Gjesteskribent

Formanden for Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaard blev i sidste uge dømt for overtrædelse af racismeparagraffen for sine udtalelser om muslimske mænds seksuelle krænkelser af børn. Landsretsdommen giver imidlertid et godt argument for at afskaffe paragraffen. Den er nemlig helt vilkårlig og derudover begrænser paragraffen den offentlige debat og svækker demokratiet.

For det første er dommen udtryk for vilkårlighed. Islamister som Bilal Philips og medlemmer af Hizb ut-Tahrir har udtrykt synspunkter, der er langt grovere end Hedegaards. Men dem tåler man. Er det mon fordi, at man ikke kan øve racisme imod den danske kulturgruppe?Det må man formode. Så domstolen politiserer altså. Der er nemlig ikke en præcis grænse for, hvilke ytringer, der er acceptable. Det betyder, at borgernes retsstilling er vilkårlig. I praksis er paragraffen til for at beskytte minoritetsgrupper. Etniske danskere må man altså gerne fornærme.

For det andet er dommen et vidnesbyrd om domstolenes stigende magt. Som konsekvens vil vi begynde at se en rettighedsfikseret krænkelsesepidemi vokse frem. I takt med at samfundet bliver splittet op i forskellige kulturer, vil borgerne i tiltagende grad sagsøge andre for krænkelse af deres kulturelle rettigheder.

Vi risikerer at få tilstande som i indvandrerlandet USA, hvor den såkaldte juridiske aktivisme står stærkt. Her skaber multikulturalismen grobunden for adskillige sagsanlæg. Man er nemlig ikke i stand til at løse konflikter i fordragelighed, så i stedet møder man sin modstander med truslen:

– See you in court!

Anvendelsen af racismeparagraffen er således et forfaldssymptom, nemlig et symptom på en trang til at politisere juraen og lade domstolene løse sociale konflikter. I et multikulturelt samfund, hærget af opløsning af fælles værdier, vil domstolene være de steder, hvor folk mødes for at løse de konflikter, der konstant vil opstå imellem forskellige kulturer.

Man får simpelthen vanskeligere ved åbent at debattere de problemer, eksempelvis muslimske kvinder har i et multikulturelt samfund. For stærke kræfter vil kunne lukke munden på konsekvente kritikere af islam.

Så for det tredje er dommen over Lars Hedegaard et forsøg på at lukke den frie debat med henvisning til juridiske paragraffer.

Den forfaldsproces støttes pudsigt nok i dagbladet Politiken, der har bifaldet Landsretsdommen. På Hørups, Brandes’ og PH’s stolte kulturradikale organ har man åbenbart ikke tiltro til det gode argument.

For min pointe er, at synspunkter, man ikke bryder sig om, bør pilles fra hinanden med gode argumenter, ikke fordømmes med paragraffer, bøder og fængselsstraf. Og naturligvis skal det ikke være tilladt at sige hvad som helst om sine modstandere; men andre paragraffer end racismeparagraffen er fuldt tilstrækkelige til at beskytte individer og imødegå konkrete løgne og opfordringer til vold.

Hvad man end mener om Lars Hedegaards udtalelser, betyder dommen over ham en indskrænkning af dén offentlige debat, som et levende demokrati afhænger af. Vi nærmer os i dag en utålelig retstilstand, hvor personer, der ikke kan klare sig i debatten, bruger domstolene til at få deres vilje igennem.

Det så man også for et år siden, hvor den radikale politiker Zenia Stampe anmeldte drabschefen i Københavns Politi for nogle udtalelser om kriminelle rumænere. Det blev som bekendt ikke til nogen sag, selv om Hedegaards udtalelser ligner drabschefens.

Igen må man sige, at racismeparagraffen er helt vilkårlig og bør afskaffes. Det vil skabe en mere åben debat og dermed et stærkere demokrati.

[Dette indlæg blev bragt i Kanten på DR P1 den 7. maj].

Opprinnelig som blogg på Berlingske 12. mai:

http://kulturkamp.blogs.berlingske.dk/2011/05/12/fjern-racismeparagraffen-og-styrk-den-offentlige-debat/

Document.no takker Støvring for tillatelse til republisering. Støvrings hjemmeside: kulturkritik.dk