Gjesteskribent

Det er svært at spotte en religiøs galning uden skæg eller burka, men for en gangs skyld rækker forskerne os en hjælpende hånd.

Søndag var den der igen. Den chokerende nyhed for både speltsegmentet, borgermusikken og indvandringsindustrien: Islamiske terrorister er typisk velintegrerede, unge mænd. Ikke udskud. Ikke voldsmænd. Ikke kriminelle. Ikke udsatte. Men besatte. Besatte af islam.

Det er de to integrationsforskere Shahamak Rezaei og Marco Goli fra henholdsvis Roskilde Universitet og Professionshøjskolen Metropol i København, som minder læsere af JP om, at terrorister som regel falder i med tapetet. På den måde kan de bedst maskere deres politiske og religiøse forehavende. Bag en kulisse af integration.

Som en af historiens kilder, en forhenværende arbejdsgiver til den 26-årige mistænkte attentatmand, som er anholdt i Tyrkiet, mistænkt for mordforsøget på Lars Hedegaard, siger til JP søndag:

Han lignede bare en ganske almindelig studerende – glad og smilende (…) Et skoleeksempel på én, som ville få en strålende karriere og et godt liv her i Danmark.

Arbejdsgiveren og flere af den unge mands venner lod sig tilsyneladende narre. Tricket virkede. Også selv mistanken nok skulle have været vakt, da mistænkte pludselig begyndte at efterlade toiletgulvet plasket til med vand. Han var begyndt at vaske sig igen og igen, før han skulle bede i arbejdstiden.

Ved et andet tilfælde opdagede arbejdsgiveren, at der pludselig lød muslimske bønnesange fra kontoret, hvor mistænkte sad sammen med en ven iført muslimsk kjole langt skæg. En ven, som mistænkte forinden havde anbefalet og fået ansat i samme virksomhed.

To venner, den ene danskfødt, tog heller ikke notits af, at deres ven frekventerede moskeen i Heimdalsgade på Nørrebro i København og tilmed inviterede den ene med derhen.

Ingen klokker ringede. Tolerance har det jo med at gøre folk blinde på mindst det ene øje.

Når vi har så svært ved at spotte er terrorist, så skyldes det, at de mest stålsatte gemmer sig bag et slør af normalitet. Med Shahamak Rezaeis egne ord:

Jo mere du er integreret, desto højere er sandsynligheden for, at du ender i den kategori, som vi kalder radikaliseret. Med andre ord er der meget, der tyder på, at det ikke er som følge af uvidenhed, men derimod et aktivt valg baseret på en kvalificeret viden.

Usagnet er værd at bide mærke i. Hvis det er rigtigt, taler vi ikke længere om stakler, der ikke har fået nok kærlighed som børn, som ikke får tilbud om lektiehælp og gratis idræt – eller om bebumsede unge mænd med scoreproblemer eller en IQ omkring de 50. Næ, så taler vi tværtimod om yngre mænd for hvem mord går hen og blive et karrierevalg.

Jordisk ydmygelse – eller paradis her og nu? Ser man først sådan på livet, er det ingen gigantisk overraskelse, at nogle få procent vælger døden.

Ifølge Rezaei og Goli støtter mere en 5 pct. herboende muslimer mellem 15-30 år radikal islam, som foreskrevet af shariaen, mens knap 18 pct. sympatiserer med den. Undersøgelse stammer fra 2009 og er foretaget iblandt et repræsentativt udvalg af muslimer i aldersgruppen. Snart fem år senere er der sandsynligvis tale om endnu flere.

En af de myter, som forskningen afliver, er myten om, at moskeer hverken gør fra eller til. Uanset om moskeen er det sted, hvor de unge bliver radikaliseret, eller om de unge søger mod moskeen, når først de er blevet radikale, så går radikale islamister mere i moské end andre.

Moskeen er med andre ord omdrejningspunkt for de radikales videre færd. Hvilket faktisk kan være et argument for at tillade moskeer, idet myndighederne og PET så bedre kan overvåge og infiltrere radikaliseringen på nært hold.

Forskningen efterlader os stadig med to muligheder:

Vi kan enten forholde os til fakta og forsøge at forholde os hertil så nøgternt som muligt. Eller vi kan fornægte virkeligheden og lade som om, det er vores egen kultur, der er problemet, herunder klynge os stadig mere desperat til, at vi skal tale pænt og overfladisk.

Jeg stemmer sjovt nok for det første.

PS: Siden min sidste postering er jeg blevet gjort opmærksom på, at der i mange år har eksisteret en ordning i Aarhus Kommune, hvor familier med lav indkomst kan få fripas til diverse fritidsaktiviteter til deres børn mellem seks og 17 år. Det overrasker mig ikke, men sætter Musse Sheikhs udtalelse til DR Nyheder om, at somaliske forældre ikke har råd til at sende deres børn til idræt, i relief. Læs mere her.

 

Opprinnelig i Jyllands-Posten den 5. mai 2014.