Gjesteskribent

Fra traileren til Ole Chr. Madsens film «Krudttønden» som får premiere i mars.

Det er, som JP’s lederskribent formulerede det krystalklart den 23. januar, fuldstændig ligegyldigt, om vi vælger regeringens ”retfærdige og realistiske” udlændingepolitik eller den tidligere regerings ”faste og fair” udlændingepolitik: Andelen af danskere med ikkevestlig baggrund vokser og vokser, og Danmark bliver stedse mere muslimsk præget. Én ting er retorik, noget andet er demografi, og sidstnævnte lyver aldrig. Skiftende regeringers udlændingepolitik har været ét langt cirkusnummer. Man vinder valg ved at lyde kontant, bagefter kan det være ligegyldigt, idet danskerne er blevet et publikum, forført af gøglere, illusionister og alternative begavelser. ​

Det er muligvis ikke den opfattelse, vi har af os selv. Vi ser os gerne som jordbundne, fornuftige typer, hvis ikke lidt kedelige, triste og suicidale. Men jordforbindelsen, kontinuiteten, historien er en saga blot. I virkeligheden slægter vi de andre omstillingsparate nordboere på. Nu gælder det eventyret – eller som en kreativ svensk politiker skal have udtrykt det: Indvandringen er en ”forandringsrejse”: New Public Management møder X-Factor.

Sandheden er, at vor udlændingepolitik igennem snart 40 år har været alt andet end retfærdig, realistisk, fast og fair. Ikke for danskerne i hvert fald, slet ikke for de lavere samfundsklasser, som først har fået nye naboer, siden har skullet betale for deres ophold, manglende integrationsvilje og uvorne opførsel. Det skider overklassen naturligvis på, uanset om den er rød eller blå, thi den har jo sine principper, moneter og internationale hensyn at tage i Bruxelles eller Davos, men nu er det efterhånden begyndt at lugte.​

Stanken hænger i særlig grad over integrationsindustrien, der er organiseret og domineret af mennesker, der ser op til det internationale og ned på det nationale og desperat leder efter ethvert tegn på, at alt er fint med integrationen, som for øvrigt bør gå ”begge veje”, og at man generelt ikke må generalisere om noget som helst.

Især forskningen er blottet for borgerlige perspektiver. Som Weekendavisens terrier Søren Villemoes skrev i et uvenligt tweet, så findes der en genial cirkel derude: »Først undlader forskere at se på noget som helst negativt i indvandrermiljøer. Herefter sår de tvivl om enhver udtalelse, der siger noget negativt om indvandringsmiljøer, fordi der jo ikke er nogen forskning, der dokumenterer det«. Senest blev dansk-iraneren Ali Aminali udsat for netop denne geniale, men onde cirkel efter at have udgivet sin glimrende ”Alis Danmarkshistorie”. Mens forskerne ignorerede hans beretning, gik de til angreb på hans person.

Ved politikerne mon det, når de afsætter midler til forskning i og analyser af diverse indvandrermiljøer og integrationsprojekter? Ved de, at de venstreorienterede forskere er en del af problemet? Formentlig ikke. Men pengene, de ruller, mia. af gode danske kroner hvert eneste kvartal, ude i manegen, ud i den geniale cirkel, ud i cirkus. Da man for nylig nærmest ved et tilfælde opdagede, at der faktisk befinder sig 100.000 flere mennesker i Danmark med ikkevestlig baggrund end hidtil antaget, blev det debatteret i ca. 10 minutter. Så begyndte EM i håndbold. Alt var glemt.

Jeg tvivler på, at en sådan folkepsyke forstår alvoren, før vi alle sidder i saksen, især vore koner, kærester og døtre og deres efterkommere, men også vore drenge, som presses fra to kanter: Dels fra de opmærksomhedskrævende muslimer, dels fra den politiske korrekthed, der i pædagogik, skole og medier forsøger at socialisere danske drenge til at slå blikket ned og underkaste sig de fremmedes dominansadfærd. Jeg skal ikke lege psykolog, men jeg tvivler på, at den skruetvinge er sund for drengene, og jeg frygter en voldsom reaktion, når det en dag bliver for meget – eller velfærdskassen er tom.​

Frem dukker en beretning fra Sverige. En far, der skriver om sin datter, som blev voldtaget af en indvandrer for tre år siden og har måttet igennem adskillige operationer. Faderen er afmægtig og fortvivlet over, hvordan læger, sygeplejersker og sundhedspersonale står midt i et tiltagende kaos på grund af overfald, voldtægter og et eksplosivt behandlingsbehov, uden at måtte sige det.

Hans navn er Dag Öhrlund, journalist, fotograf og forfatter, og beretningen kan læses på hans blog. Politikerne siger nu, at de ikke så det komme, noterer han tørt. Men importen af mennesker udefra har været i gang længe og fortsætter derudad. Ingen kan længere lade som om, de ikke ved, det sker.