Gjesteskribent

I dag (26.08), hvor valget er udskrevet, vil jeg tage min dannebrogstrikot på og cykle en tur ud på landet og træde mine frustrationer ned i pedalerne. Når politikere i begge blokke synes at være ligeglade med landets fremtid, er vi andre nødt til at gøre hvert vores.

Nyd dagens smukke vejr, for det er kortvarigt. Ligeså kortvarigt som de konkurrerende vækstplaner. Der vil komme mere regn, slud og frost. Landet er forgældet. Konkurrenceevnen i bund. Velfærdsstaten for stor. Folkesocialismen på vej til magten, mens den borgerlige regering fremstår som et ringvrag og bliver latterliggjort i medierne.

Udsigten til, at recession og fattigdom bliver normalen for store dele af befolkningen, at skatter og afgifter vil stiger, og at folk snart må gå fra hus og hjem, er blot begyndelsen. Danmark er på røven, og en rød regering vil med statsgaranti gøre det hele værre.

Tab og vind med samme sind, hvisker pludselig en Poul Kjøller-agtig stemme fra 70?erne. Hvorfor dog det? Jeg hader at tabe. Og jeg hader at se Danmark tabe. Men det er netop, hvad der sker i disse måneder og år. Danmark er blevet et tabersamfund, og den politiske klasse har ikke tænkt sig at gøre noget for at forhindre det.

I det meste af hvad jeg har blogget og skrevet om de seneste ti år – eller hvornår det nu begyndte – har jeg tænkt på Danmark, selvom det skal indrømmes, at kammertonen ikke altid har været lige venlig og optimistisk. Men det har været godt ment. Mit engagement i samfundsforhold er uforbeholdent et engagement for Danmark og har, hvis jeg må være så fri, været mit begrænsede forsøg på at give et bedre Danmark videre til læserne eller måske endda næste generation.
Men – og det var dér, jeg ville hen – jeg er sgu ved at miste troen på, at det nytter.

Ikke bare fordi hende den blanke tavle lader til at være på vej til Statsministeriet. Eller at SF skulle komme i regering. Deres økonomiske inkompetence vil snart vise sig, ligesom deres rituelle løsning af gældskrisen med mere gæld har sin naturlige begrænsning.

Nej, min virkelige bekymring er den strukturelle ulighed, der er opstået i løbet af den seneste generation, for en stor dels vedkommende under nominelt borgerligt styre: Der er flere danskere uden for arbejde end danskere i arbejde – og denne dysfunktionelle tendens vil fortsætte.
Mærsk-chefen Nils Smedegaard Andersen siger det ligeud i dagens udgave af Børsen:

Vi kan ikke stemme os til højere lønninger eller mere velfærd. Pengene skal tjenes. Og grundlaget for at tjene pengene til velfærden udhules i en grad, som jeg ikke tror endnu er gået op for en del danskere.

Nils Smedegaard Andersen advarer derfor kraftigt mod de to blokkes “vækstpakker”. Danmarks strukturelle problemer kan ikke løses med flere gaver til befolkningen, men ved at reducere de offentlige udgifter og sænke skatterne. “Ellers har Danmark ikke nogen fremtid”, som han tørt siger.

Ole Thyssen og Henrik Dahls bog Krigeren, borgeren og taberen beskriver vor dystre fremtid mere udførligt og er kun blevet mere aktuel siden udgivelsen i 2006.

Et centralt begreb i bogen er kravsinflation. Der er gået inflation i befolkningens krav til velfærdsstaten. Den skal ikke bare hjælpe dem, der har brug for hjælp, men alle, der siger, de har brug for hjælp.
“I et selvforstærkende kredsløb, hvor svage og stærke bruger hinanden i et gensidigt rollespil, gøres mennesker inkompetente”, skriver forfatterne og fortsætter:

Kravsinflationen har ført til de bedste samfund i verdenshistorien, men også til sårbare samfund, hvor mennesker fristes til at overgive sig til en bekvem umyndighed, og hvor staten overbelastes, fordi dens problemløsere genskaber de problemer, de hævder at kunne løse, på stadig højere niveauer.

En af konsekvenserne af denne ulykkelige udvikling er, at arbejde er blevet afløst af velfærd. Engang krævede landets erklærede arbejderpartier ret til at arbejde. I dag kræver de ret til velfærd. Her ligger et afgørende værdiskred, som ingen regering har kunnet dæmme op for de seneste 30 år.

Danmarks fremtid er folkesocialistisk – tænk lige en gang over det. Som Ole Thyssen og Henrik Dahl konkluderede for fem år siden:

Mens virksomheder slanker sig og flytter til udlandet, bliver ikke blot befolkningen, men også staten federe. Staten kan ikke flytte til udlandet, og den kan ikke fyre de inkompetente. Den må blive hjemme hos sine svage.

Det er på høje tid, at nogen gør noget for Danmark.

Mikael Jalving har en av Danmarks skarpeste penner. Document er takknemelig for å kunne gjengi hans tekster.

Denne sto første gang i Jyllands-Postens blogg.