Gjesteskribent

Av Morten Uhrskov Jensen

»A house divided against itself cannot stand«, sagde Abraham Lincoln den 16. juni 1858. »Et hus i splid med sig selv kan ikke stå«, lyder det i dansk oversættelse.

Det europæiske hus, der her er tale om, er ganske vist mange huse. Der er et tysk hus, et svensk hus, et hollandsk, et dansk osv., osv. Alle var de indtil for nylig i enten høj eller meget høj grad beboet hver for sig af homogene befolkninger.

Selv i lande som Belgien eller Spanien, hvor modsætningerne mellem forskellige befolkningsgrupper var større, var der dog stadig en fælles kulturarv at trække på. Vigtigst kristendommen, men tillige den antikke arv, den jødiske berigelse af Europa samt renæssancen, udgjorde tilsammen den bygning, som husede den vestlige civilisations kernelande. Og skønt forskellene mellem f.eks. Nord- og Sydeuropa ikke skal undervurderes, så betød det fælles gods, at der var mere, der samlede end skilte, selv det 20. århundredes rædsler til trods.

Disse samlingspunkter har europæerne først opdaget meget sent, og spørgsmålet er, om det er for sent.

Indvandringen fra den tredje verden, og især fra muslimsk dominerede lande, går kun hurtigere og hurtigere, år for år. Byer som Rotterdam, Malmø, Bradford og Bruxelles vil inden for en overskuelig årrække have et muslimsk befolkningsflertal.

Og det europæiske hus er dybt splidagtigt i forhold til konsekvenserne af denne udvikling. Skellet går langt fra kun mellem eliter og befolkninger, skønt denne skillelinje er den væsentligste. Skellet går ned igennem alle samfundslag; lige præcis dét spørgsmål splitter venskaber, splitter familier, splitter og splintrer alle tænkelige relationer mellem mennesker.

Det forårsager langt værre skænderier end selv ret afgørende økonomiske og altså fordelingspolitiske diskussioner. Det kan næppe være anderledes, idet der er tale om et eksistentielt spørgsmål, der derfor er så alvorligt, som tænkes kan. Sådan opfattes det af tilhængere og af modstandere af især den voldsomme muslimske indvandring.

Jeg tilhører selv den meget kritiske fløj. Jeg er af den opfattelse, at den nuværende udvikling formentlig vil vise sig at være fatal. Hvis indvandringen fra først og fremmest muslimske lande ikke bremses helt, vil det europæiske kontinent, vil den europæiske kultur, blive en skygge af sig selv for sandsynligvis aldrig at rejse sig igen.

Det følgende er en kortfattet gennemgang af forholdene i de fire europæiske lande, som efter min vurdering er længst fremme i retning af at skabe en grad af kaos, der mere og mere vil minde om krigslignende tilstande. Det drejer sig om Belgien, Holland, Frankrig og Sverige.

Det er farligt at spå, men umuligt at lade være. Jeg spår, at der i ét eller flere af disse lande vil finde en eller anden form for sammenbrud sted i løbet af de næste 10 år. Det gør jeg, fordi udviklingen er så vidt fremskreden i disse lande, så det er blevet umuligt at forestille sig, at situationen kan holdes flydende.

I EU’s hovedstad Bruxelles har kriminaliteten nu antaget et omfang, så byen må kaldes den mest kriminelle i Europa.

De tre kvarterer Anderlecht, Molenbeck og Voorst er overgået næsten helt til bandernes kontrol. Mængden af våben er enorm, og politifolk er flere gange blevet beskudt og såret, heldigvis ikke endnu med dødelig udgang. Også de ansatte ved EU-institutionerne bliver i vidt omfang voldeligt berøvet deres ejendele.

Banderne består først og fremmest af personer af marokkansk afstamning. Da jeg selv var i Bruxelles for godt et år siden, var det slående, at man kun skulle få hundrede meter væk fra byens imponerende plads Grote Markt, før man kulturelt lige så godt kunne befinde sig i Nordafrika eller Congo.

Situationen er noget nær den samme i Antwerpen, hvor politiet kæmper en håbløs kamp mod stadigt grovere bander, næsten altid bestående af indvandrere eller efterkommere.

I Holland, der huser mere end en million muslimer, er forholdene måske endda endnu mere tilspidsede. Ved de seneste lokalvalg fandt massive uregelmæssigheder sted.

