Kommentar

Det er vanskelig å beskrive dagens Sverige. Man må gjøre det indirekte. Journalist Lena Sundgren bodde fire måneder i København og skrev en bok om danskene som var blitt rasister. Hun advarte mot at det samme kan skje i Sverige. Sundstrøm anbefalte at man holder kjeft rundt middagsbordet, selv om man føler trang til å lufte sine frustrasjoner. Det er bedre å være taus enn å være rasist, mener Sundstrøm.

Hun deler likevel flittig ut både rasist- og nazi-stempler. Dette er pussig og ulogisk. Den samme journalisten som anbefaler borgerne å tie stille rundt middagsbordet, har gitt seg selv mandat til å avskilte andre.

Det er dagens Sverige i et nøtteskall: en galopperende tilstand. Mikael Jalving skriver bok om Sverige og han finner et land som blir mer og mer ekstremt under en pyntelig fasade.

Sundström har flyttet blikket til Sverige og laget dokumentaren Dom kallas rasister, om Sverigedemokratenes velgere.

Ligesom alle andre mennesker har Lena Sundström fordomme. Forskellen synes blot at være, at hun er godt i gang med at gøre dem til en karrierevej. Hun lever af dem, skriver på dem, tænder på dem. I sit eget lukkede og selvbekræftende univers er Lena Sundström racistjæger, og det er formentlig det fineste fine, man kan være i Sverige

Som svensk i Danmark fandt hun racister her, der og alle vegne. Nu er turen så kommet til Sverigedemokraterna, og det eneste, der kan undre, er, at hun var så længe om at kaste sin linse på dem, men først måtte forbi Danmark for at kunne kende en racist på kraven.

Et af hendes trumfkort er nazikortet. Det sidder løst i lommen, som da hun til en dansk avis forklarede, at indvandrere i Danmark behandles som jøder i Nazityskland:

«Det er jo i forvejen ubehageligt, at man deler folk op og udpeger nogen som indvandrere. Men i Danmark har man gjort det endnu mere specifikt og taler om muslimer på samme måde, som man gjorde om jøder i sin tid.»
Lena Sundström har ifølge eget udsagn skrevet debatbogen om danskerne for at advare svenskerne mod, hvad der kan risikere at ske i Sverige, hvis flere og flere svenskere stemmer på Sverigedemokraterna, for, som hun siger, «det kan ske overalt». «Fremmedhadet ligger lige for.»

Forbindelsen mellem Danmark og Sverigedemokraterna er således ikke en, jeg har fundet på. Den sidder inde i hovedet på Lena Sundström. Når hun betragter Danmark, associerer hun til Sverrigedemokraterna – og omvendt – og dette dobbelthovede uhyre synes at determinere, hvad hun producerer i disse år.

Man skal ikke lufte sine fordomme offentligt, mener hun selv – til trods for, at det netop er, hvad hun gør igen og igen. Alligevel insisterer hun på, at det er bedre at tie stille.

«Jeg tror ikke, man bliver gladere af at udtale sine fordomme. Eller at man bliver af med sine fordomme på den måde.»

Det kan hun sagtens have ret i. Men er alternativet – at ingen siger noget – bedre for den demokratiske samtale? I et interview tænker hun tilbage til dengang, hvor den såkaldte Lasermand gik rundt i Skåne og skød indvandrere:

«Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg foretrak, at folk holdt kæft. Og i stedet sad ved bordene med deres fordomme og himlede med øjnene, men ikke sagde noget.»

Det er dette stærke ønske om tavshed, der er så sigende ved Lena Sundström og ved det nye Sverige, der vokser frem. At det er bedst at holde kæft. At man ikke skal blande sig i politik, fordi man kun har sine egne fordomme at byde ind med, og det, må jeg sige, er et sølle syn på, hvordan politik bliver til, og hvorledes samfundet holdes ved lige og i live gennem meningsudveksling, refleksion og debat. Fattigt på alle niveauer. Intellektuelt, selvfølgelig. Men også politisk, kulturelt, mentalt. Har vi virkeligt dyrket politik i mere end 2.000 år for at vi nu bare skal sidde ved bordene og sige ingenting?

Er det idealet: tavshedens rige? Et mentalt Sverige. En indre ødemark. Et småborgerligt helvede. Sverige var engang en stormagt, der førte krig langt ned i Europa, men politik, næ, tak, det skal de ikke nyde noget af i dag; det skaber splid og forstyrrer folkehjemmets illusion om evig tryghed.

