Gjesteskribent

Av Mikael Jalving

At besøge og læse om Sverige er på mange måder som at vende tilbage til de tidlige 90’ere. Dengang hvor den store konflikt mellem Øst og Vest var afsluttet, og alting rimede på globalisering.

Det var, om ikke en ubekymret tid – enhver tidsalder kan have sine egne sorger – så en tid, hvor den politiske elite nøjedes med at diskutere, hvordan samfundet kunne blive endnu rigere og friere. Fjenden i Øst var pist borte, og med Moskva ude og det forhenværende Østeuropa på hastig vej mod EU-medlemskab og europæisk normalisering, var det bare med at få købt sig et sommerhus oppe nordpå, et samtalekøkken fra Unoform eller en penthouselejlighed i City, før naboen gjorde det.

Det var en fest. Kort efter indtraf 11. september, som snart fejrer niårs fødselsdag, og verden blev vendt på hovedet. Festen var forbi.

Men ikke i Sverige. Her lever den politiske elite med tilhørende og skræmmende ens medier stadig, som befandt de sig i 90’erne. Selv i det, der andre steder i verden går under betegnelsen en finanskrise, og selv under en stadig mere intens valgkamp op til rigsdagsvalget den 19. september, hvor man kunne være så naiv at tro, at virkeligheden ville presse sig på.

Men nej, den svenske selvfortælling er intakt. Her, i det moderne Sverige, som den politiske, kulturelle og industrielle elite opfatter som verdens bedste demokrati, er tiltroen til egen ufejlbarlighed en indgroet del af den dominerende politiske identitet. Se nu bare et stilfærdigt gemyt som Per Olov Enquist, en skattet forfatter, modtager af Nordisk Råds Litteraturpris og erklæret socialdemokrat. Han holder stadig med Mona Sahlin, men uanset hvad vinder Sverige, forsikrer han Politiken og fastslår med remsens effekt: “Det svenske velfærdssystem har overlevet og overlever”. Uanset hvad.

Hvis man skal forstå denne tiltro historisk og ikke bare aktuelt og lokalt, har den naturligvis en del at gøre med landets prominente stormagtstid at gøre. Vel at mærke en stormagtstid, der braste sammen på slagmarken langt nede i Europa og med tabet af de forhenværende provinser i de baltiske og tyske områder samt afståelsen af Finland og Norge. Fra krigerkongernes ramponerede enevælde og nederlag viste der sig at være overraskende kort til demokrati og selvhævdelse, og som den svenske forfatter Jan Guillou skal have sagt for fire år siden, er Sverige et land, der er hoppet helt uproblematisk fra autokrati til demokrati. Så uproblematisk, at det klart mest fremherskende narrative træk i de toneangivende svenske medier er, at Sverige – sine skønhedsfejl til trods – er den bedste af alle verdener.

Nu skal der nok sidde nogle og mene, at jeg eller andre netop gør det samme – blot for Danmarks vedkommende. Det er ikke der, jeg vi hen. Men pege på, at det politiske, kulturelle og industrielle Sverige lever i en tidslomme.

Den svenske debat op til riksdagsvalget giver mange mindelser om 90’erne, hvor decentralisering, udlicitering og reform af arbejdsmarkedet stod på dagsordenen. Det er vigtige emner, som mangler slemt i den danske debat, hvor alting synes at handle om, at man ikke må tage noget fra nogen – bortset fra at skatter og afgifter stiger og stiger, selv under de såkaldt borgerlige, så vi for længst har overhalet svenskerne indenom og er blevet verdensmestre i at plukke hinanden.

Men det hører også med til historien, at svenskerne har en markant højere arbejdsløshed end i Danmark, lavere lønninger og slås med en pensions- og forsørgerbyrde i mindst samme målestok som vi.

Hvad der derimod slemt savnes i Sverige er en åben og ærlig indvandrerdebat. Her eksisterer der ét stort vakuum, som Sverigedemokraterna efter bedste evne forsøger at udfylde. Det er en meget svær opgave, og det er heller ikke sikkert, at det forholdsvis lille parti er det bedste til at løfte den opgave. Her må mange flere på banen, selv om det for de formastelige kan koste i forhold til offentligt omdømme og karrieremuligheder. For som Henrik Gade Jensen skrev forleden, så erkendes de fleste politiske problemer først, når det er for sent. Således får mange reelle problemer lov til at vokse sig store, “fordi den enkelte ikke har incitament til at påtale det. Det er ren spilteori.”

Da jeg mødte Jimmie Åkesson i TV-Byen i sidste uge, fortalte han, at det går en lille bitte smule fremad med at få lov til at deltage i debatter landet over, f.eks. på landets mere end 400 gymnasier. Men partiet møder fortsat modstand, ikke mindst fra lærerkorpset, der indimellem foranstalter eller inspirerer elever til at blokere for, at talsmænd fra Sverigedemokraterna og Nationaldemokraterna får mulighed for at deltage.

Men det bliver ikke kun ved chikane og udemokratiske metoder. Selv kan jeg huske en samfundsfagslærer ved navn Markus Gullvén fra Gøteborg forklare på STV 2 i marts, at det kun var rimeligt at lade elever, der fremføre “racistiske” og “udemokratiske” synspunkter, dumpe – med netop den begrundelse. Her er vi langt inde i effektueret tankepoliti og bevidsthedskontrol og milevidt fra den gyldne jeffersonske opfattelse, at hvis ytringsfriheden ikke er sikret for de mest provokerende synspunkter, så er den ikke sikret for nogen.

Ifølge den svenske antropolog Aje Carlbom, som jeg har haft fornøjelsen af at interviewe i forbindelse med min kommende bog om ekstremernes Sverige, er den politiske overklasse i stadig enormt optaget af, hvad der er inde i svenskernes hoveder, bemærk: de etniske svenskeres hoveder. De skal tænke og føle rigtigt. Ellers bortdømmes de som racister eller det, der ligner. Som han sagde til mig en råkold vinterdag i Malmø:

«Det afgørende er, at alting kan reduceres til, hvad vi har inde i hovedet, dvs. hvad etniske svenskere har inde i hovedet. Dermed bliver integrationspolitik først og fremmest et spørgsmål om, hvordan svenskerne tænker, mens der ikke er mange analyser af økonomiske forhold, kriminalitetsstatistik og kulturelle normer».

Tidslommen – og tankepolitiet – består, ja, det bliver måske netop værre og værre. Sagen er blot, at kun svenskerne kan gøre noget ved det. Her hjælper ingen valgobservatører.

Mikael Jalving er historiker, kommunikasjonsrådgiver og foredragsholder. I 2007 utga han boken Magt og ret. Et opgjør med Godheden, og har den faste bloggen Frontalt i Jyllands-Posten.

Artikkelen Den svenske tidslomme ble første gang publisert i Jyllands-Posten 8. september 2010, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.

Les også

-
-
-
-
-
-
-
-

Les også