Gjesteskribent

Udtaler man sig kritisk om multikulturalismen, kan man være sikker på én ting: man bliver hurtigt genstand for personangreb og beskyldninger om ”muslimhad”, ”islamofobi”, ”fremmedfjendskhed” og andet godt. Således også undertegnede. Men beskyldningerne er, for mit vedkommende, fuldkommen fejlanbragte.

Jeg ser ikke ned på muslimsk kultur, og jeg mener heller ikke, at udlændinge fra muslimske lande ikke kan assimileres til dansk kultur. Lad mig bare i flæng nævne Naser Khader, Cherif Ayouti, Farshad Kholgi, Ahmed Mohamud og Massoud Fouroozandeh. De er alle fremragende repræsentanter for dansk kultur, har forsvaret den med stort civilt mod og mere indsigtsfuldt end de fleste etniske danskere; de kommer alle fra Afrika eller Mellemøsten, og flere af dem er muslimer.

At jeg ikke opfatter islam som en fejlslagen kultur, eller andre ting, jeg ofte beskyldes for, kommer af min konservatisme, som har et element af kulturrelativisme i sig. Hvad er det? Det er erkendelsen af, at hver kultur har sine egne værdier. Ganske vist deler vi få universelle værdier på tværs af kulturerne, fordi vi alle er mennesker og udstyret med den samme natur.

Men kultur er i den forstand vigtigere end natur, fordi kulturerne ”fastlægger institutioner og adfærdsmønstre for at lede mennesker ad den vej, som er den rette i et bestemt samfund”, med Samuel Huntingtons ord. Path dependence, stiafhængighed, som det kaldes i sociologien. ”Hvor du er på vej hen afhænger af, hvor du kommer fra, og visse destinationer kan du simpelthen ikke nå, derfra hvor du er nu,” som Robert Putnam har udtrykt det.

Kulturrelativisme er desuden den svære øvelse at se på andres kultur med deres øjne – og ikke mindst se på vores egen kultur med andres øjne. Lad mig prøve at gøre forsøget, for det kan vise, at de værdier vi holder vigtigst i Vesten, som f.eks. individualisme og sekularisering, faktisk er de mindst vigtige på verdensplan. Og det kan forklare, hvorfor især muslimer ikke vil assimileres til vores kultur (i det følgende forbryder jeg mig imod den generaliserende regel over dem alle: du må ikke generalisere).

Occidentalisme

For muslimer er det meningsfuldt at lade sit liv afhænge af en guddommelig kraft, der er nærværende overalt i samfundslivet. Sekularisering opfattes som ugudelighed, og åndelighed sættes over materialisme, der skaber et fordummende, skam- og æreløst oplevelsessamfund. Muslimer har stærke slægtskabsbånd, og de forkaster individualismen, der leder til skilsmisser, ødelagte familier, ensomhed, depressioner og skyhøje selvmordsrater. I Vesten stuver vi de ældre af vejen på plejehjem, fordi vi alle har travlt med at realisere os selv.

Endelig er dydighed og bindinger for muslimer vigtigere end grænseoverskridelse og frisættelse, for emancipation betales med fremmedgørelse, med alkoholisme, narkomani, et overforbrug af både sløvende og stimulerende medicin samt lykkepiller, pornoficering, nydelsessyg hedonisme og andre forfaldstendenser, som anses for at hærge Vesten.

Det er ikke nødvendigt at gøre opmærksom på, at det ovenstående kan og bør nuanceres; pointen er, at der er en pris at betale for friheden – og mange muslimer vil ikke betale den. Occidentalismen er alt for stærk. Som jeg skriver i min bog Sammenhængskraft, kræver andre livsforhold en anden kultur, f.eks. en kultur med arrangerede ægteskaber og med stærke pligt- og dydsfællesskaber, hierarkier og afsavn.

