Gjesteskribent

Av Mikael Jalving

Den svenske valgkamp kører for fulde røvbaldegardiner, og hele sidste uge forsamledes flere tusinde politikere, erhvervsledere, lobbyister, reklamefolk og andre fupmagere i Almedalen ved Visby på Gotland – engang Østdanmarks spydspids mod Stockholm – for at promovere deres politik, lave lokumsaftaler og drikke kølig rosé.

Hvert parti var tildelt en dag, men snart overbød de konkurrerende blokke hinanden med nye forslag om dit og dat, og det hele druknede i millioner af svenske kronor og kampen om at være landets største arbejderparti, mens forkvinden for det feministiske parti Feministisk Initiativ Gudrun Schyman foranstaltede en afbrænding af 100.000 spir i protest mod en påstået lønforskel mellem mænd og kvinder i Sverige.

Men de borgerlige bidrog også til underholdningen. Således gik arbejdsmarkedsminister Sven Otto Littorin af, bedst som solen over Visby stod på sit højeste, fordi det snart ville komme frem, at han havde besøgt en prostitueret én gang tilbage i 2006. Godt nok henviste han først til familiære årsager, men hans afgang viste sig at handle om sex, altså sex, der ikke blev i familien. Og det er forbudt i Sverige. Af hensyn til de prostituerede, selv om de får penge for det.

Samtidig udgav statsminister Mona Sahlin søreme en bog med titlen Möjligheternas land – min vision för Sverige.
Heri finder man et afsnit om et af de allermest populære begreber i den svenske politiske debat: fremmedfjendtlighed. Kun overgået af prostitution og ligeløn er fremmedfjendtlighed – som jeg gør opmærksom på i dagens Expressen – det vigtigste politiske spørgsmål i Sverige, og ingen løftede derfor så meget som et øjenbryn, da Sahlin skældte sit socialdemokratiske søsterparti i Danmark ud for at have givet efter for fremmedfjendtlighed og trukket Danmark til højre.

Så cementeret er opfattelsen af Danmarks politiske konstitution i Sverige, at ingen længere orker at forsvare Danmark. Hvorfor skulle de også det? Som med prostitution: Kommer du Danmark for nært, taber du din politiske legitimitet.

Når svenskerne skal stive sig selv af politisk eller socialt, hakker de på Danmark. Ikke kun under Almedalsugen, men året rundt. Danmark er en ideologisk markør, en rituel antitese til den svenske konsensus. Den gængse opfattelse af Danmark i Sverige siger dog mindst lige så meget om svenskerne som om danskerne.

Det handler naturligvis om fordomme, og sådan nogle har alle mennesker, selv de eksemplarer af racen homo sapiens, der går under navnet svenskere.
Et af resultaterne af disse fordomme er, svenskerne har ualmindelig svært ved at håndtere reelle problemer ved integration af nysvenskere, ligesom selv spag kritik af landets nuværende indvandringspolitik er noget nær tabu. Ytrer man tvivl om, hvorvidt regeringen gør det rigtige, eller anvender man kriminalitetsstatistikken i den politiske diskussion, bliver man meget hurtigt stemplet som fremmedfjendtlig eller sågar racist.

Sammenlignet med Danmark er den offentlige diskussion om Sveriges nuværende integrationspolitik sort/hvid, og ikke overraskende findes der i de brede lag en udbredt oplevelse af slet ikke at blive hørt af det politiske establishment. Det er ikke tilfældigt, at Sveriges mest læste politiske blog hedder Politiskt inkorrekt med «nyheder, som gammelmedierne ikke vil have, du skal læse».

Den svenske virkelighed er underlig uvirkelig. Apropos fremmedfjendtlighed, så har det længe været en del af virkeligheden, at flere og flere svenskere med udenlandsk baggrund finder arbejder i København frem for i Malmø og Skåne. Hvordan harmonerer det med fordommen om Danmark som et lukket land og Sverige som et åbent?

Ikke særligt godt. Hver dag rejser omkring 30.000 svenskere over Sundet for at arbejde i Københavnsområdet, og det er især gruppen af unge indvandrere, der vokser. Sidste år udstedte danske skattemyndigheder således 32.500 skattekort til arbejdstagere fra den anden side af Øresund, et tal, der skal ses på baggrund af, at der i 2003 blot var tale om nogle få hundrede svenskere, der rejste til Danmark for at arbejde. Sidder man i Øresundstoget en morgen, ligner det en mindre folkevandring på kaffe, kanelbullar og gratisaviser.

I begyndelsen var det primært folk ansat inden for service, lager og transport. I dag pendler mange flere erhvervsgrupper mellem Skåne og Danmark, ufaglærte såvel som faglærte, heraf en del akademikere. Det halve af Tivolis ansatte er svenskere, og kunderne lader til at være glade.

Nu ved jeg ikke med sikkerhed, om Mona Sahlin bekymrer sig om virkeligheden under sin desperate valgkamp. Det er ikke sikkert. Intet er sikkert under en valgkamp.
Til gengæld virker det overvejende sikkert, at Danmark fortsat vil udfylde rollen som omvendt rollemodel for det svenske kleresi.

Såvel politologer som psykologer vil formentlig forklare det med, at Mona Sahlin har brug for Danmark. Vi har alle brug for fjender, politikere mere end andre mennesker, eftersom politik er kontrolleret fjendskab. En fælles fjende er således aldrig at foragte, og da slet ikke, når der er tale om et halvracistisk pøbelvælde som det danske.

Et sigende eksempel er, at journalisten Lena Sundströms makværk af en bog om Danmark, som hun efter sigende har været bosat i – Världens lyckligasta folk – blev belønnet med en Guldspade, svenskernes Cavlingspris. Dette på trods af, at den ikke tilbyder andet end en stabel af fordomme klasket oven på hinanden og det sædvanlige sludder om Dansk Folkeparti. Herregud, bogen kunne jo lige så vel have været skrevet i Kiruna.

Første gang publisert på Jyllands-Postens blogg 16. juli 2010

Gjengitt med forfatterens generøse tillatelse.

Les også

-
-
-
-
-
-
-
-

Les også