Det går stærkt i denne tid. For bare to år siden kunne jeg spadsere rundt med den dødstruede Muhammed-tegner Lars Vilks på Folkemødepladsen i Allinge, godt nok fulgt af fire PET-vagter. Men dengang var det alligevel muligt for Vilks fysisk at opleve den afslappede folkemødestemning, ligesom enhver på pladsen kunne dumpe ind og høre fem minutter af den tale, vi i Trykkefrihedsselskabet havde bedt ham om at holde.

Wilders ornholm, I  13.6.2015 001

Foto: Det gjør noe med et folkemøte når sikkerhetsoppbudet blir så massivt som det var på Bornholm. Foto: Snaphanen.

Det er, som om det var i forrige århundrede. I dag, to år efter, ville en sådan seance være udelukket. Mødet med Vilks ville være blevet flyttet væk fra teltet på Folkemødepladsen og stuvet ind i en iltfattig, trang skoleaula med nedrullede gardiner, og han selv ville blive fragtet bort, så snart mødet med ham var over. Sådan som det var tilfældet ved det lørdagens møde med Geert Wilders, som jeg havde fornøjelse af at lede. Selv en garvet arrangør af møder med dødstruede islamkritikere blev lidt overvældet over sikkerhedsniveauet.

Bornholm var, som Wilders selv bemærkede, forvandlet til en krigszone. Alt sammen takket været volden og truslerne fra militante muslimer.

Det er den slags oplevelser, man ikke glemmer. Den slags oplevelser, der siger mere end utallige ord om truslerne ikke kun mod vores ytringsfrihed, men mod hele vores frie livsform.

ANNONSE

Den amerikanske historiker og tænketanksdirektør Daniel Pipes formulerer det på den måde, at »education by murder« er den form for undervisning, der gør størst indtryk – desværre. Advarsler om islamismen overhøres, det er først, når truslerne og mordene indtræffer, at folk vågner op og forstår, at der skal sættes en stopper for masseindvandring og islamisering, hvis det ikke skal gå galt. Derfor skulle man tro, at der i dag, alene fire måneder efter det første islamiske terrorangreb i Danmark, ville være et overvældende flertal, der støttede blå blok og dermed en tilbagevenden til en strammere udlændingepolitik.

Det er ikke tilfældet. Der skal som bekendt kun flyttes ganske få stemmer, før vi får en regering, afhængig af de fatale radikale, der direkte praler af at have gennemført 45 lempelser af udlændingepolitikken.

Det er rystende, men skyldes formodentlig, at billedet er flimrende takket været Helle Thorning-Schmidts rige evner udi at love ting, hun ikke holder, herunder en stram udlændingepolitik.

Og det er ikke kun regeringens udlændingepolitik, man kan blive ført bag lyset af.

Et af de partier, jeg følger med størst interesse, er Liberal Alliance. Det glæder mig, at vælgerne ser ud til at belønne dem for deres stålsatte velfærdskritik, som de står ene med blandt Folketingets partier.

Men kan man stole på dem, når det gælder udlændingepolitikken? Tidligere har de derfor stemt for to tredjedele af regeringens lempelser.

Halalliberalister har jeg derfor kaldt dem på denne plads. Nu ser realismen ud til at holdt sit indtog i partiet.

Hvis solide folk som Henrik Dahl vælges ind, vil realismen grundfæstes. Men der er et stykke vej, for knap havde LA markeret støtte til blå bloks udlændingestramninger, før der blev trukket i land igen. LA’s ”livssyn” forbød at være lige så konsekvent som resten af blå blok. De er lidt ædlere, dvs. lidt slappere og mindre bekymrede for Danmarks fremtid.

Længere er LA ikke kommet, og derfor tør jeg ikke anbefale partiet.

Stem i stedet på et parti og en person, for hvem kampen for friheden i Danmark og imod islamiseringen er alvor.

For Danmarks fremtid er for alvor på spil.
Fra Jyllands-Posten
ANNONSE
Liker du det du leser? Vipps noen kroner til Document på 13629