Valgene var mange steder ikke hemmelige, og indfødte hollændere blev i flere tilfælde forhindret i at stemme.

Amsterdam, der har været kendt for sin liberale indstilling til homoseksualitet, er i stigende grad blevet et farligt sted at opholde sig for bøsser, der risikerer gennemtæskning af muslimske bander.

Børneoptog – en hollandsk pendant til fastelavn – er i flere tilfælde blevet angrebet med sten, flasker og andet kasteskyts, bl.a. i Utrecht. Børnene er i alderen ca. 8 til 12 år.

Angriberne er unge med marokkansk baggrund. I Rotterdam er der kvarterer, hvor det skønnes, at langt over halvdelen af de unge mænd er involveret i kriminalitet, især røveriske overfald.

Det har i snart årevis været almindeligt at hævde, at Frankrig har fem til seks millioner muslimske indbyggere. Det er ligeledes efterhånden nogle år siden, at man i Frankrig talte om mellem 700 og 800 zones sensibles, altså områder, hvor politiet kun talstærkt turde gå ind.

Tallene er ikke faldet siden da. Også i Frankrig har der været flere tilfælde af skud mod politiet, og kriminaliteten i mange af de større franske byer er uhyggelig. Surrealistiske scener, hvor hundredevis af unge fra de berygtede forstæder tager metroen ind til centrum og hærger, og hvor vold i en lang række skoler hører til dagens orden.

Og så er der Sverige. Jeg husker Sverige som et trygt og velstående samfund, da jeg som dreng i 1970’erne besøgte vort naboland. Sverige er i dag ikke særlig velstående, og det er slet ikke trygt.

Hvor Danmark har i omegnen af 500 anmeldte voldtægter om året, havde Sverige i 2009 næsten 6.000. Det anslås, at mørketallet – altså de ikke-anmeldte voldtægter – ligger på fem til ti gange det tal. Samlet bliver der i Danmark anmeldt godt 2.200 tilfælde af seksuelle krænkelser. I Sverige, hvis befolkning er på godt 60 pct. af den danske, er tallet over 15.000. I Danmark er der godt 17.000 anmeldte tilfælde af vold. I Sverige lå tallet i 2009 på mere end 80.000.

Det er både vanvittigt deprimerende og meget uhyggeligt at følge udviklingen på den anden side af Øresund.

De svenske jøder flygter i stigende grad ud af Malmø, lige som de øvrige svenskere gør det. I næsten enhver større svensk provinsby hærger en kriminalitet, som man skal til de mere berygtede bydele i de amerikanske storbyer for at finde magen til.

Når jeg skriver om disse rædselsvækkende tilstande på min blog på JP, mødes jeg af en lang række kommentarer, der nægter at se disse kendsgerninger i øjnene.

På trods af kilder som Financial Times, der skriver om Bruxelles på trods af klip på YouTube, der dokumenterer groteske valghandlinger i Rotterdam, på trods af opstande og skyderier mod politiet i Frankrig, berettet om i f.eks. DR, og på trods af en svensk statistik, der taler sit alt for tydelige sprog. På trods … på trods… på trods. Selv nok så indlysende beviser, selv rygende pistoler, er ikke nok til at ændre disse menneskers opfattelse.

Og var det så blot det beskedne antal, der finder det ulejligheden værd at gå ind på netop min blog. Men fortrængningen er massiv. Fortielsen er som et stålpanser, man ikke kan bryde igennem.

Europas politiske eliter vil ikke tale om det her. Jeg gætter på, at der er tale om total handlingslammelse kombineret med en angst for at være de første blandt de etablerede partier, der bryder tavsheden og fortæller europæerne, at den er helt, helt gal, og at kun en særdeles håndfast indgriben kan ændre på den katastrofe, kontinentet sejler henimod.

Det europæiske hus er i dyb splid med sig selv. Og et sådant hus kan ikke stå i længden.

Jeg forlanger ikke konformitet, men jeg forventer orden, ikke anarki. Vi er på vej ind i Terra Incognita, ind i det ukendte. Hvad der venter dér, kan ikke siges med sikkerhed, men der er intet, der tyder på, at det bliver lystigt.

