Gjesteskribent

Av MORTEN UHRSKOV JENSEN

Den 20. juni 2003 er ikke en dato, der vil gå over i historien som en glorværdig sådan for Danmarks Højesteret. Den dag bar en årelang tilsvining af indvandrerkritikere frugt, idet Højesteret frifandt Karen Sunds for den 31. oktober 1999 bl.a. at have udtalt, »jeg vil meget nødig identificeres med Pia Kjærsgaards racistiske synspunkter«. Karen Sunds udtalelse faldt kort tid efter Pia Kjærsgaards uacceptable udtalelse om at hjemsende hele familien, hvis en ung kriminel fortsatte sin aktivitet. Udtalelsen blev da også kort tid efter trukket tilbage.

Det nye ved Højesterets kendelse var det forhold, at begrebet racisme nu omfattedes til at betyde noget mere end enten nazismens racelære eller en races overlegenhed i forhold til en anden. Nu kunne det også have »en betydning, som sigter til forskelsbehandling og undertrykkelse af eller blot afstandtagen fra grupper af mennesker, som godt kan være af samme race som en selv«.

Den årelange tilsvining, jeg henviser til, er selvfølgelig det faktum, at det højtråbende mindretal, der ikke kunne få indvandring nok, på det groveste hæftede etiketter på dem, der mente, at ukontrolleret tilstrømning ikke lige var det, Danmark havde brug for. Slet skjulte henvisninger til fascisme, nazisme og racisme var og er dagligdag, som da Klaus Rifbjerg den 30. juni 2009 i Information om Dansk Folkeparti skrev, at »…Et parti syd for grænsen havde i 12 år en tilsvarende politik. Indtil det hele endte i støv og aske med 50 millioner døde, heraf seks millioner jøder i dertil indrettede KZ-lejre«. Med Højesterets dom knæsattes altså det princip, at råber også de yderligtgående højt nok længe nok, så lytter landets højeste domstol og indretter sin praksis derefter.

Så hvad gør vi nu?

Den udvidede definition af racismebegrebet er helt til hest, men den er en kendsgerning, som man bør indrette sig efter. Heldigvis – set fra den islam- og indvandrerkritiske fløj – er det fortsat sådan, så tilhængerne af det multikulturelle eksperiment generelt er langt grovere end modstanderne af samme. Det giver min »bevægelse«, som Ole Birk Olesen unuanceret kaldte den for nylig på netavisen 180grader, gode kort på hånden. Det må nemlig nu gælde om at spille racismekortet, så ofte som det er muligt og giver mening.

Jeg havde selv muligheden for nylig her på bloggen, da jeg kunne citere professor i jura ved Københavns Universitet Eva Smith for at have fremsat følgende racistiske udtalelse tilbage i 2003: »Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at han ville have fået en anden behandling, hvis han havde været en blond og kornfed dansker.« Udtalelsen er efter den udvidede definition af begrebet klart racistisk, idet det nedsættende prædikat »kornfed dansker« må forstås som en gruppebetegnelse og ikke kan henføres til et specifikt individ.

Racismekortet bør f.eks. spilles, når tilhængerne af multikulti taler om »DF-segmentet« en bloc, når man ytrer sig om »bodegadanskerne«, eller når man blot taler om de »udannede«.

Herved opnås to ting. For det første udstilles absurditeten i den fuldstændige udvanding af racismebegrebet, og for det andet bliver det gjort klart, at tilhængerne af Danmark som et blot beboet område er kvantitativt og kvalitativt grovere i deres sprogbrug, end kritikerne af ukontrolleret indvandring er.

Første gang: Jyllands-Posten 22. januar 2010.

Morten Uhrskov Jensen er cand.mag. i historie og samfundsfag og redaktør af det national-konservative tidsskrift Nomos.

Udgivelser:
Forfatter til bogen «Et delt folk» om den danske udlændingepolitik 1983-2008.

Gjengitt med forfatterens tillatelse

Les også

-
-
-
-
-
-