Gjesteskribent

Meningerne om den efterhånden navnkundige Ahmed Akkari er mange og delte, ligesom de vel stadig er om tegneren Kurt Westergaard, politikeren Naser Khader, historikeren Lars Hedegaard, prædikanten Zenia Stampe, forfatteren Carsten Jensen, tv-værten Martin Krasnik og andre størrelser fra den værdidebat, der har pågået siden 2001.

Som JP har beskrevet de seneste dage, lader det til, at Ahmed Akkari agter at gå langt og har undskyldt sin tidligere adfærd over for både Westergaard og Khader og gerne stiller op i arabiske medier for at forklare og forsvare sit nye synspunkt, hvis der skulle være interesse for det – foruden sin optræden på BBC.

Det er glædeligt af flere grunde.

Så vidt jeg kan vurdere, bærer hovedpersonens gestus vidnesbyrd om selvrefleksion og konsekvens. I al stilfærdighed må det noteres, at selv ambitiøse og begavede folk kan blive klogere, og at det altid er oplysende for andre, når de tør stå ved deres rejse i stedet for bare at tie og flyde med strømmen.

Nu er det så Akkaris eksempel, der lyser op på nattehimlen, mens andre fortsat raver rundt i mørke. Det gælder f.eks. den danske imam Abdul Wahid Petersen, islamforskeren Jørgen Bæk Simonsen eller forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen for hvem selvrefleksion lader til at være en åndelig umulighed, hvorfor de har valgt at gå i flyverskjul, så længe Akkari taler.

Det sidste er notorisk det nemmeste. I morgen er der som bekendt atter en dag, og de nævnte og deres allierede håber vel på, at folks hukommelse ikke er, hvad den har været.

Sigende er det også at se Politikens chefredaktør liste rundt om den varme grød som en anden duks fra fjerde.

Når Bo Lidegaard skal nærme sig fænomenet Akkari – og det var han vel til sidst nødt til – sker det så hændervridende, at man næsten kan høre lyden af tør hud mod knoer og kommer til at begræde, at der gik en garvet bureaukrat tabt i den gode mand, da han ved en fejl blev gjort til chefredaktør for et organ, der skal forestille at sætte ting og sager under permanent debat.

Som det hedder i en pladderballeleder forfattet af chefredaktøren, da avisens tavshed havde varet en uge:

»Det var ikke Muhammedtegningernes provokation, der fik Akkari til at standse op og genoverveje kursen. Det gjorde et samfund, der stod ved sit liberale værdigrundlag, og som delte det med ham. Læren er, at demokratiet står stærkest, når man ikke driver det igennem med unødvendig dogmatik.«

Der er noget helt grundlæggende galt med denne form for argumentation.

For det første mente Akkari netop, at karikaturtegningerne var en utilgivelig provokation af islam.

For det andet var der netop ikke noget fælles samfund, der stod sammen om at forsvare ytringsfriheden. Danmark var delt på kryds og tværs, medier, redaktører, elite, naboer og familier imellem, og mange såkaldt liberale og radikale blev bløde i knæene og ævlede løs om anerkendelse, respekt, tolerance og sød muzak.

Læren er følgelig, at hvis man kun forsvarer ytringsfriheden, når den bliver anvendt til at udtrykke meninger, som passer en bestemt avis eller ideologi, så er der ikke meget tilbage af denne frihed. Så bliver den vilkårlig og til fals for såvel den gode smag som frihedens fjender.

Konsekvensen af Bo Lidegaards argumentation er, at han kommer til at indgå alliance med mennesker og bevægelser, der vil friheden til livs, og chefredaktøren viderefører dermed sin forgængers uforståelige linje på et dagblad, der tilmed i sin tid blev grundlagt på religionskritik og en daglig praksis for hån, spot og latterliggørelse.

Akkurat det sidste paradoks har været fremhævet flere gange, f.eks.her – uden at det trænger igennem Bo Lidegaards panser.

Da en uafhængig kommentator ved navn Mikkel Andersson atter påpegede paradokset i avisens spalter, og det blev taget op af fagbladet Journalisten, svarede Bo Lidegaard med en klassisk, subjektiv, bornert og reaktionær smagsdom, der naturligvis skal lægge politisk og psykologisk låg på den aktuelle og kontroversielle diskussion om islams rolle i Europa:

»I et demokrati diskuterer vi med hinanden. Det gør vi bedst på en ordentlig måde.«

Sådan taler ikke en problematiker, men en forkynder.

Selvrefleksion? Ha, hvad tror du selv?

 

 

Første gang i Jyllands-Posten 9. august

 

http://blogs.jp.dk/frontalt/2013/08/09/selvrefleksion-nej-tak/