Nytt

Flemming Rose var i Oslo sidst uge, i forbindelse med udgivelsen af Hymne til friheden på norsk. Han gav et længere interview til Dagsavisen, der han klandret statsminister Erna Solberg for hennes udtalelse om, at vi ikke må tillade at mennesker bliver krænket.

Rose mener som kendt at netop dét må man, i et multikulturelt samfund, hvis ikke får vi tavshedens tyranni.

Men Rose mærker ikke hvordan han hopper over på et helt andet spor når han roser at jihadister, der hyller konkrete drabshandlinger, selv mod norske borgere i udlandet, bliver frikendt af norske domstole. Talsmand for Profetens Ummah er frikendt i to retsinstanser, for hyldest af jihadoperationer. I det ene tilfælde blev seks medarbejdere i Statoil dræbt i Algerie.

Mens Danmark har fået øjenene op for at eksempler fra Koranen kan indebære opfordringer til vold og selvtægt, kritiserer Rose statsminister Løkke Rasmussen og hans regering for sensur. Rose, som selv er dødstruet, vil ikke gøre noget med kilden til truslerne. Han lader som det er ædelt at tåle undergravning og krig i eget land. Det er surrealistisk.

– Ellers har Norge skilt seg positivt ut i denne debatten de siste årene: Man har avskaffet blasfemiparagrafen, man har færre domfellelser for rasisme enn i Sverige og Danmark, man straffer ikke forherligelse av terror. I det norske sivilsamfunn, og på Stortinget, har det kommet en rekke nye debattører med muslimsk bakgrunn. Det er en positiv utvikling. Mens den danske regjering har foreslått konkrete tiltak for å begrense ytringsfriheten. For bare noen uker siden sa den danske statsminister at han ønsket å kriminalisere ytringer som undergraver det danske samfunn. Da er man tilbake til de samme rammer for ytringer som man hadde under Sovjet-kommunismen, der man kom i Gulag for å uttale seg undergravende om den sovjetiske samfunssystem, sier Rose.

– Videre vil vår danske statsminister stenge moskeer, straffeforfølge danske imamer, og nekte utenlandske imamer innreise til Danmark. Jeg er kritisk til alle slike tiltak. I et liberalt demokrati skal man aldri kriminalisere meninger, uansett hvor forkastelige og anti-demokratiske de er. Det prinsippet praktiserte vi i de nordiske land under den kalde krigen, og vi vant den kalde krigen, selv med en totalitær stormakt som nabo. I dag er den totalitære trusselen er en annen, men det er ingen grunn til å innføre mer vidtrekkende begrensninger på ytringsfriheten nå enn den gang.

Det er prisværdigt at kunne hæve sig over sin egen situation, men i dette tilfælde er det det samme som at se bort fra sit eget liv. Roses argumentionsrække er en godkendelse af den samme logiske række der fører til hans egen dødsdom.

Roses dømmekraft fungerer ikke. Principerne er løsrevet fra virkeligheden.

Skulle et svagt forsøg på at standse forkyndelsen af jihad og islamiseringen være det samme som den sovjetiske sensur? Det er ikke engang latterlig.

Udtalelsen bliver endnu mere forrykt når den kommer fra en mand som virkelig ved hvad sovjetkommunismen var.

Rose er blevet en forsvarer af den pricipielle ytringsfrihed, sammen med Jacob Mchangama. De lever i de højere luftlag. Når han træffer jorden, kendes den hård.

– Det er grenseoverskridende, ja unaturlig, at jeg i Danmark, ett av verdens fredeligste land, må ha livvakt for noe jeg har sagt og publisert. Samtidig har kraften i denne debatten gitt meg mulighet til å ytre meg om ting jeg synes er viktige, på en større scene enn jeg ellers ville hatt. Jeg kan holde foredrag over hele verden, og bøkene mine kommer ut på en rekke språk.

Erna

Dagsavisen konfronterede den norske statsminister med Roses grænseløse tolerance. Hvad mente hun egentlig med sætningen:

«Samtidig skal den enkeltes rett til ikke å utsettes for ytringer som oppleves krenkende og er sårende beskyttes»

Erna Solbergs svar viser at den norske statsminister ikke har tænkt tingene igennem i sin konsekvens. Det ligger bare fromme ønsker bag.

– Vi har aldri foreslått å gjøre inngrep som skal sensurere noe. Flemming Rose sier at regjeringen med dette går tilbake til før Muhammed-karikaturene – nei, det er helt motsatt. Jeg har hele tiden gitt uttrykk for at vi skal tåle både karikaturtegninger og religionskritikk.

