Gjesteskribent

Av Mrutyuanjai Mishra

Her i agurketiden kan man være heldig at overvære nogle interessante debatter. Det oplevede jeg, da jeg på CNN så programmet Global Public Square den 5. juli. Det er et interviewprogram under ledelse af Fareed Zakaria, der er indisk amerikaner født og opvokset i Mumbai.

Hans gæst var den britiske udenrigsminister, David Miliband. Han blev spurgt: «Hvad kan man gøre for at tackle problemet med radikalisering af unge muslimer i Europa?» David Milibands svar kan i sin helhed høres på programmets hjemmeside, men tankevækkende var det, at Miliband bl.a. nævnte, at 70 procent af alle de terrorplaner, der afsløres i Storbritannien, har forbindelse til Pakistan. Vigtigt er det at bemærke, at han ikke blot sagde muslimer eller muslimer fra Mellemøsten men præciserede sit svar.

Af samme grund fremhævede jeg i mit indlæg på konferencen «Ytringsfriheden og Islam» d. 14.6.2009 på Christiansborg, at vi skal lære at differentiere og erkende, hvor forskellige muslimer er.

Det er eksempelvis kun 15 procent af verdens 1,5 milliarder muslimer, der bor i Mellemøsten. Der er flere end 50 stater med muslimsk flertal, men kun 22 af disse er arabiske. Størstedelen af verdens muslimer bor i Sydasien i lande som Pakistan, Indien, Bangladesh, Indonesien osv.

Muslimer i Sydasien har meget lidt kulturelt og sprogligt tilfælles med muslimer i Mellemøsten. De er optaget af ganske andre problemer. Og når vi taler om Sydasien, så kan eksemplerne fra to nabolande, som blev uafhængige på samme tidspunkt, Indien og Pakistan, også anskueliggøre forskelle. Mens, som David Miliband nævner, over 70 procent af alle terrorplaner i Storbritannien har forbindelse til Pakistan, har indiske muslimer generelt et godt renommé. Blandt fangerne på Guantanamo var der ikke en eneste indisk muslim. Der var en dansk muslim men ikke en indisk. Kommentatoren ved New York Times, Thomas Friedman, skrev d. 18.2.2009 et glimrende indlæg i avisen om, hvorfor så få eller muligvis slet ingen indiske muslimer har meldt sig under Al-Qaedas faner.

Efter min opfattelse har det faktum, at fremtrædende indiske muslimer har gjort sig positivt bemærkede inden for både musik, film, medier og sport været medvirkende til, at indiske muslimer føler sig som en del af fællesskabet i Indien. De føler større kulturel tilknytning til deres indiske landsmænd, end de føler religiøs tilknytning til arabiske muslimer.

Pakistan er derimod blevet en af verdens førende eksportører af terrorisme. Af de seneste retssager, der omhandler forsøg på terrorangreb i Storbritannien, har som nævnt 70 procent forbindelse til Pakistan.

Man er også nødt til at forholde sig til det bekymrende faktum, at efterkommere af indvandrere i europæiske lande melder sig frivilligt til jihad mod vesten. Det var en hollandsk muslim af marokkansk afstamning, født og opvokset i Europa, som myrdede den hollandske filminstruktør Theo van Gogh i Amsterdam.

Der er blevet skrevet utallige bøger om jihad efter 11.9.2001, og meget relevant for os i europæisk kontekst er «Leaderless Jihad: Terror Networks in the Twenty-First Century» skrevet af forfatteren Marc Sageman. Bogen giver en fremragende analyse af, hvorfor unge mennesker vælger at blive terrorister. Marc Sageman fortæller bl.a., at der siden 11.9.2001 har været over 2300 arrestationer med tilknytning til islamisk terrorisme i Europa, mens der kun har været omkring 60 i USA. «Risikoen for terror er meget, meget større i Europa end den er her [i USA], i størrelsesforholdet 30 til én, «siger Mark Sageman.

Jeg er enig, når Sageman drager den konklusion, at Europa er nødt til at lære af det amerikanske eksempel. Bogen giver læserne et indblik i, hvorledes Al-Qaeda har forvandlet sig både som en social bevægelse og en stærk reaktionær ideologi. Forfatteren anbefaler, at USA i bestræbelserne på at modvirke den globale islamiske terrorisme aktivt søger at undgå at gentage den fejl, som amerikanske politikere begik i begyndelsen af Den Kolde Krig, hvor kommunismen blev fremstillet som en global monolitisk bevægelse.

Det er en grundlæggende fejl, når Islam fremstilles som ét stort fællesskab. Den muslimske verden er ikke en ensartet enhed. Ved at støtte muslimers ret til forskellighed, støtter vi antiradikalisering og samtidig kampen for ytringsfriheden. De tre taler, som blev holdt af henholdsvis den amerikanske præsident Barack Obama i Cairo d. 4.6.2009, Al-Qaeda lederen Osama bin Laden d. 3.6.2009 og den hollandske politiker Geert Wilders d. 14.6.2009 på Christiansborg har det til fælles, at de alle forsøger at fremstille den muslimske verden som en ensartet enhed. Men det er ikke sandheden, og det er decideret farligt at gøre det. Det er netop Al-Qaedas ideologiske mål at udviske de muslimske forskelligheder og konstruere et overordnet muslimsk fællesskab. Hvis vi ønsker, at så få unge europæere som muligt radikaliseres, så findes der ikke en større fejl at begå, end at skære alle over en kam og i samme åndedrag erklære krig mod alle muslimer.

