Gjesteskribent

Johan Christian Claussen Dahl Mor og barn ved sjøen (1840)

Forleden var jeg så uforsigtig at gøre opmærksom på, at danske kvinder føder senere end nogensinde før. Trods årtiers massiv indvandring fra ikkevestlige områder er gennemsnitsalderen for førstegangsfødende steget markant i løbet af blot én generation. Sagen er ikke alene, at danskerne får færre børn; vi får dem langt senere.

Det kan man selvfølgelig finde ”irrelevant”, ”naturligt” eller lige så godt som alternativet, selv om lavere fødselsalder ville indebære biologisk mere optimale fødsler for såvel barn som kvinde, og alt andet lige ville frembringe biologisk sundere børn.

Men taler man om biologi i dag, får man hurtigt mange fjender. Mikael Jalving skal i hvert fald ikke bestemme, hvornår jeg skal føde mit barn! Naturligvis skal han ikke det. Jeg siger blot, at frigørelsen fra biologien har en pris, som kollektivt er både kulturel og økonomisk.

Med hensyn til det pekuniære bruges der i det offentlige såvel som i privat regi formuer på en stedse mere avanceret fertilitetsteknologi og -behandling – med blandede resultater.

Det er næppe heller tilfældigt, at diskussionen om barsel og au pair-hjælp bliver så ophidset i vort ellers fredsommelige land. Når disse emner optager så mange og rydder den politiske dagsorden, hænger det sammen med, at danske kvinder i dag føder så sent, at yngelpleje nemt kolliderer med karriereønsker, status og stigende forbrugsvaner.

Det sidste er der bare ingen, der taler om. Tavsheden skyldes ikke, at danskernes høje fødselsalder er tabu.

Man kan derimod konstatere, at fænomenet ikke engang er tabu, det er fuldstændig normaliseret. Normaliseringen indebærer i mine øjne en fremmedgørelse over for tilværelsens fysiske kvaliteter. Når vi f.eks. undlader at tale om det biologiske ur, bringes det ikke til standsning, det tikker lystigt derudad uanset fortielser eller andre krumspring.

Urokkeligst er mantraet om, at kvinderne da må bestemme selv, og at vi mænd bare har at klappe kaje. Det første er da rigtigt nok, men hvis kvinde og mand fandt hurtigere sammen om at stifte familie, samtidig med at de havde tid til venner og sjov, f.eks. mens de uddannede sig, og hvis de i højere grad slap for at blive stemplet af omgivelserne som småborgere uden globalt udsyn – ville det nok også hjælpe på familieforøgelsen.

Den bedste strukturelle forklaring på den negative udvikling, som jeg har hørt, handler om det ny arbejdsmarked med pseudoarbejde i stat, kommune og organisationer, dvs. stillinger, der kræver akademiske titler, selv om indholdet er mere jordnært. Titlerne tager det tid at få, og har man dem ikke, kan man dårligere og dårligere forsørge en familie. Dermed kommer børnene til sidst.

Samfundets tiltagende akademisering er således en af forklaringerne på de spildte år.

Men der er flere.

For i løbet af de seneste generationer er der opstået en uhellig alliance mellem feminister, liberale og det, man kunne kalde det velfærdsstatslige kompleks. Sidstnævnte betaler for alt. Til gengæld vil det have os til at udføre ikkearbejde i stat, kommuner, institutioner og organisationer, hvor hundredtusinder af danskere spilder deres evner og menneskelige potentiale fem dage om ugen.

I denne velfærdsklokke er moderskabet aldrig et – for nu at bruge et skattet ord – fokuspunkt. Det er i stedet ligestilling, frigørelse, arbejde, vækst, altså liberale temaer. Men moderskab er mindst lige så vigtigt som faderskab, især når poderne er helt små.

Hvis man skulle øremærke barsel til noget køn, skulle det være til kvinder, for det er moderens omsorg og kærlighed, der er mest vitalt for spædbørn og småbørn.

Senere stiger faderen i værdi, og her er det afgørende, at han er sin opgave voksen og ikke opfører sig som naturens muntre søn.

For feministerne var målet, at kvinder blev frigjorte fra biologi og tradition. For mange liberale var målet flere muligheder og lækkert tøj. Målene blev indfriet ét for ét, men samtidig frembragte sejren sammen med den omsiggribende teknologiske udvikling en tilstand, hvor rigtig mange unge, mænd som kvinder, stillet over for et utal af veje og valg, er mere forvirrede end nogensinde før.

At få børn falder dem derfor også svært, så de udskyder den proces, der går forud for realiseringen af det almene og det at få børn, og det er da lige til at få gråt hår over.

Kjøp boken til Kjell Skartveit her!


Les også

-
-
-
-
-