Gjesteskribent

Jeg vænner mig aldrig til, at det skal være højreorienteret at være islamkritisk.

Jeg mener: Er der noget særligt ”højreorienteret” ved at kritisere en ideologi, der i sin kerne er frihedsforagtende og kvindeforagtende, og som udgør en konkret trussel mod homoseksuelle, frafaldne fra islam og tilhængere af andre religioner?

Ligesådan med indvandringskritikken: Er det særligt ”højreorienteret” at ville beskytte den nationalstat, der har sikret os et stabilt demokrati, frihedsrettigheder og givet almindelige mennesker en enestående mulighed for at øve indflydelse? Selvfølgelig ikke. Alligevel er det sådan, at den, der i dag indtager sådanne synspunkter, udstyres med det mærkat, reaktionen i sin tid havde: Man tilhører ”højre”. Det giver slet ikke mening, men jeg er ved at resignere og se i øjnene, at jeg må leve med mærkatet. Det samme må så den halvdel af danskerne, der ifølge denne avis mener, at Danmark er truet af indvandring og EU.

Det mest opmuntrende ved undersøgelsen er, at det især er ungdommen, der er bekymret. Tænk: Det er alle dem, der gennem et årti er blevet stopfodret med deres læreres røde fordomme, der viser sig multiresistente over for den bløde hjernevask.

Det er også blandt dem, hvor man finder trætheden over DF’s meget midtsøgende kurs. Foreløbig ytrer trætheden sig kun i en enkelt meningsmåling lavet af analyseinstituttet Wilke, og om den fører til et fremtidigt parti, der kan udfordre DF på mærkesagerne, vil fremtiden vise.

Meget af det afhænger af DF selv.fort

 

dk.thulesen.dahl

 

foto: Kristian Thulesen Dahl er ny formann i Dansk Folkeparti, etter Pia Kjærsgaard.

Hvis DF lytter til den tavse kritik, som meningsmålingen er udtryk for, vil man dæmme op for den stille protest. Men hvis DF-toppen, som antydet af Christine Cordsen torsdag, alene jubler over, at ”den yderste højrefløj” nu distancerer sig fra DF og ad den vej hvidvasker DF som et pænt, velfriseret og absolut stuerent midterparti, så ser det anderledes ud. For så er det partiets egne kernevælgere, man er i gang med at støde fra sig. Ja, så virker det faktisk, som om DF er ramt af et partimæssigt selvhad og i grunden kun er på jagt efter tilgivelse for at have været det, man engang var: en uforfærdet torn i øjet på meningseliten.

Partier er nødt til at være pragmatiske og taktiske. Sådan er det nu engang, men behøver man af den grund at tale med uld i mund om egne mærkesager?

Sidste vinter meldte DF f.eks. ud, at det ikke ønskede at begrænse islamisk indvandring. Nej, pludselig var det kun indvandring fra ”ikkevestlige” lande, man ville begrænse, og som Berlingske for nylig kunne berette, fik partiets medlemmer straks besked fra toppen om at rette ind og holde mund, hvis de var uenige med den nye linje. Man skulle fylde munden med uld i stedet for at spytte klart ud – og det om en af partiets absolutte mærkesager.

Jeg skal ikke kunne sige, om det var en taktisk smart manøvre. Men jeg ved, at alle de smarte taktiske manøvrer, der forhindrer DF i at kalde tingene ved deres rette navn, er uinspirerende, demotiverende og begejstringsafmattende.

I Holland kan Geert Wilders godt finde ud af at kalde en spade for en spade og islam for islam – og holde en tale, der giver folk mod på at fortsætte den fredelige kamp for den frihed og det land, vi har kært.

Det samme kunne DF-toppen, hvis den ville.

Spørgsmålet er, om den vil.