Det europæiske hus

Kronikk i Jyllands-Posten 22. mai 2010

Gjesteskribent

Av Morten Uhrskov Jensen

»A house divided against itself cannot stand«, sagde Abraham Lincoln den 16. juni 1858. »Et hus i splid med sig selv kan ikke stå«, lyder det i dansk oversættelse.

Det europæiske hus, der her er tale om, er ganske vist mange huse. Der er et tysk hus, et svensk hus, et hollandsk, et dansk osv., osv. Alle var de indtil for nylig i enten høj eller meget høj grad beboet hver for sig af homogene befolkninger.

Selv i lande som Belgien eller Spanien, hvor modsætningerne mellem forskellige befolkningsgrupper var større, var der dog stadig en fælles kulturarv at trække på. Vigtigst kristendommen, men tillige den antikke arv, den jødiske berigelse af Europa samt renæssancen, udgjorde tilsammen den bygning, som husede den vestlige civilisations kernelande. Og skønt forskellene mellem f.eks. Nord- og Sydeuropa ikke skal undervurderes, så betød det fælles gods, at der var mere, der samlede end skilte, selv det 20. århundredes rædsler til trods.

Disse samlingspunkter har europæerne først opdaget meget sent, og spørgsmålet er, om det er for sent.

Indvandringen fra den tredje verden, og især fra muslimsk dominerede lande, går kun hurtigere og hurtigere, år for år. Byer som Rotterdam, Malmø, Bradford og Bruxelles vil inden for en overskuelig årrække have et muslimsk befolkningsflertal.

Og det europæiske hus er dybt splidagtigt i forhold til konsekvenserne af denne udvikling. Skellet går langt fra kun mellem eliter og befolkninger, skønt denne skillelinje er den væsentligste. Skellet går ned igennem alle samfundslag; lige præcis dét spørgsmål splitter venskaber, splitter familier, splitter og splintrer alle tænkelige relationer mellem mennesker.

Det forårsager langt værre skænderier end selv ret afgørende økonomiske og altså fordelingspolitiske diskussioner. Det kan næppe være anderledes, idet der er tale om et eksistentielt spørgsmål, der derfor er så alvorligt, som tænkes kan. Sådan opfattes det af tilhængere og af modstandere af især den voldsomme muslimske indvandring.

Jeg tilhører selv den meget kritiske fløj. Jeg er af den opfattelse, at den nuværende udvikling formentlig vil vise sig at være fatal. Hvis indvandringen fra først og fremmest muslimske lande ikke bremses helt, vil det europæiske kontinent, vil den europæiske kultur, blive en skygge af sig selv for sandsynligvis aldrig at rejse sig igen.

Det følgende er en kortfattet gennemgang af forholdene i de fire europæiske lande, som efter min vurdering er længst fremme i retning af at skabe en grad af kaos, der mere og mere vil minde om krigslignende tilstande. Det drejer sig om Belgien, Holland, Frankrig og Sverige.

Det er farligt at spå, men umuligt at lade være. Jeg spår, at der i ét eller flere af disse lande vil finde en eller anden form for sammenbrud sted i løbet af de næste 10 år. Det gør jeg, fordi udviklingen er så vidt fremskreden i disse lande, så det er blevet umuligt at forestille sig, at situationen kan holdes flydende.

I EU’s hovedstad Bruxelles har kriminaliteten nu antaget et omfang, så byen må kaldes den mest kriminelle i Europa.

De tre kvarterer Anderlecht, Molenbeck og Voorst er overgået næsten helt til bandernes kontrol. Mængden af våben er enorm, og politifolk er flere gange blevet beskudt og såret, heldigvis ikke endnu med dødelig udgang. Også de ansatte ved EU-institutionerne bliver i vidt omfang voldeligt berøvet deres ejendele.

Banderne består først og fremmest af personer af marokkansk afstamning. Da jeg selv var i Bruxelles for godt et år siden, var det slående, at man kun skulle få hundrede meter væk fra byens imponerende plads Grote Markt, før man kulturelt lige så godt kunne befinde sig i Nordafrika eller Congo.

Situationen er noget nær den samme i Antwerpen, hvor politiet kæmper en håbløs kamp mod stadigt grovere bander, næsten altid bestående af indvandrere eller efterkommere.

I Holland, der huser mere end en million muslimer, er forholdene måske endda endnu mere tilspidsede. Ved de seneste lokalvalg fandt massive uregelmæssigheder sted.

