Gjesteskribent

Det er en fatal fejl at fremstille islam som ét stort fællesskab. Den muslimske verden er ikke en ensartet enhed. Ved at støtte enhver muslims ret til at være forskellig, støtter vi antiradikalisering og samtidig kampen for ytringsfriheden.

Av Mrutyuanjai Mishra, Europæisk Master i Menneskerettigheder og Demokratisering

For en måned siden, den 14. maj, talte Salman Rushdie i Den Sorte Diamant til en stuvende fuld forsamling. Han var inviteret til Danmark for bl.a. at tale om sin nye bog Fortryllersken fra Firenze. Jeg lyttede med stor opmærksomhed, fordi han i forbindelse med bogen har lavet grundig research om Indiens historie i det 16. århundrede. Han sagde i et interview med forfatteren Carsten Jensen, at han var forbavset over at erfare, at den mest liberale stormogul gennem tiden, Akbar, som byggede fortet Fatehpur Sikri, ikke var gift med Jodhabai, som historien ellers fortæller.

Interessant er det, at næsten alle indiske børn i deres historiebøger læser, at Akbar var gift med rajput-hinduprinsessen Jodhabai, som fik lov til at beholde sin tro, fordi Akbar var så tolerant. Salman Rushdie manede den historie i jorden og sagde, at sandheden er, at Akbars hustru var muslim, eller rettere sagt, at han giftede sig med en hindu, men at hun blev nødt til at konvertere til islam og fik et muslimsk navn. Jeg kan tilføje, at Akbar også ændrede navnet på hinduernes helligste by Prayag til Allahabad.

Det er helt forståeligt, at inderne forsøger at finde gode eksempler fra de 900 års islamisk kolonisering af landet. Men ved direkte at fortælle usandheder tegnes et billede af, hvordan ytringsfriheden bliver indskrænket. Erobringen af Indien, som engang strakte sig fra Hindukush-bjergene i Afghanistan i vest til Bangladesh i øst, var et meget blodigt kapitel. Robert Spencer, forfatteren til bogen The Politically Incorrect Guide to Islam, fortalte for nylig i Forfatterforeningens lokaler i København, at over 70 millioner hinduer blev dræbt under denne erobring.

En forsoning med fortidens blodige historie er bydende nødvendig, hvis Indien fortsat skal være et sekulært demokrati. Men ethvert forsøg på at fortælle om det barbariske kapitel i Indiens historie bliver censureret.

Da Salman Rushdie skrev bogen De Sataniske Vers, blev den da også straks forbudt, og Indien var oven i købet det første land til at forbyde den. Og Salman Rushdie selv fik ikke mulighed for at besøge Indien i ti år, selvom han havde ejendom i landet.

Når det gælder ytringsfrihed og islam, er Indien tydeligvis ikke det bedste eksempel. Tværtimod er det en klar advarsel til europæiske lande om, hvordan det kan gå, hvis man ikke værner om ytringsfriheden som en central menneskeret.

Sådan har det været hele vejen gennem. Det er utvivlsomt, både for hinduistiske, muslimske og vestlige historikere, at det muslimske herredømme i Indien betød drab på millioner af hinduer, konfiskering af ejendomme, tvangskonvertering og ødelæggelse af gamle universiteter og læreanstalter. Muslimerne erobrede ikke bare Indien. De forsøgte også at slette alle spor af det, der havde eksisteret før, såsom kulturel viden, sprog og hellige steder. Man kan kun gisne om, hvor meget der er gået tabt, og hvor meget inderne alligevel beholdt. Men sikkert er det, at det lykkedes for de arabiske og tyrkiske islamiske erobrere at gøre islam til en af verdens største religioner. Resultatet er, at det i dag kun er 15 pct. af verdens muslimer, der bor i et arabisk land.

Flertallet af muslimer bor primært i lande som Indonesien, Indien, Bangladesh, Pakistan og Afghanistan. Selv i Indien bor der flere end dobbelt så mange muslimer som i hele Egypten, der er det folkerigeste arabiske land. Og som i en stor del af verden er muslimer med arabisk baggrund også en minoritet blandt amerikanske muslimer.

Derfor synes jeg, det var mærkeligt, at den amerikanske præsident Barack Obama for nylig valgte at holde sin tale til den muslimske verden fra Cairo. Endnu en gang oplevede vi en politisk korrekt tale. Godt nok nævnte Barack Obama manglen på kvinders rettigheder og demokrati i den muslimske verden, men han sagde ikke et ord om folkedrab på hinduer og buddhister i Asien. Han nævnte heller ikke det 20. århundredes allerførste folkedrab på armenierne eller ca. en million jøders fordrivelse fra Mellemøsten – faktisk især fra Egypten, hvor han holdt sin tale. Regimer i Mellemøsten gjorde det samme mod jøderne i det 20. århundrede, som stormogulerne gjorde i 1600-1700-tallet mod hinduerne. De konfiskerede land og ejendom, forfulgte og fordrev dem og ændrede navne på gader og stræder i forsøget på at slette alle kulturelle spor.

