Gjesteskribent

Det eneste gode ved, at Jesper Langballe er død, er, at TV igen og igen efter hans død viste hans velklingende one-liner på skærmen, hvor han med sin sædvanlige provokative charme siger: ”Menneskerettighederne, – dem har fanden skabt!”

Han har nemlig så evigt ret. Og så er han præst og ved, hvad han taler om. Menneskerettighederne er nemlig ikke gode, de er ikke kristendom og de er ikke næstekærlighed. De er faktisk det modsatte.

Jesper Langballes udtalelser i vores post-kristne verden er i dag på linje med i den katolske verden at kalde Jomfru Maria en skøge eller kalde Muhammed en røver i den muslimske verden.

Menneskerettighederne opfattes nemlig i dag som essensen af alt, hvad der er godt i den vestlige verden, og menneskerettighederne er i dag ofte den sidste begrundelse for en handling. Der hvor man før ville have sagt – ”fordi Gud vil det”, vil man i dag sige: ”fordi det er i overensstemmelse med menneskerettighederne.” I dag fører vestlige tropper korstog for menneskerettigheder rundt omkring i verden. Det opfattes som det helt rigtige. At sige, at det modsatte er tilfældet, opfattes som ondskab og kætteri.

Ingen kulturer kan leve uden at ophøje en bestemt ide eller moral. I religiøse samfund er det naturligvis religionen, der bestemmer moralen. I de erklærede ikke-religiøse er det andre principper. I sovjetkommunismen var det målet om det klasseløse samfund, der berettigede alt. I nazismen var det det ariske overmenneskes særlige rettigheder til magten og riget. I den postkristne verden mener mange, at man har taget det bedste fra kristendommen og bragt det videre i det sekulære samfund i form af så menneskerettighederne.

Menneskerettighederne kan derfor berettige politiske tiltag i de enkelte lande og krige og kampagner rundt omkring på kloden. Men menneskerettighederne er ikke mere rigtige og gode end de andre begrundelser, og de er i hvert tilfælde lige så langt vægt fra kristendommen, som fanden er fra Gud.

Menneskerettighederne er nemlig det, som Jesus prædikede imod. De er farisæisme. Det betyder selvglad bevidsthed om at gøre det gode. En farisæer var en jøde, der mente at have fundet den rigtige opskrift på, hvad der var godt og ondt. Og han kunne så prale med at gøre det gode hele tiden og være bedre end andre på den baggrund. Dem sagde Jesus imod og gjorde opmærksom på, at man ikke kan lave regler, der sikrer godhed. Næstekærlighed er det gode, vi skal gøre. Men hvordan man gør det i praksis, kan ikke defineres. Og dem, der mener at have fundet et regelsæt, der kan rulles ud overalt, gør det onde. Godheden kan ikke patenteres og vi står i hvert sekund i en ny valgsituation, hvor vi i den konkrete situation skal bestemme, hvad vi skal gøre overfor vores næste. Her virker ingen programmer. Til gengæld er det en rigtig god ide med en lov i landet, sådan som de ti bud kunne fungere som basis for Israels lovgivning. Men loven er sekulær og kan altid laves om igen efter fornuftens og virkelighedens krav. Kun Gud er god og ved, hvad det gode er. Så det evigtgældende, evigtgode program, som menneskerettighederne jo postulerer at være, er en umulighed, hvis man er kristen i luthersk, protestantisk form, som vi jo har været i Danmark siden 1536. Og fremturer man med, at man har fundet formlen på det gode, så sætter man sig selv i Guds sted. Sådan som fanden jo gerne vil. Så derfor er det rigtig: ”Menneskerettighederne, – dem har fanden skabt!”

 

Marie Krarup representerer Dansk Folkeparti (DF) i Folketinget. Denne kronikken ble opprinnelig publisert i Berlingske.