Lena Sundströms utopia lader til at være et ingenmandsland uden fordomme, uden kød og blod, uden menneskelig uenighed, en drøm om harmoni og svensk tystnad, en forestilling, der bygger på, som hun selv underforstår, at politik helst skal gøre alle glade. Glade?

Hvem sagde Prozac Nation?

Lena Sundströms samfund er et fuglereservat, som er dømt til at mislykkes, fordi mennesker ikke er fugle, og fordi hendes syn på politik og samfund netop nægter at gå ind i kampen, den kamp, som karakteriserer og nogle gange udmærker mennesket, uanset om det er dansk, svensk eller somalisk, kampen om at være med til at definere sandhederne, kampen om vores børns fremtid.

Det er således ikke danskerne, men svenskerne, der er verdens lykkeligste folk, lykkeligt udvidende om hvad der står på spil, og jeg kommer til at tænke på et otte år gammelt interview i Weekendavisen med den svensk-amerikanske antropologJonathan Friedman, der taler om den stilhed og enfoldiggørelse, som især lovgiverne og eliten paradoksalt nok pålægger sig selv.

Jonathan Friedman taler bl.a. om den sammenkædningstaktik, Lena Sundström også benytter sig af, og om den styrede ytringsfrihed, som hun er repræsentant for. Friedman siger:

«Der føres ingen nøgtern diskussion om vores indvandringspolitik, fordi bare det at tale om størrelsen af indvandringen eller konkrete konsekvenser af indvandringen straks klassificeres som og associeres til ordet fremmedfjendtligt. Og at være fremmedfjendtlig associeres til at være racist, og det sammenkædes ofte med at være fascist eller nazist. Man klassificerer og kategoriserer diskussionen væk i stedet for at forholde sig til det problem, der er udgangspunktet. Denne tilbøjelighed til automatisk at associere fra et værdineutralt ord til ord, som alle tager afstand fra, bevirker, at den styrede ytringsfrihed ikke blot fjerner racistiske ytringer, som er det erklærede formål. Den umuliggør en rationel diskussion om konkrete problemer.»

Fra mine egne rejser i Sverige i forbindelse med min kommende bog om Sverige i dag mærker jeg, hvordan Sverige fra engang at have været et kulturelt og socialt sammenhængende land med et forholdsvist homogent folk, i løbet af den seneste generation har forvandlet sig til et ekstremernes land. Og at ekstremerne kommer op til overfladen med et tempo som aldrig før, så alle kan sidde ved Øresund og følge med fra første parket.

Simultant med det officielle svenske og positive syn på indvandring, ser vi kældermoskéer, hvorfra der udbredes den mest fundamentalistiske form for islam; vi ser bevæbnede indvandrerbander i kamp om territorier med tatoverede rockerbander; demonstrative ateister i clinch med kristne frikirker, glødende monarkister overfor indædte republikanere; intellektuelle ultrafeminister overfor den mest kønsstereotype sladderpresse; vi ser sitrende internationalister i duel med vedholdende nationalister og nationaldemokrater; nynazister side om side med venstrefløjsaktivister samt regeringens forsikring om, at alt er i sin skønneste orden. Læg dertil verdens mest rundhåndede bistands- og asylsystem på en baggrund af galoperende socialt bedrageri; EU-zonens på papiret bedste økonomiske vækst side om side med det forhold, at op imod hver femte svensker har papir på at være så syg, at vedkommende ikke kan arbejde, men skal forsørges af almenvellet.

Ekstremernes Sverige afspejles i den officielle politik over for forskellige mindretal. Mens de fåtallige samer i nord bliver bedt om at lade sig assimilere med ekspresfart, deklareres det fra Stockholm, at de mange muslimer omkring storbyerne skal respekteres. For der er forskel på minoriteter i Sverige. På samme måde med overklassen, der vokser bag partiernes nedarvede arbejderromantik og traditionelle venstreorientering. Mens de store godsejere og den tilbageværende svenske adel stadig har tætte bånd til det kongelige svenske socialdemokrati.

Det Sverige, jeg møder, er et helt andet Sverige end det, jeg hørte om som barn og ung. Indimellem tror jeg knapt nok mine egne øjne og ører, men jeg bestræber mig på at lade materialet tale sit eget sprog.

Alle lande gennemgår udvikling; det tror jeg, vi alle kan blive enige om. Men tilfældet Sverige minder snarere om afvikling.


Kolumnist ved Jyllands-Posten: Sverige er fordomsfuld og besat af racister

Les også

-
-
-
-
-
-
-

Les også