Valgene var mange steder ikke hemmelige, og indfødte hollændere blev i flere tilfælde forhindret i at stemme.

Amsterdam, der har været kendt for sin liberale indstilling til homoseksualitet, er i stigende grad blevet et farligt sted at opholde sig for bøsser, der risikerer gennemtæskning af muslimske bander.

Børneoptog – en hollandsk pendant til fastelavn – er i flere tilfælde blevet angrebet med sten, flasker og andet kasteskyts, bl.a. i Utrecht. Børnene er i alderen ca. 8 til 12 år.

Angriberne er unge med marokkansk baggrund. I Rotterdam er der kvarterer, hvor det skønnes, at langt over halvdelen af de unge mænd er involveret i kriminalitet, især røveriske overfald.

Det har i snart årevis været almindeligt at hævde, at Frankrig har fem til seks millioner muslimske indbyggere. Det er ligeledes efterhånden nogle år siden, at man i Frankrig talte om mellem 700 og 800 zones sensibles, altså områder, hvor politiet kun talstærkt turde gå ind.

Tallene er ikke faldet siden da. Også i Frankrig har der været flere tilfælde af skud mod politiet, og kriminaliteten i mange af de større franske byer er uhyggelig. Surrealistiske scener, hvor hundredevis af unge fra de berygtede forstæder tager metroen ind til centrum og hærger, og hvor vold i en lang række skoler hører til dagens orden.

Og så er der Sverige. Jeg husker Sverige som et trygt og velstående samfund, da jeg som dreng i 1970’erne besøgte vort naboland. Sverige er i dag ikke særlig velstående, og det er slet ikke trygt.

Hvor Danmark har i omegnen af 500 anmeldte voldtægter om året, havde Sverige i 2009 næsten 6.000. Det anslås, at mørketallet – altså de ikke-anmeldte voldtægter – ligger på fem til ti gange det tal. Samlet bliver der i Danmark anmeldt godt 2.200 tilfælde af seksuelle krænkelser. I Sverige, hvis befolkning er på godt 60 pct. af den danske, er tallet over 15.000. I Danmark er der godt 17.000 anmeldte tilfælde af vold. I Sverige lå tallet i 2009 på mere end 80.000.

Det er både vanvittigt deprimerende og meget uhyggeligt at følge udviklingen på den anden side af Øresund.

De svenske jøder flygter i stigende grad ud af Malmø, lige som de øvrige svenskere gør det. I næsten enhver større svensk provinsby hærger en kriminalitet, som man skal til de mere berygtede bydele i de amerikanske storbyer for at finde magen til.

Når jeg skriver om disse rædselsvækkende tilstande på min blog på JP, mødes jeg af en lang række kommentarer, der nægter at se disse kendsgerninger i øjnene.

På trods af kilder som Financial Times, der skriver om Bruxelles på trods af klip på YouTube, der dokumenterer groteske valghandlinger i Rotterdam, på trods af opstande og skyderier mod politiet i Frankrig, berettet om i f.eks. DR, og på trods af en svensk statistik, der taler sit alt for tydelige sprog. På trods … på trods… på trods. Selv nok så indlysende beviser, selv rygende pistoler, er ikke nok til at ændre disse menneskers opfattelse.

Og var det så blot det beskedne antal, der finder det ulejligheden værd at gå ind på netop min blog. Men fortrængningen er massiv. Fortielsen er som et stålpanser, man ikke kan bryde igennem.

Europas politiske eliter vil ikke tale om det her. Jeg gætter på, at der er tale om total handlingslammelse kombineret med en angst for at være de første blandt de etablerede partier, der bryder tavsheden og fortæller europæerne, at den er helt, helt gal, og at kun en særdeles håndfast indgriben kan ændre på den katastrofe, kontinentet sejler henimod.

Det europæiske hus er i dyb splid med sig selv. Og et sådant hus kan ikke stå i længden.

Jeg forlanger ikke konformitet, men jeg forventer orden, ikke anarki. Vi er på vej ind i Terra Incognita, ind i det ukendte. Hvad der venter dér, kan ikke siges med sikkerhed, men der er intet, der tyder på, at det bliver lystigt.

Det europæiske hus

Kronikk i Jyllands-Posten 22. mai 2010