Gjesteskribent

Av MIKAEL JALVING

Kort før der for alvor kom fut i den danske burka-debat, boede den politisk korrekte journalist Lena Sundström fra Aftonbladet i Sverige tre måneder på Nørrebro i København for efter eget udsagn bedre at forstå, hvorfor udlændingespørgsmålet optager danskerne så meget – og for at advare svenskerne mod den danske udvikling.

Det har hun nu skrevet en bog om med titlen Världens lyckligasta folk – en bok om Danmark, men da jeg pr. instinkt forsøger at undgå svenskere og alt svensk, idet jeg regner med kun at være blevet tildelt ét liv og derfor bruger det på mere og andet end vort såkaldte broderfolk, tænkte mit bedre jeg rent undtagelsesvist, at det måske ville være sundt for mig at læse interviewet med hende i Politiken den anden dag. Det var det bare ikke.

Eller rettere: Interviewet er interessant, ikke på grund af den svenske journalists iagttagelser – vor herre bevares – men i kraft af det syn på politik og samfund, hun indirekte lægger for dagen. Lad os derfor studere madammen lidt.

I Lena Sundströms øjne er det gået galt i Danmark med vores forhold til de udlændinge, der kommer hertil: «De seneste gange, jeg er kommet tilbage, har jeg tænkt: Hvad er der dog sket?»

Rigtigt gættet – danskerne er blevet racister eller en slags verbale nazister: «Det er jo i forvejen ubehageligt, at man deler folk op og udpeger nogen som indvandrere. Men i Danmark har man gjort det endnu mere specifikt og taler om muslimer på samme måde, som man gjorde om jøder i sin tid.»

Lena Sundström har skrevet bogen for at advare svensker mod, hvad der kan risikere at ske i Sverige, hvis flere og flere svenskere stemmer på Sverigedemokraterne – Sveriges svar på Dansk Folkeparti – ved det kommende valg i Sverige næste år, for, som hun siger, «det kan ske overalt». «Fremmedhadet ligger lige for.»

Ifølge den svenske journalist er Sverige endnu og heldigvis et mere politisk korrekt land end Danmark. Politisk korrekt betyder for hende politisk godt. Fordomme skal ikke luftes offentligt, mener hun. Det er bedre at tie stille. Som hun siger: «Jeg tror ikke, man bliver gladere af at udtale sine fordomme. Eller at man bliver af med sine fordomme på den måde.»

Hun fortsætter, idet hun springer tilbage til dengang, hvor den såkaldte Lasermand gik rundt i Skåne og skød indvandrere – som om det har relevans for dagens diskussion: «Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg foretrak, at folk holdt kæft. Og i stedet sad ved bordene med deres fordomme og himlede med øjnene, men ikke sagde noget.»

Det er dette stærke ønske om tavshed, der er så sigende ved Lena Sundström. At det er bedst at holde kæft. At man ikke skal blande sig i politik, fordi man kun har sine egne fordomme at byde ind med, og det, må jeg sige, er et fattigt syn på, hvordan politik bliver til, og hvorledes samfundet holdes ved lige og i live gennem meningsudveksling, refleksion og debat. Fattigt på alle niveauer. Intellektuelt, selvfølgelig. Men også politisk, kulturelt, mentalt. Har vi virkeligt dyrket politik i mere end 2.000 år for at vi nu bare skal sidde ved bordene og sige ingenting?

Er det idealet: tavshedens rige? Et mentalt Sverige. En indre ødemark. Et småborgerligt helvede. Svenskerne kører rundt i verdens sikreste biler, men politik, næ, tak, det skal de ikke nyde noget af, det skaber splid og forstyrrer folkehjemmets illusion om tryghed. Volvo-isering, kunne man kalde det.

Lena Sundströms utopia er et ingenmandsland uden fordomme, uden kød og blod, uden menneskelig uenighed, uden alkohol, en drøm om harmoni og svensk tystnad, en forestilling, der bygger på, som talskvinden selv lader forstå, at politik helst skal gøre alle glade. Hvem sagde Prozac Nation?

Lena Sundströms samfund er et fuglereservat, som er dømt til at mislykkes, fordi mennesker ikke er fugle, dømt til at ende på sidelinjen, fordi hendes syn på politik og samfund netop nægter at gå ind i kampen, den kamp, som karakteriserer og nogle gange udmærker mennesket, uanset om det er dansk, svensk eller somalisk, kampen om at være med til at definere sandhederne, kampen om vores børns fremtid.

Det er således ikke danskerne, men svenskerne, der formentlig er verdens lykkeligste folk, lykkeligt udvidende om hvad der står på spil, og jeg kommer til at tænke på et syv år gammelt interview i Weekendavisen med den svensk-amerikanske antropolog Jonathan Friedman, der taler om den stilhed og enfoldiggørelse, som især lovgiverne og eliten pålægger sig selv helt frivilligt i Sverige.

Jonathan Friedman taler bl.a. om den sammenkædningstaktik, som Lena Sundström også benytter aktuelt, og om den styrede ytringsfrihed, som hun er repræsentant for. Friedman siger:

«Der føres ingen nøgtern diskussion om vores indvandringspolitik, fordi bare det at tale om størrelsen af indvandringen eller konkrete konsekvenser af indvandringen straks klassificeres som og associeres til ordet fremmedfjendtligt. Og at være fremmedfjendtlig associeres til at være racist, og det sammenkædes ofte med at være fascist eller nazist. Man klassificerer og kategoriserer diskussionen væk i stedet for at forholde sig til det problem, der er udgangspunktet. Denne tilbøjelighed til automatisk at associere fra et værdineutralt ord til ord, som alle tager afstand fra, bevirker, at den styrede ytringsfrihed ikke blot fjerner racistiske ytringer, som er det erklærede formål. Den umuliggør en rationel diskussion om konkrete problemer.»

Jeg synes, vi skal lade det citat stå et øjeblik.

trykt i Jyllands-Postens blogg fredag 21. august

http://blogs.jp.dk/frontalt/2009/08/21/tavshedens-pris/http://blogs.jp.dk/frontalt/2009/08/21/tavshedens-pris/

Les også

-
-
-
-
-
-
-