Den islamiske verden er ikke én størrelse. Som minimum bør der skelnes mellem shia- og sunni-muslimer, men også forskellene mellem arabiske og sydasiatiske muslimer skal erkendes. Al-Qaeda netværket domineres af sunni-muslimske wahabister, mens Taleban bevægelsen domineres af pashtunske sunni-muslimer, der bekender sig til deobandi-grenen af Islam. Taleban rummer derudover både pakistanske og afghanske fraktioner, hvis interesser ikke altid er sammenfaldende.

Som ovenfor nævnt bør man også skelne mellem indiske og pakistanske muslimer, idet især de indiske ikke ønsker at identificere sig med de pakistanske. Derudover må det fremhæves, at muslimerne i Sydasien, der faktisk udgør flertallet af verdens muslimer, kun har ganske lidt kulturelt, politisk og sprogligt til fælles med de arabiske muslimer.

Antallet betyder meget. Det er bedre for de europæiske lande kun at modtage få indvandrere, som de til gengæld formår at integrere, frem for at de påtager sig den uoverkommelige opgave, det ville være at integrere alle dem, der ville komme som en konsekvens af åbne grænser. Et sådant projekt ville være dømt til at mislykkes.

En stram udlændingepolitik er derfor næsten en nødvendighed i kampen mod radikalisering, fordi man dermed har større ressourcer til rådighed for dem, som allerede er her. Dernæst skal der gøres en ekstra indsats for at reducere diskrimination fra myndighedernes side. Vi kan ikke komme udenom, at der i større eller mindre grad eksisterer en diskriminering fra offentlige kontorer i de europæiske lande.

Som nævnt udgør visse europæiske muslimske miljøer en større trussel end amerikanske muslimer. Europæiske lande har begået en historisk fejltagelse ved i stor udstrækning at have modtaget homogene grupper af muslimske indvandrere. Belgien, Spanien og Frankrig har modtaget store grupper af muslimske indvandrere fra nordafrikanske lande, f.eks. Marokko. Storbritannien og Norge har modtaget pakistanere som den største gruppe. Danmark, Tyskland og Østrig har modtaget tyrkere.

I alt bor ca. 20 millioner muslimske indvandrere i forskellige europæiske lande. Men fordi grupperne er så homogene, har de en tendens til at flytte sammen i ghettoer – en meget integrationshæmmende faktor. Ifølge en undersøgelse lavet af det tyske Flygtninge- og Indvandrerministerium er næsten 63 procent af de tyske muslimer, dvs. 2,7 millioner, af tyrkisk afstamning. En tredjedel af Tysklands muslimer lever i delstaten Nordrhein-Westfalen, og 98 procent bor i de tidligere vesttyske delstater.

Dertil kommer, at Tysklands indvandrere med muslimsk baggrund er religiøse på en måde, som landets oprindelige befolkning ikke er det. Ifølge undersøgelsen betegner 87 procent sig selv som enten meget religiøse eller religiøse. Kun 4 procent beskriver sig selv som ikke-religiøse.

I modsætning til ovennævnte eksempel har USA modtaget langt færre muslimer, og disse stammer fra mange forskellige lande. Med hensyn til uddannelse og erhvervsfrekvens ligger muslimske indvandrere i USA også højere end i de europæiske lande. Indvandring til de europæiske lande, herunder Danmark, foregik primært via import af ufaglært, billig arbejdskraft. Derimod kom muslimske indvandrere til USA som veluddannede og professionelle faglærte, som havde råd til at bosætte sig blandt gennemsnits¬amerikanerne i forstæderne. Dermed havde de råd til at lade sig integrere.

Medmindre indvandringen bliver selektiv, kan integrationsbyrden blive så stor, at indvandrernes økonomiske bidrag til samfundet samlet set vil give røde tal på bundlinien.

Den danske regering har under Integrationsministeriet oprettet et kontor for Demokratisk Fællesskab og Forebyggelse af Radikalisering. Derudover har regeringen lavet en handlingsplan til forebyggelse af ekstremistiske holdninger og radikalisering blandt unge.

Handlingsplanen indeholder 22 konkrete initiativer fordelt på følgende syv indsatsområder, som nævnes på Integrationsministeriets hjemmeside:

1. Direkte kontakt til unge
2. Inklusion baseret på pligter og rettigheder
3. Dialog og oplysning
4. Demokratisk fællesskab
5. Indsats i udsatte boligområder
6. Indsats i fængsler
7. Viden, samarbejde og partnerskaber

Men endnu er en dato for en konference om forebyggelse af radikalisering ikke fastlagt. Sådan en konference er tiltrængt.

Vi burde sende et klart budskab til dem, der seriøst ønsker at arbejde for at forebygge radikaliseringen både herhjemme og de steder, hvor Al-Qaeda og Taleban er fremtrædende. Vi bør støtte enhver muslims ret til individualisme, for derigennem forebygges radikalisering. Muslimer skal anerkendes for deres forskellighed frem for at påtvinges ensretning. Er Europa og herunder også Danmark på rette kurs? Burde man måske skele til, hvordan man bærer sig ad i to af verdens største demokratiske lande, Indien og USA?

Mrutyuanjai Mishra er europeisk master i Menneskerettigheter og Demokratisering, freelanceskribent og samfunnsdebattør. Han er styremedlem i det danske Trykkefrihedsselskabet, og blogger i Jyllands-Posten om menneskerettigheter og demokrati med fokus på internasjonale forhold. Mishra kommer opprinnelig fra India og behersker fire indiske språk, samt engelsk og dansk

Artikkelen Kampen mot radikalisering ble første gang publisert i Jyllands-Posten 9. juli 2009, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.