrihed, jvf. den amerikanske forfatning?

»Ja, det kan simpelthen ikke lade sig gøre at forbyde burkaen på offentlige steder i USA. Regeringen ville aldrig kunne overbevise domstolene. Det nævnte præsident Obama også i sin Cairo-tale. Jeg må dog tilføje, at ligesom jeg ikke hævder en ret til at pålægge muslimske kvinder en dresscode , vil jeg heller ikke fortælle franskmændene, hvordan de skal indrette deres republik. Jeg forstår i øvrigt ikke, hvordan Sarkozy kan sige, at der i koranen ikke findes dække for, at kvinder skal sløre sig. Jeg kunne aldrig finde på at gå ind i en debat om, hvad der ifølge koranen er rigtigt eller forkert, og gør det heller ikke i min bog. Jeg er ikke muslim. Man hører ofte europæere debattere islam med muslimske medborgere. Det er efter min mening galt.«

– Det slog mig, at du i din diskussion af den danske Muhammed-krise skriver, at den danske regerings reak-tion på optøjerne i udlandet var ussel og sykofantisk. Det er en meget hård dom over daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen.

»Jeg synes, at Fogh Rasmussens reaktion var utilstrækkelig. Han burde have stået mere fast. Hvad jeg finder usselt er den franske supermarkedskæde Carrefours skilte i Mellemøsten, hvorpå de lod arabiske kunder vide, at de ikke solgte danske varer. Hvis jeg skriver sykofantisk om Fogh Rasmussen, må jeg have ment det. Jeg havde ventet et mere nationalistisk svar, men det ligger nok ikke til dansk politisk kultur.«
Vestlige kultur viger

– Du hævder i bogen, at problemer knyttet til immi-gration i Europa hovedsageligt er de samme på tværs af landegrænser. Men gør det ikke en forskel, at en dansk muslim vokser op med andre nationale værdier end en fransk?

»Jamen, når jeg skriver, at problemerne er de samme i alle lande, så hænger det sammen med, at f.eks. fattige indvandrersamfund holder fast i forfædrenes kultur, som derved rivaliserer med den kultur, de forventes at adoptere i deres nye hjemland. Selvfølgelig adskiller danske og franske muslimers identitet sig. På Nørrebro havde jeg forventet at finde samme situation som i Paris’ forstæder og var positivt overrasket over det relativt afslappede forhold mellem indvandrere og indfødte danskere og den fremskredne integration. Det mindede mig om succeshistorien Manhattan (New York, red.). Måske situationen i Ishøj minder mere om den i de parisiske forstæder.«

– I bogen drager du næsten en parallel mellem den jødiske og muslimske immi-gration til Vesteuropa, som om de kunne få det samme udfald. Er det ikke at overdrive?

»Sådan skal det slet ikke tolkes. Jeg forudser ikke et nyt holocaust. Men jeg frygter et civilisationernes sammenstød midt i Europa. Jeg citerer en tysk jurist, Udo di Fabio, søn af en italiensk gæstearbejder, for at sige: ‘Hvorfor i alverden skulle muslimske indvandrere vælge at omfavne en europæisk civilisation, som hverken føder nok børn eller har et stabilt familieliv? Uanset i hvilken retning, de skuer, ser de en kultur, der ikke forsvarer sig. Hvorfor skulle de så adoptere den som deres egen? De kommer selv fra en pulserende kultur.«

– Problemet med det argument er, at arabere og muslimer generelt føler, at deres kultur også er under angreb – dog fra Vesten …

»Jeg forstår udmærket deres vrede og frustration over koloniseringen. Den vestlige indflydelse er en anden sag. Ingen tvinger iranere til at lytte til Michael Jackson. Men vær opmærksom på, at mit argument er bredere. For mig handler revolutionen i Europa om en amerikanisering i den forstand, at Europa ligesom USA er ved at blive et kontinent af indvandrere. På den positive side bibringer det mere økonomisk dynamik og større personlig frihed, men det betyder også et tab af kulturel identitet. Europa bliver forandret af indvandringen, men vi må også huske på, at immigranterne fortsætter med at komme, fordi de ser, at Europa forandrer sig, at Europa er begyndt at ligne Amerika.«


Immigranter forvandler Europa til et nyt Amerika