– Til Dagsavisen uttalte Flemming Rose «jeg skulle ønske statsministeren heller kunne si: Ingen har rett til ikke å bli krenket». Kan du si det?

– Det spørs hva du mener med krenket.

– Det var statsministeren som brakte inn ordet «krenkende»?

– Ja, det spørs hva det er, hva som sies. Du må ha lov å si fra om du opplever noe som krenkende. Det er også en del av din ytringsfrihet.

– Så hva gjør statsministeren og staten om noen kommer og sier «jeg er krenket»?

– Staten skal ikke gå inn og regulere det. Staten skal vurdere om du har gått over grensen til injurier og sjikane ifølge lovgivingen vi allerede har.

Hun går tilbage på sin egne ord. Løftet om at ingen skal bli krænket var tomt. Hun vil gerne trylle problemet væk og tror hun gør det ved at fjerne ordet.

Og etter flere runder med spørsmål om krenkelser og lovreguleringer i løpet av intervjuet, konstaterer statsministeren:

– Krenkelse er et dårlig begrep.

Erna Solberg har dummet sig ud og trænger at gå på offensiven. Godt hun har Fjordman og Bat Y’eor.

– I arbeidet mot hatefulle ytringer må vi finne et balansepunktet i en vanskelig avveining, der vi vil ha mest mulig ytringsfrihet, mens trakassering av enkeltpersoner kan føre til mindre ytringsfrihet. Vi mister stemmer i det offentlige rom når særlig unge, nye debattanter opplever hets og personlig trakassering istedenfor saklige motforestillinger, sier Solberg.

Hun har tro på opplysningsarbeid:

– Vi må passe på at ikke kritikk av muslimer ender opp med Eurabia-varianten til Fjordman. Økt kunnskap og forståelse er svaret. Ikke lover, regler, forbud eller selvsensur. Vi må jobbe med opplysning, sier hun og konstaterer:

Men hvad slags kundskap, hvad slags oplysning? En oplyst dansker vil se tværs igennem statsministeren. Det er hendes egen version hun taler om. Den andre – Fjordmans – skal ud.

Slik beskriver den norske statsminister sin egen position: Hun trækker tilbage udtalelsen om at muslimer skal beskyttes mod krænkelse. Den gik for langt. I stedet går hun over til at angribe Fjordman. Det kan hun trygt gøre, for han er defineret av sine fjender. Slik er «dialogen». Det er samtidig en forsikring til muslimerne om at regjeringen nok skal passe på dem. Så er de beskyttet mod krænkelse alligevel.

Den gode mor

Efter at have fundet vejen tilbage til sin beskytterrolle, går Solberg til angreb. Mod hvem? Mod de som vil indskrænke den virkelige hadretorik, den der strømmer ud af moskéerne og spredes via YouTube, og selv inden pressen selv. Her er hun og Rose pludselig på linje.

De er sammen mod den ytringsfrihedsrealisme som Trykkefrihedsselskabet har taget til orde for: At man må se konkret på hvem hidser til had mot det frie ord og demokratiet.

– Ofte er det de som høyest påberoper seg ytringsfrihet, som i neste øyeblikk vil nekte andre ytringsfrihet. De som sterkest har kommentert denne setningen på Facebook-siden min, er gjerne de samme som vil forby muslimer å mene både det ene og det andre.

En konservativ norsk statsminister er på linje med den mest apologetiske side af debatten. Hun er ute af stand til å se problemerne. I stedet vælger hun de gode hensigter som hun ved hun selv har. Hun leger blindebuk med sig selv.

Siden hun ikke forstår de andres udgangspunkt kan hun fordømme dem med god samvittighed.

Intellektuelt og politisk er det slet håndverk. Men det fungerer. Det tillader Erna Solberg en god samvittighed.

At virkeligheden blåser en kold vind mod hende forsøger hun at ignorere. Hun får et trodsig blik og klynger sig til sin håndtaske.

Den gode dansker vil forsvare ytringsfriheden om det så koster ham livet, ikke danskernes ytringsfrihed, men islamisternes. Den norske statsminister vil både være principiel og god. Hun brændemærker de der forsøger sig med en konsekvent islam-kritik. Således kan hun fremstå som den gode mor, for muslimerne. En mindre udgave af Mutti Merkel.

Den perfekte løsning.

Rose har taget et stort kors på sig. Det ligger noget kristent i bunden. Selvopofrelse.

Men de er begge afskåret fra den virklighed de tror sig dybt engageret i.

 

 

Billede: Rene Magritte The Double Secret (1927)