Vestens forfald skyldes ifølge mange ikke-vestlige betragtere netop manglende autoritet, og følgen er hærværk, forvirring og utilpassede børn; læg dertil en pacificerende og demoraliserende velfærdsstat med dens syndflod af rettighedsegoisme, ressentiment- og misundelsesdyrkelse. Så kan man måske godt forstå, at det er svært for muslimer at vælge at blive som os. De opfatter prisen som alt for høj. ”I har dyresex, vi har sharia”, som en muslim udtalte i forbindelse med islamisten Bilal Phillips’ visit til Islamisk Trossamfund forleden.

Det er afgørende at forstå, at vi lever i en ufuldkommen verden, derfor er utopier af det onde, og derfor er der en bagside ved alle positive værdier. I Vesten har vi valgt at leve med bagsiden af frihed. Vores kultur føles naturligt for os (medmindre man er fremmedgjort i egen kultur), ligesom det er naturligt for mennesker i andre kulturer at leve på andre måder. Jeg siger ikke, at muslimer har ret i deres syn på Vesten, men jeg kan ikke fortænke dem i at tænke, som de gør.

Jeg forsvarer heller ikke muslimsk kultur, men anerkender muslimers måde at leve på. Jeg bryder mig som sådan ikke om mange ting i islam, men islam er nu engang en lang kulturtradition, der i over 1400 år har givet mening til millioner af menneskers liv. Og som konservativ forstår jeg værdien af dybe traditioner og religion.

Den moderate kulturrelativisme

Så jeg er kulturrelativist. Det betyder imidlertid ikke, at jeg anser alle kulturer for lige gyldige i den forstand, at dansk og vestlig kultur ikke er særlig værdifuld. Den slutning drages kun i den liberale og kulturradikale, multikulturelle variant. Og heraf følger min anden opfattelse: multikulturalismen skal afvises herhjemme; her skal vi holde fast i dansk kernekultur og afvise muslimers særkrav. Men vi skal acceptere den multikulturelle mangfoldighed ude i verden. Lad os være nationale hjemme – og multikulturelle ude.

Jeg mener, at vi her i Vesten har udviklet en unik kultur, der trækker på en græsk, romersk, kristen og oplysningsfilosofisk arv. Den er ikke universel. Mennesker fra andre kulturer, inklusiv den muslimske, har deres egen distinkte måde at gøre tingene på og fred være med det. At vi har vores egen særlige kultur, og at den er vores, dét er hovedsagen. Den skal der ikke laves om på.

Men det betyder så også bare, at vi må, om ikke respektere, så dog anerkende, at fremmede har deres særlige kulturelle livsformer. Hvis vi siger, at vores måde at gøre tingene på, er den eneste rigtige, så siger vi også, at vi har nået historiens afslutning, dens højdepunkt. Men så ser vi netop bort fra de adskillige forfaldstendenser, der også hærger Vesten. Altså onder som skyldes, at vi mennesker ikke er fuldkomne væsener, og som vi må søge at gøre noget ved på bedste vis. Muslimer ser netop noget destruktivt i dette forfald: æreløshed, dekadence, ugudelighed. Og kan man fortænke dem i det?

Hvad man derimod godt kan kritisere dem for, er, at de afviser vores kulturelle livsform, når de frivilligt har valgt at bo i vores land.

Kasper Støvring er forfatter, foredragsholder og forsker i kultur og litteratur. Han har utgitt flere bøker, blant andre Blivende verdier og Det etiske kunstværk, og er aktuell med boken Sammenhængskraft, som nylig er utgitt på Gyldendal. Støvring har også hjemmesiden Kulturkritik.dk, er medskribent på nettsiden Nomos og har fast spalte i Berlingske Tidende, der han skriver om kulturens avgjørende betydning i aktuelle konflikter nasjonalt såvel som internasjonalt.

Artikkelen Et forsvar for kulturrelativismen ble første gang publisert i Berlingske Tidende 19. april 2011, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.