Gjesteskribent

Av Nicolai Sennels

Begrebet «islamofobi» er irrationelt, og rent sprogligt er det ubrugeligt.

Islamofobi som begreb er oprindeligt opfundet af Tariq Ramadan. Ramadan mistænkes af mange for at være islamistisk ulv i moderate fåreklæder. USA er såmænd gået så langt som at nægte Ramadan indrejsevisa. Også i Holland har man luret den snu fanatiker, hvorfor han netop er blevet smidt ud af Rotterdams universitet, fordi man fandt ud af, at manden modtager penge fra det iranske regimes styre for at promovere islam (ikke et smart træk, hvis man prøver at bilde andre ind, at man går ind for «moderat euro-islam»: Sådan noget støtter Irans atombombeproducerende teokrater nemlig ikke…).

Ramadans hjemmestrikkede ord er dog blevet varmt imod af den såkaldte appeasement-fløj (folk, som ikke mener, at islam er problematisk). Islamofobi-begrebet er nemlig en underforstået beskyldning mod alle islamkritikere for at lide af en irrationel angst, med den logiske følgeslutning, at kritikerne er problemet, ikke islam. Selve begrebet er altså et simpelt sprogligt trick, som burde være blevet gennemskuet for lang tid siden (det blev det også) – og dermed være blevet smidt på de misbrugte og meningsløse ords affaldsbunke.

Fobien er en forbier
Begrebet «islamofobi» består af to ord: Islam og fobi.

«Islam» kender vi alle sammen. Det er en politisk retning, som sætter turbo på sine tilhængere ved at krydre budskabet med religionens dybe følelser. Denne politiske retning er bygger på et særligt samfundssystem kaldet «kalifat» med eget retssystem kaldet «sharia». Målet for islam er at indføre et politisk system over hele jorden – og fordi den har forklædt sig som religion, lykkes det i høj grad. Islams politiske retning er fascistisk forstået på den måde, at den indebærer en ekstrem undertrykkelse af individet til fordel for «systemet» (er fascisme egentligt venstre- eller højreorienteret? Så vi jeg forstår, så er det venstreorienteret). Mandlige muslimer mener, at kalifatet er en god idé, kvindelige muslimer følger trop, mens de fleste af os andre er noget mere skeptiske.

Fobi betyder «irrationel angst». Irrationel forstået på den måde, at der i virkeligheden ikke er noget at være angst for. Eksempler på fobier er: optofobi (angst for at åbne øjnene), aulofobi (angst for fløjter), cathisofobi (angst for at sidde ned), caligynefobi (angst for smukke kvinder) og dendrofobi (angst for træer). You name it – der er mange ting, som folk er bange for, uden grund.

Men der er også ting, som burde vække en ægte og velbegrundet bekymring hos folk.

Det er i dag klart, at det bestemt ikke er irrationelt at frygte negative konsekvenser af muslimsk indvandring. Det er heller ikke irrationelt at frygte islamisk terror eller at kritisere islam for at påbyde dens tilhængere at begå kriminelle handlinger mod anderledes tænkende. Disse tre ting er i dag veldokumenterede og ethvert menneske eller parti der ikke anerkender dette, taber anseelse og stemmer – fordi de mistænkes for at være naive eller for direkte at lyve for at fastholde den gruppe af kernetilhængere, der holder dem over spærregrænsen.

Der er altså intet irrationelt i at bekymre sig over islams og muslimsk kulturs indvirkning på omgivelserne: Islamofobi findes derfor ikke.

Du er heller ikke racist
Du er altså ikke islamofob, hvis du er bekymret over islam og hvad der nu følger i kølvandet af særprægede kulturtræk osv. Og du er heller ikke racist, hvis du kritiserer islam: Vi har nemlig FNs ord for, at kritik af religioner ikke er racisme (sådan tolker ikke-muslimske lande i hvert fald slutdokumentet fra Durban 2).

Så kritisér du bare islam alt hvad du vil: Hvis dine arbejdskolleger, venner ellers sportskammerater så kalder sig racist, så sig, at du har FNs ord for, at det ikke er racistisk at være kritisk overfor islam. Hvis kollegerne osv. alligevel fastholder, så fortæl dem, at deres holdning har mere tilfældes med islamiske diktatorer end med vestlige demokrater.

Det virkeligt irrationelle
Vi har tonsvis af fakta, statistikker og almindelige menneskers beretninger fra dagligdagen, der alle viser, at det ikke er irrationelt at stille sig kritisk overfor de menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser af både islam og muslimsk indvandring.

Så er det rationelt at holde sin mund om sine egne erfaringer og holdninger, fordi man er nervøs for at blive kaldt islamofob eller racist? Er det rationelt at forblive passiv eller ligefrem undskyldende overfor noget, som man oplever truer ens eksistens? Er det rationelt at tro, at vidt forskellige kulturer kan leve fredeligt i samme samfund og under samme normer og værdier? Nej. Når folk så alligevel gør det, hvad er de så bange for? Hvad er deres fobi?

Disse sidstnævnte fobier er de egentlige fobier, og de har den særligt uheldige virkning, at de gør reelle problemer større, fordi de afholder os fra at tale om dem. Og at tale om problemerne er det nødvendige første skridt for at kunne en løsning – hvis der findes en…

P.S.
Jeg kunne ikke finde ordet «islamofobi» inde på Dansk Sprognævns hjemmeside – kan du?

Opprinnelig som blogg i Jyllands-Posten: Islamofobi findes ikke

Gjengitt med forfatterens velvillige tillatelse

Les også

-
-
-
-