Nytt

Wilders, Bornholm, II  13.6.2015 115

foto: Geert Wilders og Fleming Rose på folkemøtet på Bornholm, foto: Snaphanen.

Souvenirbutikken på hovedgaden i Rønne har plastret vinduerne til med skilte, der advarer mod Trykkefrihedsselskabets deltagelse på Folkemødet. «Trykkefrihedsselskabet gør os utrygge,» står der på skiltene. Men nok så mange negative tilkendegivelser fra bornholmere, debattører og politikere har ikke kunnet afholde den hollandske politiker Geert Wilders, der er den primære årsag til opstandelsen, fra at deltage i en debat på Folkemødet i Trykkefrihedsselskabets regi med Jyllands-Postens udlandsredaktør Flemming Rose lørdag 13. juni fra klokken 13 til 14 på Kongeskærskolen på Strandvejen i Allinge.

Allerede tirsdag kunne man konstatere et stort opbud af politibetjente i Allinge. Og antallet af betjente er kun øget op til weekenden, mens et krigsskib det meste af ugen har overvåget indsejlingen til Allinge Havn. Lørdag foregår så den største politiaktion nogensinde på Bornholm, når politiet lægger en jernring om mødet med Wilders.

I danske medier er Geert Wilders blevet fremstillet som ekstremist. De hollandske vælgere er ikke enige. Som det er tilfældet med Dansk Folkeparti i Danmark, er Geert Wilders’ popularitet vokset støt, siden han i 2006 forlod det borgerlige parti VVD og grundlagde PVV – Frihedspartiet. Partiets hovedformål er at stoppe islamiseringen af Holland. PVV er desuden særdeles EU-skeptisk og vil have Holland ud af EU. I flere meningsmålinger er PVV blevet det største parti. I en meningsmåling i januar stod PVV til at få mellem 17 og 19,8 procent af stemmerne, mens det liberale parti D66 var næststørst med 16,5 procent af stemmerne.

Nu 51-årige Geert Wilders trådte for alvor ind på den internationale scene, da han i 2008 udgav kortfilmen Fitna om islamiseringen af Europa. Filmen opfordrer muslimer til at gøre op med talrige af koranens vers. Fitna indeholdt oprindeligt Kurt Westergaards Muhammed-tegning, men den blev siden redigeret ud. Også et forslag om at forbyde koranen på linje med Adolf Hitlers Mein Kampf, der er forbudt i Holland, har vakt debat og er blevet udlagt som manglende opbakning til ytringsfriheden. Et forslag fra PVV’s parlamentsmedlem Machiel de Graaf om at standse opførelsen af nye moskeer i Holland og lukke moskeer, der er finansieret af udlandet eller opfordrer til vold, har vakt opsigt.

Geert Wilders har også sine støtter. Lederen af den indflydelsesrige amerikanske tænketank Middle East Forum – Daniel Pipes – var en tidlig støtte af Geert Wilders og har blandt andet bidraget økonomisk til Wilders’ forsvar i forbindelse med en af de retssager, der er blevet rejst mod Wilders. I en artikel fra 2010 nominerer Daniel Pipes Wilders som den «mest betydningsfulde nulevende europæer» og sammenligner ham med den afdøde amerikanske præsident Ronald Reagan:

«Wilders … er den uovertrufne leder af de europæere, som ønsker at bevare deres historiske identitet. Grunden er, at han og PVV adskiller sig fra de fleste af Europas øvrige nationalistiske, anti-immigrant-partier.

PVV er et frihedsparti og mainstream konservativt, uden rødder i neo-fascisme, nativisme, konspirationstendenser, antisemitisme eller andre former for ekstremisme. (Wilders kan offentligt måle sig med Ronald Reagan.) Et tegn på denne moderation er Wilders’ langvarige kærlighed til Israel, som har indbefattet to års ophold i den jødiske stat, snesevis af besøg og hans anbefaling af overflyttelsen af den hollandske ambassade til Jerusalem.

Desuden er Wilders en karismatisk, vidende, principfast og ligefrem leder, som hurtigt er blevet den mest dynamiske politiske kraft i Holland. Selvom han har sine meninger om alle typer af emner, så udgør islam og muslimer hans vigtigste politiske tema. Han har overvundet de hollandske politikeres tendens til at holde på det sikre, kalder Muhammed for en djævel og kræver, at muslimerne «river halvdelen af Koranen ud, hvis de ønsker at blive boende i Holland.» Mere bredt anser han islam selv for at være problemet, ikke blot en ondartet udgave af den kaldet islamisme.»

Da Wilders talte ved en Muhammedtegning-konkurrence i Texas i maj, blev stedet angrebet af to islamiske terrorister. De nåede at skyde en ubevæbnet vagt i benet, inden de blev skudt og dræbt af politiet.