Talen i Cairo er intet mindre end historieforfalskning fra en præsident, som i valgkampen nedtonede spekulationer om, at hans far var muslim ved at sige, at han var agnostiker. Pludselig får vi at vide, at flere generationer på hans fars side var muslimer. Han undlod konsekvent at bruge ordet terrorisme, men erstattede det med ekstremisme. Selvcensuren har bredt sig på tværs af kontinentet, så efterhånden skal vi ikke regne med, at mange vil turde kalde tingene ved deres rette navn.

Dagen før Barack Obama skulle holde sin tale, sendte Osama bin Laden et nyt budskab til den muslimske verden gennem al-Jazeera. Modsat Obama var Osama klar i mælet ved at sige, at islams tre fjender er jøder, amerikanere og hinduer. På overfladen virker de to taler fuldstændig forskellige, og fra Obamas side er det formentlig utilsigtet, at en grundlæggende overensstemmelse i deres anskuelser kommer til udtryk. De formår begge to at fremstille den muslimske verden som en ensartet enhed. Men det er ikke sandheden, og det er decideret farligt at gøre det. Det er netop al-Qaedas ideologiske mål at udviske de muslimske forskelligheder og konstruere et overordnet muslimsk fællesskab.

Men den islamiske verden er ikke én størrelse. Der bør skelnes mellem arabiske muslimer og sydasiatiske muslimer og mellem shia- og sunni-muslimer. Den islamiske terrorbevægelse al-Qaeda er domineret af sunni-muslimske arabere, som følger wahhabi-grenen af islam, ligesom sunni-muslimske pashtunere dominerer Taleban, som følger deobandi-grenen af islam. Derudover findes både pakistansk og afghansk Taleban med forskellige interesser. Der er indiske muslimer og pakistanske muslimer, og de indiske muslimer ønsker ikke at identificere sig med de pakistanske osv. Sandheden er, at overordnet har muslimerne fra Indien, Pakistan, Bangladesh og Indonesien, som faktisk udgør flertallet, meget få kulturelle, politiske og sproglige fællesinteresser med araberne.

Regeringen i Danmark har haft planer om at afholde en konference om både ytringsfrihed og antiradikalisering, men planerne blev af uransagelige årsager udsat. Jeg har et klart budskab til dem, der seriøst ønsker at arbejde for antiradikaliseringen både herhjemme og de steder, hvor al-Qaeda og Taleban er fremtrædende. Ved at støtte enhver muslims ret til at være forskellig, støtter vi antiradikalisering og samtidig kampen for ytringsfriheden. Muslimernes Fællesråd og antiradikalisering er modsætninger. Vi skal netop ikke acceptere dem, der forsøger at tale på vegne af alle muslimer. Menneskerettigheder er i bund og grund individets rettigheder. Muslimer er også individer, og den bedste antiradikaliseringsindsats opnås ved at betragte dem som sådanne.

Endnu et vigtigt punkt er, at historikere og antropologer kun i ringe grad har været anvendt i kampen mod terror og radikalisering. I 2001 lykkedes det for blot 100 CIA-folk og 300 amerikanske soldater at erobre Kandahar, Talebans højborg. Det var kun muligt, fordi man så at sige kunne indgå i et partnerskab med 50.000 afghanere, der kæmpede mod Taleban på Vestens side. I George W. Bushs anden præsidentperiode traf hans administration et valg, som Obamas administration nu også har truffet, nemlig at gøre brug af ekspertise fra antropologer, som har et meget vigtigt kendskab til kultur, sprog og andre kilder til social interaktion. En sådan viden kan hjælpe os til at vinde sind og hjerter i den del af verden. Gennem ytringsfrihed skal radikaliseringen af unge muslimer både herhjemme og i den islamiske verden bekæmpes ved at vinde sind og hjerter, og det kan ikke kun ske ved hjælp af kugler og bomber.

Ethvert forsøg på at fremstille islam som ét stort fællesskab repræsenterer en farlig kurs. Det er vigtigt, at vi anskueliggør, hvor forskelligartede muslimer er, og at vi kæmper for deres ret til disse forskelle.

Mrutyuanjai Mishra er europeisk master i Menneskerettigheter og Demokratisering, og er styremedlem i det danske Trykkefrihedsselskabet. Artikkelen Støt muslimers ret til at være forskellige ble første gang publisert i Berlingske Tidende 14. juni 2009, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.