Gjesteskribent

Fra bilbrannene i Göteborg 13. august.

Selv efter grænsekontrol og det historiske Riksdagsvalg vil den islamiske indvandring fortsætte derudad. Det er lige til at blive fatalist af.

Receptionisten lignede én, der netop havde lugtet til en gammel ost, da jeg bad om at tale med Mattias Karlsson på rådhuset i Malmø. Han var dengang sekretær for Sverigedemokraternes kommunalrådsmedlemmer og partiets pressechef, og jeg var i færd med at lave research til min bog om Sverige. Vi er tilbage i april 2010.

Karlsson viste sig at være en ung og begavet mand, som i rolige, men utvetydige vendinger udtrykte sin mening om det moderne og multikulturelle Sverige og det parti, der mere end noget andet har skabt det: Socialdemokraterne. Men den politiske sekretær, som snart blev kulturordfører for sit parti, sagde også noget andet, jeg bed mærke i: »Vent til valget i 2018, så skal du bare se!«

Dengang repræsenterede de otte år en uoverstigelig tidsrejse for mig, der kort forinden var blevet far for anden gang og således stod i bleer og babymos til knæene. Men jeg forstod så meget, at Karlsson & co. opererede med en langsigtet strategi.

De ledende kræfter i partiet forventede ikke magi og mirakler; de var realister med en nøgtern erkendelse af, at mangt og meget skulle forværres i deres fædreland, før de politiske vinde kunne blive bedre. Deres langsigtede optimisme hvilede på tragisk grund. De vidste, at den galopperende islamiske indvandring akkurat udgjorde den trussel mod deres lands sammenhængskraft, som partiets vækst var betinget af. Jo flere mennesker fra Mellemøsten, der kom til Sverige, jo mere ville modstanden mod mellemøstlige tilstande vokse. Spørgsmålet var kun, om Sverige i mellemtiden ville passere et kritisk punkt, hvorefter den politiske orden ikke står at redde.

Karlsson og jeg skiltes uden for det grå og triste rådhus, og otte år forsvandt som dug for solen. Pludselig gik mine børn ikke til babyrytmik, men til landevejscykling og fodbold, mens jeg selv havde fået konstateret både podagra og kronisk konservatisme. Og i dag står Sverigedemokraterne til at få et historisk valg.

Forståelsen af, hvordan det kunne ske, hænger snævert sammen med indvandringens ubønhørlige konsekvenser. Flere og flere svenskere har simpelthen fået nok af bander, vold, parallelsamfund og muslimsk modidentitet. Men de er oppe mod større kræfter.

Den ekskommunikerede journalist Gunnar Sandelin, der i mere end 10 år har skrevet om migrationen til Sverige, henviser på bloggen Det Goda Samhället til de svenske myndigheders egne tal og prognoser. Her dokumenteres det, at selv om der er blevet indført grænsekontrol og andre stramninger af den svenske udlændingepolitik i de seneste år, fortsætter den eksplosive indvandring derudad. Det er lige til at blive fatalist af.

Alene fra januar-september har myndighederne således bevilget 87.000 opholdstilladelser, heraf godt 13.000 til asylsøgere og 30.000 til personer med familie i Sverige, de fleste fra Syrien, Irak og Iran. Det er fire gange mere end i Norge, Danmark og Finland – tilsammen. Hvis den nuværende trafik fortsætter, vil 2018 langt overstige 100.000, hvilket vel at mærke har været ”normalt”, siden jeg mødtes med Mattias Karlsson tilbage i 2010 – med 2015 som foreløbigt højdepunkt.

Løfter vi blikket og ser fremad, regner de svenske myndigheder med, at knap 130.000 asylsøgere vil få bevilget opholdstilladelse til og med 2021. Hertil kommer en større gruppe af familiesammenførte, hvorfor det er en rimelig antagelse, at op imod en halv million flere fremmede personer vil opholde sig i Sverige om tre år med alle de forventelige følger – oven i den voldsomme demografiske forskydning, der er sket i løbet af de seneste 30 år, særligt for de unges vedkommende.

Når de etablerede partier efter alt at dømme vil fortsætte med at afvise at samarbejde med Sverigedemokraterne, vil landet fortsætte sin romance med multikulti og Mellemøsten, begunstiget af en positivt ladet fanatisme for alt nyt og fremmed, og hvad Ikeas grundlægger kaldte »en fælles, vidunderlig fremtid«. Ingmar Kamprad møblerede den svenske velfærdsstat. Hans politiske efterfølgere bruger idealismen til at formøble den.

Receptionisten på Malmø Rådhus er muligvis blevet klogere. Men det er den politiske klasse ikke, ligesom den økonomiske overklasse vil kunne hygge sig i smug nogle år endnu med store biler og udsigt til idyllisk Skærgård. Sverige vil derimod fortsætte nedad det skråplan, som landet har gjort til sin specialitet.

 

Først i Jyllands-Posten, 9. september 2018