Lars Hedegaard er en af de helt store i den danske debat. Svinet til som få, hvor han bør anerkendes som en kapacitet af en sjælden kaliber.
Med pågribelsen af den formodede gerningsmand til drabsforsøget på Lars Hedegaard er en sejr vundet. Meget venter fortsat på at blive afklaret, det præcise motiv, planlægningen bag med mere. Vi afventer. Indtil da er det tid at få slået noget vigtigt fast, nemlig hvem Lars Hedegaard er, og hvad det er, han har gjort i de sidste knap 20 år.
Hedegaard.brussel
Siden midten af 1990´erne har den mere end almindelig velbegavede Lars Hedegaard ladet sin røst oplade for at advare danskerne og alle vesterlændinge om den vanvidspolitik, der undergraver de vestlige samfund: Masseindvandringen fra først og fremmest muslimsk dominerede lande. Lars Hedegaard har gennem omfattende studier af religionen islam og dens tilhængere påvist uden for enhver rimelig tvivl, at bekendelse til islam alt for ofte leder til direkte konfrontation med de samfund, som har slået dørene op religionens bekendere.
Takken for dette pionerarbejde har været en tilsvining af helt uhørt karakter. Lars Hedegaard er blevet sværtet som få. Ikke blot af venstreekstremister eller af Politiken-segmentet, men også af toneangivende journalister og andre, der vist nok anser sig selv som forsvarere af den vestlige verdens frihedsrettigheder. Weekendavisens Arne Hardis og Klaus Wivel springer særligt i øjnene. Begge gør sig til af at skrive kritisk om konsekvenserne af den førte udlændingepolitik, og begge har gentagen gange holdt sig for næsen, når de føler sig dragede til at kommentere Lars Hedegaard. Professor Frederik Stjernfelt skal også med. Professoren, der i egen selvforståelse forholder sig stringent til virkeligheden, og, når det kommer til stykket, er den ihærdigste råber, når Lars Hedegaard skal tilsvines.
Den parodiske retssag mod Lars Hedegaard for et par år siden udgør stadig det groveste forsøg på at få ham ned med nakken. Enhver, der lyttede til, hvad han sagde, var klar over, at han ikke sigtede til alle muslimer, når han omtalte problemerne med grove seksuelle overgreb i nogle muslimske miljøer. Grotesk blev det, da jeg i al beskedenhed kunne dokumentere, at tidligere drabschef ved Københavns Politi, Ove Dahl, havde fremsagt præcis lige så «kriminelle» udtalelser, men aldrig kom for retten. Tværtimod. Den yderliggående Zenia Stampe anmeldte ganske vist Ove Dahl for racisme, men trak anmeldelsen tilbage, da Ove Dahl beklagede, hvis han var blevet misforstået. Lars Hedegaard præciserede på samme vis sine udtalelser få dage efter, men blev trukket i retten. Ulighed for loven? Javist, men helt på sin plads, må logikken være. Det drejede sig jo om Lars Hedegaard, der kun på en teknikalitet blev frikendt i højesteret.
Om Lars Hedegaard, som jeg kender personligt, kan siges følgende: Når Danmark og Europa standser kontinentets drift til at styre mod afgrunden, vil det blive anerkendt, at Lars Hedegaard skal takkes som få. Indtil den dag oprinder, kan vi sige, at sjældent er budbringeren af de kedelige nyheder blevet behandlet så groft i den offentlige debat som Lars Hedegaard.
Med den dybeste taknemmelighed bør vi tænke på Lars Hedegaards enorme og uegennyttige arbejde for at bevare den danske og vestlige kultur.